Integration
BRADFORD Det nordlige England, juli 2001. Brændende bygninger, vrede unge asiater, sårede politibetjente, raserede butikker. Fremmedfjendske slagord og beskyldninger om racisme. Det var alt andet end fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer, der prægede billedet af byer som Bradford, Burnley og Oldham.
Helt anderledes er billedet af Storbritanniens multikulturelle samfund, hvis man læser en brochure fra det britiske udenrigsministerium om etnisk mangfoldighed. Her citeres premierminister Tony Blair for at være »voldsomt engageret i at skabe et samfund, hvor ethvert individ uanset farve, religiøs overbevisning og etnicitet gives samme muligheder og respekt som hans eller hendes nabo«, og udenrigsminister Jack Straw citeres for et optimistisk udsagn om, at »de etniske minoritetssamfund har beriget dette land uvurderligt ved at bidrage til britisk kultur, politik, økonomi og socialt liv. En sådan etnisk forskellighed er ikke en svaghed, men en national styrke.«
Formel ligestilling
De to udtalelser afspejler i høj grad den officielle britiske integrationspolitik de seneste 30-40 år. En politik, der som udgangspunkt har haft kravet om formel ligestilling mellem de etniske grupper og respekt for kulturelle og religiøse forskelligheder. Men samtidig en politik, der har betydet, at ghettodannelse er blevet accepteret og til en vis grad tilskyndet.
Der findes en lang række regeringsnedsatte og private råd og organer, der skal overvåge de etniske minoriteters forhold og sikre, at lovgivningen mod diskrimination overholdes.
Lovgivningen sikrer bl.a., at muslimske kvinder og mandlige sikher kan bære religiøst begrundet hovedbe-klædning på arbejde, og alle lokale myndigheder er forpligtet til at promovere etnisk ligestilling.
Den omfattende lovgivning på området er en del af et officielt billede af Storbritannien som et harmonisk, mul-tikulturelt samfund. Men billedet er begyndt at blive flosset i kanterne. En stigning i antallet af flygtninge, der forsøger at komme ind i landet via tunnelen under Den Engelske Kanal har fået en fremmedfjendsk retorik til at dukke op i medierne, og terror-angrebet i USA har skærpet fronterne mellem muslimer og ikke-muslimer. Flere moskeer har modtaget bombetrusler, og i flere byer har der været overfald på muslimer eller personer, der antoges at være muslimer. Det har tilsyneladende kun haft ringe effekt, at Tony Blair flere gange har understreget, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem terrorisme og islam.
Værst i Bradford
Allerede i juli måneder inden terror-angrebet i USA var der dog raceuroligheder i flere nordengelske byer. Værst ramt var Bradford, en industriby med høj arbejdsløshed og stor koncentration af pakistanske og banglade-shiske grupper.
En rapport fra den tidligere formand for Rådet for Etnisk Ligestilling, Lord Herman Ouseley, der var bestilt allerede inden urolighederne brød ud, konkluderede, at noget er helt galt i Bradford. Rapporten, der blev offentliggjort midt i juli, slog fast, at »relationerne mellem forskellige kulturelle grupper burde forbedres, men de forværres. Der er tegn på, at samfundet opdeles langs etniske, kulturelle og religiøse skillelinjer«.
Rapporten nævnte endda en tendens til, at »de forskellige grupper forsøger at beskytte deres identitet og kultur ved at advare mod kontakt med andre grupper.«
NGOer og politikere i andre dele af Storbritannien med undtagelse af London, hvor samkvem mellem forskellige etniske grupper findes i langt højere grad erkender, at det ikke kun er i Bradford, at den skarpe adskillelse af grupperne er en realitet. De etniske minoriteter hører traditionelt til den økonomisk set dårligst stillede del af befolkningen, og både arbejdsløshed og kriminalitet er høj blandt især paki-stanere og sorte vestindere. Det er disse nedslående realiteter, der får minoritetsgrupperne til at trække sig tilbage til deres egne lokalområder for at undgå kontakt med majoritetssamfundet, vurderer formanden for Rådet for Etnisk Ligestilling, Chris Myant.
»På overfladen er en del ting blevet bedre. For eksempel er der dukket en del farvede studieværter op på britisk tv. Men det ændrer ikke på det faktum, at forskellen i arbejdsløshed mellem majoritets- og minoritetsbefolkning er vokset de seneste 20 år,« siger han.
Pænt på afstand
Mike Boyle, leder af afdelingen for etniske relationer i det britiske indenrigsministerium erkender, at den hidtidige integrationsstrategi synes utilstrækkelig.
»Urolighederne i Bradford og andre byer skyldtes sandsynligvis ikke kun etniske konflikter. Men de sætter spørgsmålstegn ved vores idé om Storbritannien som en harmonisk mosaik af etniske samfund, der lever side om side i fred og fordragelighed. Det ser pænt ud på afstand, men på lokalt plan er der skarp adskillelse i dagligdagen, og det bekymrende er, at det er en realitet lige fra skolestarten.«
Han understreger dog, at der er lang vej fra at erkende problemerne til at ændre den nationalpolitiske dagsorden:
»Spørgsmålet er, om vi uden at ville det har fremmet den adskillelse af grupperne, som resulterede i urolighederne i Bradford. Det bør vi se nærmere på. Men det er et meget følsomt område at bevæge sig ind på, for næste skridt kan meget nemt blive at tvinge folk til at blande sig med hinanden, og det ligger meget fjernt for regeringen at indskrænke borgernes individuelle frihed og ret til at vælge,« siger han.
Professor i sociologi ved South Bank University i London Harry Goulbourne har beskæftigtiget sig med etnisk integration i en årrække, og han understreger, at ethvert forsøg på at ændre den nuværende integrationspolitik risikerer at blive opfattet som en tilbagevenden til 1950ernes og de tidlige 60eres assimilationspolitik. Men samtidig er han overbevist om, at integrationspolitiken vil komme under pres: »Siden midten af 1960erne, hvor der blev sat skub i ligestilingen på formelt og lovgivningsmæssigt plan, har den officielle retorik handlet meget om respekten for forskellighed. Men samtidig har der været en forventning om, at de etniske grupper ville blande sig bo i samme kvarterer og gifte sig på tværs. Men det er kun sket i meget ringe grad. Regeringen bliver nødt til at forholde sig til en virkelighed, der er præget af stor adskillelse mellem grupperne.«
FAKTA
Etniske minoriteter i Storbritannien
*Omkring seks procent af Storbritanniens befolkning dvs. over tre millioner mennesker tilhører etniske minoriteter. Det forventes, at tallet om 25 år vil være steget til seks millioner.
*De største etniske minoritetsgrupper er indere (ca. 1,5 procent), sorte vestindere (ca. en procent) og pakistanere (ca. en procent).
*Fattigdom er udbredt blandt især asiatiske minoritetsfamilier. Over 80 procent af de pakistanske og bangladeshiske husstande har en indkomst på under halvdelen af landsgennemsnittet. Det tilsvarende tal for den hvide majoritetsbefolkning er 28 procent.
*Arbejdsløsheden blandt afrikanske, caraibiske, pakistanske og bangladeshiske mænd var i 1997 tre gange højere (21 procent) end blandt hvide mænd i arbejderklassen (syv procent).
*Arbejdsløsheden blandt sorte unge var 40 procent i 1997 mod 13 procent blandt hvide unge. mg
