Læsetid: 12 min.

Missionærens søn

Den 82-årige teolog og debattør Svend Holm-Nielsen voksede op i Damaskus i 1920’erne og fik Mellemøstens endeløse konflikter ind med modermælken. I en menneskealder har han søgt at skabe forståelse for det palæstinensiske folks lidelser
29. december 2001

Portræt
Min første erindring stammer fra Damaskus, da min lillebror blev født og en mand kom med besked fra hospitalet om, at min mor havde fået en søn,« fortæller den knitrende åndsfriske Svend Holm-Nielsen.
»Vi boede lidt op ad Kassiounbjerget med udsigt over byen – i et lerklinet hus. Alle huse havde flade tage. I regnperioden regnede det ofte ned gennem taget, og så kom der en og strøede hakkelse ud og tromlede det.«
»Vi havde ikke indlagt vand. En gang om ugen kom en mand med et æsel eller muldyr, hvor der hang en fåreskindssæk ned på begge sider af dyret. En tud fungerede som aftapningshane, og så blev vandet båret ind i gården, hvor vi havde det stående i en tønde. Min mor havde det sådan, at alt vand, der skulle drikkes, blev kogt.«
»Vi havde ingen bageovn selv, men bragte vores æltede brød ned til bageren. Vi havde kun en brændeovn og et åbent ildsted. Det var min mor, der sørgede for husholdningen, men hun havde en ung pige til at hjælpe sig. Modsat min far blev hun aldrig god til arabisk, men kunne dog have nabokvinder på besøg. En gang til jul kom naboer og familie, og de blev da trakteret og fik set et juletræ og fik at vide, hvorfor man holdt jul. Mor var mor og husmor – det fyldte hendes tilværelse.«
»Mine forældre anså den arabiske leveform som noget fremmed, man ikke skulle eller kunne efterligne. Hverken flerkoneri eller islam. Men min far – der var missionær og sproglærer – forsøgte at forstå baggrunden: Hvorfor det var en helt anden kultur og mentalitet? En af mine fars venner sagde spøgende: ’Du er såmænd mere muslim end kristen’. Men det var helt forkert.«
»Han søgte at forstå baggrunden for flerkoneri: At det havde et socialt element bag sig, at det sikrede familiens eksistens. Man plejer at sige, at kvinden er undertrykt i islam. Sådan er det også set udefra, men vores ene nabo havde flere koner, og de var bestemt ikke undertrykte. De havde bare en anden social position i familien.«
»Når vi gik tur, passerede vi den tyrkiske guvernørs bolig: Valiens hus fra den tyrkiske tid. Efter Første Verdenskrig blev Syrien fransk mandat på Folkeforbundets vegne, ligesom England fik mandat over Palæstina. Reelt var det en besættelse af både Syrien og Palæstina.«
»Når vi skulle ned i Damaskus, kørte vi med sporvogn. Der var en afdeling for de indfødte og en mindre del, hvor europæerne sad. Men vi sad altid sammen med de indfødte, ikke i apartheid-afdelingen. Min far ville ikke have, at det skulle se ud som om, han var allieret med franskmændene. Hans opgave var at omvende muslimer til kristendommen. I den forbindelse gjaldt det om ikke at kunne komme under anklage for at være allieret med den franske besættelsesmagt.«
»Lejlighedsvis inviterede min far mænd fra nabolaget til sammenkomst i vores hjem i modtagelsesstuen, hvor gæsterne opholdt sig. Der var bænke langs de to vægge – ligesom i arabiske hjem, hvor der var appelsinkasser med hynder og tæpper over. Og der sad de så.«
»Far viste lysbilleder om Jesu lidelseshistorie og undergerninger, som Missionen fremstillede. Jeg kan huske, at de bare sad og sagde ingenting, men så havde han nogle glaslysbilleder med morsomme tegninger, som han skubbede frem og tilbage. To billeder af en mand med en meget lang næse, som sidder i en stor lænestol og sover med åben mund. Yderst på næsetippen sidder en mus. På det andet billede er musen på vej ind i munden. De billeder havde min far det med at skubbe frem og tilbage, og muslimerne grinede og slog sig på lårene. Jeg var ikke mere end syv-otte år, og tænkte: ’Nu bliver de kristne’.«
»Jeg forstod selvfølgelig ikke så meget af fars virksomhed, men han kom sammen med andre fra Østerlandsmissionen, som havde klinikker og skoler i en by 80 kilometer fra Damaskus. Der kom vi, og de kom til os et par gange om året. Man skal huske, at der i området var gamle kristne menigheder, som går tilbage til oldtiden, med små uanselige kirkebygninger. Der var skoler, hvor der gik kristne børn, men også muslimer.«
»Der var en snedker – Abu Ibrahim – som blev omvendt. Min far var ikke særlig ivrig med at døbe ham. Men Ibrahim kom og blev undervist og ønskede at blive kristen. Han skulle vide, hvad han gik ind til. Jeg var med til dåben af hele familien i 1928. Og det var jo ikke velset, hvad det stadig ikke vil være. Nogle steder i den arabiske verden er der dødsstraf for at forlade islam.«
»Der blev rettet trusler mod familien, og ved fars hjælp blev de bosat i Libanon, hvor der var kristne, som de kunne holde sig til. Men der kom stadig trusler, og det var vanskeligt at få arbejde. Efter et halvt år gik han tilbage til islam. Det var en stor skuffelse for min far. Nu havde han lige set, at det kunne lade sig gøre, at muslimer gik over til kristendommen. Derfor føltes det som et nederlag, at det mislykkedes.«

Svend Holm-Nielsens far sluttede som missionær i Damaskus i 1929 efter trusler mod ham fra rabiat muslimsk side. Svend kom for første gang i dansk skole, og faren kom til Jerusalem som sproglærer, hvor han skulle lære vordende missionærer og læger arabisk.
»Efter studentereksamen (1936, red.) rejste jeg til Jerusalem, hvor alt åndede af historie. «
»Den hellige Gravs Kirke – Opstandelseskirken, som den også kaldes – har skuffet mange, fordi de syntes, det var et gedemarked. Bygningen er et kompleks, som er ejet af en række forskellige kristne samfund: Græsk-ortodokse, romersk-katolske, koptiske, armenske, syriske, etiopiske. De har hver deres afdeling og altre i kirken, men et punkt var fælles: Jesu grav og kapellet, der er rejst over den. Og hvis ikke de passede deres afmålte tider, hvis den ene gren ikke var færdig med sin messe til den afmålte tid, kunne det ske, at de kom op at slås.«
»Hver af påskedagene havde sin ceremoni. Skærtorsdag havde Jesus sit sidste måltid med sine disciple, inden han blev henrettet om fredagen. Og da gentog man i Gravkirken den begivenhed, som der fortælles om i Johannes evangeliet ved det sidste måltid, hvor Jesus vaskede disciplenes fødder.«
»Den firkantede plads foran Gravkirken var stopfuld af mennesker, og midt på pladsen var der rejst en platform, hvor den græsk- ortodokse patriark vaskede 12 præsters fødder, men det var nu kun den højre fod. Jeg havde fået en plads derinde og overværede det. Det gentages hvert år, og kristne fra byen og landet, kopterne fra Egypten og etioperne, samledes og overværede den ceremoni.«
»Natten til påskedag fyldes Gravkirken igen af de samme mennesker. Valfartende kommer langvejs fra og overnatter simpelthen i kirken for at overvære lysets fest kl. 12 på opstandelsesdagen. Det var svært at skaffe plads, men far havde skaffet adgangskort. Kirken var stuvende fuld af mennesker, og der var en frygtelig dårlig luft efter, de havde ligget og sovet på deres madrasser. Alle sammen med et vokslys i hånden, parat til at modtage den hellige flamme, som patriarken rækker ud fra Jesu formodede grav gennem et hul i væggen. Og de nærmeststående får tændt deres lys, og så breder det sig som et hav ud i kirken.«
»Min far var stærkt optaget af konflikten mellem indvandrede zionistisk prægede jøder og den lokale palæstinensiske befolkning og skrev om den i danske aviser.«
»Nu skal man huske på, at jøde og jøde var to ting i Palæstina på det tidspunkt. De bosiddende jøder, der havde været der i århundreder, var arabere. Deres daglige omgangssprog var arabisk. Hebraisk brugtes kun i synagogen og i de religiøse skoler, men kulturelt set hørte de hjemme i den verden og var en del af den. Der var ikke så mange ortodokse, men de kom ved Grædemuren. Til dels i det daglige, men navnlig fredag og lørdag på deres sabbat. Men de var en del af det palæstinensiske og jerusalemittiske samfund, som bestod af jøder, kristne og muslimer. De respekterede hinanden.«
»Men så kom indvandringen fra Europa i 1920’erne, og den tog til, navnlig efter Hitlers magtovertagelse i 1933, hvor jøder flygtede fra Tyskland for så vidt, de kunne komme af sted med det. De var i virkeligheden helt forskellige fra de gamle bosiddende jøder. Havde ikke noget med dem at gøre. Boede i nye områder i Jerusalems forstæder, – ikke som nu i illegale bosættelser i erobrede områder – men på jord, der blev købt op. Men de var europæere og så ud som europæere. Og kom ikke ved Grædemuren, som ligger lige op ad det gamle Tempelbjerg. Der kom ingen af de moderne indvandrede zionister. Det er først efter krigen i 1967, at Grædemuren blev et nationalt symbol.«
»I 1936 var der generalstrejke med udgangsforbud om aftenen. Der var hold ups, hvis man rejste rundt i landet, som araberne lavede for at tjene penge til opstanden. Trafikken på vejene blev standset og bilerne plyndret. Der var en avis, som hed Palestine Post, (nu Jerusalem Post). Vi holdt den ikke selv, men jeg kom meget i en KFUM-bygning og sad i læsesalen og læste om, hvad der havde været af sammenstød.«
»Situationen var nok spændt, men man omgikkes hinanden. Der var ingen risiko for jøder og arabere ved at færdes i den gamle by i Jerusalem. Men der var navnlig en spænding ude på landet omkring de jødiske landbrugskolonier. Kibbutzerne risikerede overfald. Efter at zionisterne havde købt jord af godsejere, bosat i Damaskus eller Beirut, mistede landarbejderne deres jord og arbejde.«

Da Svend Holm-Nielsen i 1937 vendte tilbage til Danmark, kom teologiske studier og det forestående europæiske ragnarok i fokus. Han meldte sig som frivillig til Finlandskrigen, vendte uskadt hjem, blev gift og holdt lav profil under den tyske besættelse. 1949 blev han andenpræst i Jægersborg kirke:
»I 1956 fik jeg orlov og deltog i en engelsk udgravning i Jeriko, og senere kom jeg til Vestjerusalem, hvor jeg læste de nyfundne Dødehavsruller,« fortæller Holm-Nielsen, der siden deltog i talrige udgravninger i Mellemøsten.
»Kernen i udgravningsarbejdet var forholdet til oldtiden i det land, man er i og færdes i. Dels lokalbefolkningen, som arbejder der. Dels en ubevidst bevidsthed om, at der er en kontinuitet frem til vore dage. Det er de samme mennesker, som lever der. Grundbestanden er bønder, landarbejdere, som har levet der i århundreder og årtusinder under persisk, romersk styre, islamiske hæres indtrængen, ændringen til islamisk kultur, oplevet tyrkerne og englænderne.«
»Mit engagement i Palæstina-spørgsmålet blev for alvor vakt efter Anden Verdenskrig. Der var endnu ikke noget, som hed Israel. Stemningen var entydigt pro-zionistisk, som jeg var i modsætning til uden at gøre noget ved det. Jeg skrev et par artikler, som gik ind for et palæstinensisk synspunkt. Selv de mest venstreorienterede var pro-zionistiske, sammenhængende med, at Sovjetunionen var gået ind for oprettelsen af staten Israel og delingen af landet. Der var en massiv pro-israelsk indstilling. Første gang jeg holdt foredrag – i 1950 – i radioen gav det en storm af harme. Peter P.
Rohde, som var et stort navn, faldt over mig, og det kom til flere diskussioner.«
»Det var en mur at gå op imod. Den var ikke svær at forklare. For det første fordi seks millioner var blevet dræbt og maltrakteret. For det andet fordi arabere aldrig er blevet særligt positivt anskuet. De var vist nogle vilde sataner med knive, som undertrykte deres koner. Det er min teori, at denne antipati mod arabere har sine rødder langt tilbage i historien uden, at man er sig det bevidst: Korsfarernes nederlag til de islamiske arabere. Men også følelsen af, at den arabiske verden en gang havde været kristen.«
»Hele antipatien mod araberne gør sig også gældende i synet på det, der blev til Palæstina-konflikten. Araberne var jo bare nogle dovne, uvidende, analfabetiske mennesker. Og hvad var jøderne? Det var dem, som kom fra Europa. Dem, der dyrkede landet op. Det misrøgtede land dyrkede de op til en blomstrende have. De kom med deres socialistiske bevægelse og kibbutzer og kollektiver over for reaktionære arabere. Det hele var så nemt, sort og hvidt. Intet hvidt hos araberne, og intet sort hos jøderne. Det var stemningen, som holdt sig nogenlunde indtil 1967. Da var det svært at komme til orde.«
»Efter krigen i ’67 blev jeg udsendt af Røde Kors i to måneder til Amman i Jordan, hvor jeg medvirkede til at fordele tøj og mad i de palæstinensiske flygtningelejre. Jeg oplevede først og fremmest defaitisme. En hel del af menneskene i de nye lejre boede fra 1948-1967 i flygtningelejre i Palæstina, navnlig i de to store i Jeriko-dalen, men de var nu blevet fordrevet over Jordan-floden. De havde håbet og ventet, at de kunne forlade flygtningelejrene og vende tilbage til deres hjem. Men nu var de på ny flygtet – over til Østjordanlandet, og det så endnu mere håbløst ud. Hele Palæstina var besat af Israel. Der var ingen fremtid.«
»Nu har undertrykkelsen varet i over 50 år med et overmenneskefolk over for et undermenneskefolk. Hvis du sammenligner palæstinensernes levevis og livsopfattelse i slutningen af 1940’erne med i dag, så ser jeg ikke nogen væsentlig forskel. Mentaliteten er den samme. De bliver aldrig vesterlændinge, og vi bliver aldrig orientalere.«
»På kort sigt ser jeg ikke andet perspektiv end, at det går ad helvede til, med mindre USA eller Europa slår bremserne i. Og det er de i stand til at gøre. Det der skal til er en holdningsændring – primært fra israelsk side, så de akklimatiserer sig til den verden, de er i og vil leve i. Ellers bliver det korsfarertiden om igen. Den varede 100 år. De var bare overherrer i landet og endte med – fordi de manglede støtte fra Europa – at gå under. Jeg har læst en del om korsfarerne, der er så meget, der minder mig om dem, men bevares, der er også forskelle.«
»Jeg er så naiv at mene, at et folk ikke i længden kan leve på deres magtmidler – våben – så mister det karakteren af et folk og bliver en soldaternation. Korsfarerne var en ridder-, en våbennation, og de måtte give op.«
»Jeg tror på det folkelige, at folket i det meget lange løb vinder – med mindre våbenovermagten manifesterer sig i et folkedrab. At man udrydder dem alle sammen, men der skal alligevel meget til. Udrydde ikke blot palæstinenserne, men også de andre arabere. De kan gå hen og smide alle palæstinenserne ud – transfer som de kalder det. Langsomt presse dem ud. Skulle det ske med verdens billigelse, så vil der i Jordan i Libanon, i Syrien, ja overalt i verden, hvor palæstinenserne er flygtet hen leve en palæstinensisk befolkning, som i generation efter generation vil blive ved med at være palæstinensere. Og det dør ikke ud.«
»Jeg ser min virksomhed i forlængelse af min far – missionærens. Der er selvfølgelig forskel. Han var ikke så radikal, som jeg er. Eller så var han bare mere forsigtig med at give udtryk for det. Den gang var man mere forsigtig, når man var ude og holde foredrag, for ikke at lægge sig ud med folk. Nu kan man tale frit og sige, hvad man mener. Den gang var det altid: Man kan se det på den måde, men jeg synes, man skal se det på den måde.«
»Efter Sharon er kommet til, er alle enige om, at han er en slubbert og krigsforbryder, og så er det lettere at sige tingene rent ud. Men jeg ved da godt, at Sharon kun er symptomatisk og talerør for den ekstremisme og fundamentalisme, som er kommet ind navnlig med indvandringen af nationalistiske amerikanske jøder. Den sammensætning af israelsk nationalisme og jødisk fundamentalisme. Det er mærkeligt.«

FAKTA
Svend Holm-Nielsen
*f. 1919, første ti leveår i Damaskus, student fra Haderslev Katedralskole 1936, sabbatår i Jerusalem 1936-37, frivillig i Finlandskrigen 1940, cand. theol. og gift med Karen 1943. Kapellan 1948, disputats om Dødehavsrullerne 1960, professor 1961, ankermand bag nyoversættelsen af Det gamle Testamente. Arkæologiske udgravninger i Palæstina og Jordan siden 1956. Udsendt af Røde Kors til Jordan 1967. Medstifter af Palæstina-Orientering, udgivet bl. a. Historien bag Palæstina-problemet, 1975

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her