Læsetid: 4 min.

Mytologiens genkomst i indkøbsarkaderne

11. september gav igen forbrugerismen en højere mening
27. december 2001

Kommentaren
Julegaver
Siden offentliggørelsen af Osama bin Laden-videoen, er terroristlederens kropssprog, kluklatter og ordvalg blevet dissekeret til mindste detalje. Da næsten al opmærksomhed har samlet sig om bin Laden selv, er vidoens ’gæstestjerne’ – i oversættelsens rulletekst identificeret som ’Shaykh’ – ikke blevet udsat for tilsvarende granskning.
Det er en skam, for hvem han end måtte være – formentlig saudi-araberen Khaled al-Harbi – så giver de udsagn, han kommer med et sjældent indblik i psykologien hos de mænd, der betragter massemord som del af et stort spil.
Et tema, der gentagne gange dukker op i gæstestjernens monologer, er forestillingen om, at vi lever i tider, der er lige så betydningsfulde, som dem, der beskrives i Koranen. »Denne krig«, siger ’Shaykh’, »er som noget fra profeten Muhammeds dage. Nøjagtig det samme som dengang sker i dag«. Han siger videre: »Krigen vil foregå som i al-Mujahedeens og al-Ansars første dage (dvs. islams første dage).« Og igen, for at gøre det helt klart: »Det er det samme som i gamle dage, ligesom dengang med Abu Bakr, Othman, Ali og de andre – i disse dage, i vores egen tid.«
Det er let at forklare nostalgien efter profetens tid ud fra den sædvanlige teori om, at bin Ladens tilhængere hænger fast i et middelalderligt verdensbillede. Men bemærkningerne synes at række videre. Det er ikke blot en bestemt asketisk middelalderlig livsstil, som ’Shaykh’ længes efter, men selve tanken om at leve i mytiske tider, da mænd var som guder, slag var episke, og historien blev stavet med stort H.
»Skråt op, Francis Fukyama. Historien er ikke forbi. Vi skaber den, lige her, lige nu,« er essensen af hans ord.
Det er en tankegang, vi er stødt på i mange andre sammenhænge siden 11. september. Der er tale om en tilbagevenden til den store fortælling: Udvalgte mænd, store verdenskonspirationer og store slag. Biblen, Koranen, Civilisationernes Sammenstød, Ringenes Herre – alle synes de at udspille sig »i disse dage, i vores tid«.
Den store forløsende fortælling er vores mest sejlivede myte, og dens implikationer er skræmmende. Når nogle få mænd beslutter sig for at udleve deres myte, for at være større end livet selv, så kan det ikke undgå at få afgørende indflydelse på alle dem, hvis liv udfolder sig i naturlig størrelse. Almindelige mennesker virker pludselig ubetydelige i den store Historie og er lette at ofre i en eller anden højere sags navn.

Lad os shoppe
Da Berlinmuren faldt, blev denne type fortælling angiveligt begravet i dens murbrokker. Dette var kapitalismens afgørende sejr. Ideologierne er alle sammen døde, lad os i stedet bare gå ud og shoppe.
Teorien om historiens slutpunkt var selvfølgelig umådelig irriterende for dem, hvis store altomfattende verdensforklaringer led nederlag i disse gladitatorkampe, hvad enten det så var verdenskommunismen eller som i bin Ladens tilfælde islam i dens imperialistiske variant.
Hvad der imidlertid er blevet klart siden 11. september, er, at historiens slutpunkt blev lidt af en pyrrhussejr for USA’s gamle koldkrigere. Det virker, som om mange af dem, der i 1989 mistede deres store meningsgivende fortælling, samtidig fik amputeret en vital kropsdel. Uden en ideologi-bag var at shoppe bare …at shoppe.
Under den kolde krig handlede forbrug i USA ikke kun om personlig tilfredsstillelse. Det var den økonomiske front i det store slag. Når amerikanerne shoppede, deltog de i den livsstil, som kommunisterne skulle forestille at være ude på at smadre.
Når de vestlige indkøbsarkaders kaleidoskopiske pragtopbud af varer blev kontrasteret med de tomme hylder i Moskvas grå og triste statsbutikker, var pointen ikke blot, at vi i Vesten havde let adgang til Levis 501-cowboybukser. I denne fortælling stod vores indkøbscentrer for frihed og demokrati, mens deres tomme hylder var metaforer for kontrol og undertrykkelse.
Men da Den Kolde Krig sluttede, og dette ideologiske bagtæppe blev trukket væk, forduftede også den dybere mening med at shoppe. Svaret fra de store selskaber var ’livstilsmærkevarer’ – et forsøg på at genskabe forbrugerisme som en filosofisk eller politisk gestus ved at sælge magtfulde ideer i stedet for blotte produkter.
Annoncekampagner begyndte at sidestille Benneton-sweaters med kamp mod racisme, Ikea-møbler med demokrati, og computere med revolution.
Livsstilsmærkevarer kunne fylde shopping-kulturens betydningsvakuum i en stykke tid, men konceptet var ikke nok til at tilfredsstille ambitionerne hos koldkrigerne af den gamle skole.
Kulturelt eksilerede i en verden, de selv havde skabt, tilbragte de utilfredse høge ikke deres mest triumferende årti med at slikke solskin i deres nye uanfægtede magtposition, men skumlede i stedet over, hvordan USA var blevet ’blød’ og ’kvindagtig’. Amerika var blevet til et orgie af vellyst og eftergivenhed personificeret i Oprah Winfrey og Bill Clinton.
Men efter 11. september er Historien med stort H kommet tilbage. Forbrugerne er igen blevet infanterisoldater i en kamp mellem godt og ondt og kan iføre sig nye Stars and Stripes-bh’er fra Elita eller gnaske på en speciel rød-hvid-og-blå-udgave af M&M’s chokoladepastiller.
Når amerikanske politikere indtrængende opfordrer deres borgere til at bekæmpe terrorisme ved at shoppe, handler det om mere end at stimulere en skrantende økonomi. Det handler om atter at indhylle hverdagen i mytologi, og det lige i rette tid før jul.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu