Læsetid: 2 min.

Muslimer i modvind

Holdningen til muslimer og arabere efter den 11. september er markant hårdere i Danmark end i vore nabolande viser EU-undersøgelse
5. december 2001

BRUXELLES – Forestillingen om fælles værdier i Skandinavien gælder ikke, når det kommer til holdningen til arabere og muslimer efter terrorangrebet den 11 september. Det viser en ny Gallup-undersøgelse fra Eurobarometer, foretaget for Europa-Kommissionen.
Den tegner billedet af danskerne som markant mere skeptiske end svenskere og finner. På spørgsmålet om hvorvidt »Terroristernes virkelige motiver intet har at gøre med religion« er kun 17 procent af danskerne helt enige, mens 33 og 35 procent af svenskere og finner er helt enige. EU-snittet ligger på 35 procent.
Samme mønster gentager sig ved påstanden om, at »Man ikke kan dømme den arabiske verden på terrorhandlinger begået af få personer.« 86 og 69 procent af svensker og finner er »helt enige«, mens det samme kun gælder 39 procent af danskerne.
Billedet blødes dog op, hvis man tæller med, at 46 procent af danskere er »enige«.
Over for påstanden om at »terroristerne ikke handler som rigtige muslimer« erklærer 58 og 50 procent af svenskere og finner sig helt enige, mens det kun gælder 25 procent af danskerne. Yderligere 42 procent af danskerne er dog enige.
Bertel Haarder, Europa- og integrationsminister (V), tager dog tallene med sindsro:
»Vi ligger nogenlunde midt i EU-feltet. Jeg kan ikke se nogen grund til at korrekse danskerne på denne baggrund,« siger han til Information.
Omvendt er leder af dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, Niels Erik Hansen, ikke forundret over tallene, som han kalder langt ude:
»Der er jo pisket en stemning op i Danmark om at islam er terror. Det er helt det modsatte af det præsident Bush sagde, om at islam er fred, da han gik ind i moskeen på strømpesokker. Alle andre steder har man forstået det. Men i Danmark har man ikke fattet det,« siger han til Information.

Verbal chikane
Pressetalsmand i EUMC, det europæiske overvågningscenter for racisme og fremmedhad, Bent Sørensen, vil ikke kommentere undersøgelsen, men siger generelt, at der ikke er grund til stor bekymring:
»Det er tydeligt, at de politiske ledere har gjort det klart, at der ikke kan drages sammenligning mellem islam og terror. Så er der har været få alvorlige former for aggression, men et stort antal sager om verbal chikane.«
Uden at der kan tales om kirgsliderlighed, så viser Eurobarometer undersøgelsen også, at danskerne er blandt de mere forsvarsvillige i EU. Således vil 43 procent sende tropper til Afghanistan, mens 45 procent er imod. Briterne tropper med 65, der bakker op om at levere tropper.
Endvidere vil 62 procent af danskerne gerne stille danske militære baser til rådighed. Her er de tilsvarende tal for Sverige og Finland på 29 og 11 procent.
Danskerne hører samtidig til blandt de EU-lande, der er mest tilfredse med deres regerings indsats efter den 11. september. Her overgås Danmark kun af briterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her