(2. sektion)
Noveller
»Sult er det bedste krydderi på maden,« udtalte hin Cicero i De finibus. Denne læresætning kan bruges som karakteristik af skabelonen i den i Manhattan bosiddende irske forfatter Colum McCanns nye novellesamling Sultestrejken.
Her er det den åndelige sult såvel som den kropslige hunger, der udgør et stemningsmættet billede af fejlplacerede ireres livsvilkår i ind- og udland.
Den danske udgave har stuvet historier sammen fra den prisbelønnede novellesamling Fishing the Sloe-Black River (1993) og Everything in this Country Must (2000), så det, vi konkret sidder med i hånden, er en indbydende, fristende irsk stuvning lige til at gå om bord i.
Efter den første bid, novellen Alting her i landet må, begynder vi at få en dårlig smag i munden. Irske Katie og hendes far forsøger at redde en druknende yndlingstrækhest under en oversvømmelse, men efter at britiske soldater har trådt til for at hjælpe, skyder faren dyret for at undgå at stå i taknemmelighedsgæld til briterne. Sådan! Forstemmelsen breder sig.
Næste bid
Næste bid, Træ, handler om en katolsk nordirsk familie, der tjener gode penge på at fremstille stænger til Orangeordenens bannere. Faren ligger i sengen efter en ulykke og ville have modsat sig det på det kraftigste, havde han vidst noget om det, men i nattens mulm og mørke tager moren og sønnen affære.
Det bliver dog til sidst opdaget, og farens reaktion overføres til naturens oprør, der samtidig er et billede på sammenstødet mellem katolikker og protestanter: »Jeg kiggede på egetræerne bag værkstedet. De gik amok i blæsten. Stammerne var store og solide og tykke, men grenene daskede til hinanden som mennesker.«
Med næste bid, Cathals sø, er man nærmest ved at kløjes i det. En bonde sætter en svane i søen, hver gang Nordirlandskonflikten kræver et nyt offer. Højst besynderligt.
Men det bliver først forståeligt til allersidst, for McCann kan kunsten at skrive aha-oplevelserne ud af historierne i en helt utrolig præcis upålidelig og kildrende underdrevet stil, således at det først er i sidste øjeblik, at det dæmrer for læseren, hvad det egentlig er, der foregår.
Og så bliver man rystet. Men får en klump (galt) i halsen og føler sig trukket ind i en verden, hvor man absolut ikke har lyst til at være: »Alt dette mirakuløse had. Man kan sgu ikke spise sin morgenmad uden at få maven fuld af det,« siger bonden i novellen. Ja, sådan har man det. Ondt i maven.
Sult
Det bliver ikke bedre med de andre mundfulde:
Den japanske tapetserer, der i landflygtighed (med en blakket fortid?) bliver som et mystisk ikon i det irske landskab; rengøringsmanden på den psykiatriske afdeling, der hjælper en indsat med at drømme om en bustur blandt stjernerne; havemanden, der i statsfængslet for unge forbrydere skaber kontakt med en ung morder; den blinde uregerlige pige på børnehjemmet, der bliver gift med en krøbling; fiskerenseren, der laver morgenmad til sin døende ven/elsker; den anorektiske søster, der tærer hen som nonne i New Mexico; den fallerede bokser, der stjæler dametøj til kæresten.
Desserten
Og så er der samlingens dessert: Novellaen Sultestrejken hvor vi kommer ind under huden på en 13-årig nordirsk dreng, der med sin mor er flygtet til armod og isolation i Galway, mens IRA-onklen sultestrejker i Maze-fængslet under Thatcher-regimet:
»Da de gik til alters, gik han (drengen, red.) et par skridt bag hende. For første gang hørte han rigtigt ordene: Dette er Jesu Kristi legeme. Han spekulerede på, om de sultestrejkende, der allerede var døde havde modtaget den sidste nadver, og hvis de havde, om de så fik brød før de døde? Han kunne mærke, at spørgsmålet plagede ham, og han så for sig hvordan udtærede mænd gik rundt i fængselshospitalet med hver sin hvide plet på tungen og spekulerede på, om de skulle sluge den eller ej. Brødets vægt holdt deres tunge nede, så de ikke kunne stille spørgsmålet til Gud. Deres øjne løb i vand. Langsomt gik brødet i opløsning på deres tunger og blandedes med deres spyt, og så var sultestrejken brudt. En fængselslæge kom og hoverede. Mændene sank i knæ og døde alligevel.«
Drengens loyalitet med onklen indføres bl.a. via dagbogsoptegnelser over, hvor meget han har tabt sig for hver eneste dag under strejken.
Den irske folkesjæl
Men drengen overlever ventetiden på onklens død ved at lære at spille skak, ryge cigaretter, kigge på piger med bryster i bluser og sejle kajak sammen med en ligeså ensom litauisk gammel mand. Slutbilledet sætter et mistrøstigt punktum på en blandet oplevelse.
Colum McCann væver sine historier sammen med intertekstualitet og med det typiske melankolske billede at det irske landskabs dampende marker, dovne svaler, slåensorte floder, vedbendomslyngede mure, regnfyldte himler, grå horisonter og lugten af tovværk og forsømthed.
Fortællingernes fortællere lader munden vandre ned gennem tjærede veje og bevoksede stier i det ufremkommelige vildnis kaldet den irske folkesjæl.
Enten fører vejene til rodløs landflygtighed eller til labyrinter af elendighed og no future. Sulten efter næring for sjælen sidder dem overalt i kroppen.
*Colum McCann: Sultestrejken. Famlende oversat af Jørgen Nielsen. 327 s., 299 kr. Centrum
