Edderkopper
Et pust af sød elskovsduft får hanmøllet til at skifte kurs. Nærmere ved det søde mål er der noget, der ikke er helt, som det skal være... nå, men duften er alligevel for fristende, og hanmøllet cirkler sig tættere på den elskovssyge jomfru. ZACK! Han blev bytte for en listig lassosvingende jæger.
Bola-edderkoppen er opkaldt efter det argentinske våben, bolaen, der består af to kugler forbundet af to snore. Den er minimalisten blandt edderkopper; spindet består af et enkelt stykke tråd på omkring halvanden tommes længde med en kugle på størrelse med et knappenålshoved i enden. Linen holdes med det ene ben som en lillebitte lasso, og når et bytte nærmer sig, svinger den linen med forbløffende hastighed.
Det virker måske umiddelbart som en ineffektiv metode i forhold til at bygge et mere traditionelt spind med en langt større fangstflade, men bola-edderkoppen kompenserer ved at narre byttet til sig med en efterligning af de luftbårne sex-hormoner, jomfrunalske hun-møl udsender.
Den voksne hun hos bola-edderkoppen lever kun af hanmøl og jager kun en times tid hver aften. Møl er noget af det mest besværlige at skulle fange som edderkop. De har skæl på vingerne, der får dem til at falde ud af normale edderkoppespind fordi skællene sidder løst på vingerne.
Så ud over at efterligne de duftstoffer, hunmøllene udsender i skumringen, har hun udviklet en specielt klistret lim, som møllene ikke slipper fra. Limen er meget viskøs og flyder ind under skællene og klistrer til selve vingen. Resten af døgnet sidder hun frit fremme på et blad og lader som om, hun er en fugleklat.
Biologisk bekæmpelse
Bola-edderkopperne repræsenterer et af de sidste led i en udviklingsrække inden for edderkoppefamilien hjulspindere. Udviklingsrækken går fra arter, der spinder traditionelle hjulspind, gennem en stigende grad af reduktion indtil minimalisterne, der helt har forladt familiens kendetegn.
Hvordan har den naturlige selektion fremelsket en så radikal reduktion af spindet? For edderkoppen er det primært et spørgsmål om specialisering til bestemte byttedyr og om økonomi. Det kræver energi at producere duftstofferne og den effektive lim. Det ville være dyrt at spinde et helt hjulspind med denne lim og desuden er bola-edderkoppens lim kun virksom i en halv times tid. Hvis den ikke fanger noget inden for denne tid, spiser den lassoen og laver en ny.
Meget få edderkopper har specialiseret sig i at fange møl, som repræsenterer en uudnyttet niche. Så selvom bola-edderkoppens specialisering betyder, at den bliver mindre effektiv til at fange andre byttedyr, er det alligevel en lukrativ livsform.
Nogle møl er velkendte skadedyr, men det er nok alligevel de færreste, som med sindsro vil bytte klædeskabets mølkugler ud med et par lassosvingende edderkopper.
*Sidsel Larsen er specialestuderende ved Zoologisk Museum, Slarsen@zmuc.ku.dk
*Link: www.ufsia.ac.be/Arachnology/Arachnology.html