Læsetid: 6 min.

Når I bliver danske, så kan I få

Nydanske kvinder forskelsbehandles, når de indlægges i forbindelse med en fødsel, viser en antropologisk undersøgelse fra Rigshospitalet
14. december 2001

Nydanske kvinder forskelsbehandles, når de indlægges i forbindelse med
en fødsel, viser en antropologisk undersøgelse fra Rigshospitalet

Det er nat. Antropologen følger en mandlig læge, som netop har udtalt sig imod at efterkomme ’udlændinges’ ønske om at få en kvindelig behandler. De kaldes ned i gynækologisk ambulatorium, hvor en ’dansk kvinde’ spørger, om ikke hun kan blive undersøgt af en kvinde. Lægen siger straks ja og tilkalder den kvindelige læge, som skal vækkes. Bagefter spørger antropologen undrende, hvorfor han accepterede så hurtigt.
Lægen svarer: Når det er en dansk kvinde, er det meget usædvanligt. Jeg forestiller mig voldtægt eller incest. Hun har nok sine grunde.
Ifølge antropologen Anette Wilhjelm Jahn er ovenstående situation fra Rigshospitalets obstetriske klinik et eksempel på, hvordan patienter med anden etnisk baggrund forskelsbehandles.
Havde en dansk kvinde bedt om at få en anden jordemoder eller læge, fordi »kemien ikke passer sammen«, accepteres det af personalet. Personlighed er en legitim årsag til at afvise en behandler, men ikke køn, konkluderer antropologen.
»Man skal være opmærksom på, at disse udenlandske kvinder kan være torturofre,« siger Anette Jahn om nydanske kvinders mulige bevæggrunde for at afvise en mandlig læge.
Anette Jahns undersøgelse af sundhedspersonalets forestillinger og handlemåder over for nydanske patienter viser, at sundhedspersonalet yder mindre omsorg og tilbringer mindre tid sammen med de nydanske fødende og nybagte mødre. De nydanske kvinder får ligeledes mindre information og rådgivning om amning, spædbarnspleje, seksualitet og prævention.

Ignorerer nydanskere
Personalet er ifølge Wilhjelm Jahn præget af en logik, der går ud på, at de nydanske patienter kan få lige adgang til hospitalets og personalets ressourcer, når de er assimileret gennem at tale dansk; at give udtryk for smerte på en passende måde; forstå at behandlerens køn er uden betydning; at holde op med at lytte til deres svigermødres ammeråd; blive ligestillet med deres mænd; lægge deres tildækkende tøj og få viden om kroppen.
Det særlige ved denne etniske forskelsbehandling er, at den foregår underspillet og indirekte, fordi danskere er præget af forestillingen om, at alle skal være lige, og hellere finder noget at være fælles om i mødet med andre end at hæfte sig ved forskelligheder.
»I Danmark forskelsbehandler vi ikke med åbne konfrontationer. I stedet gøres det ved, at man ignorerer de nydanske patienter; går mindre ind til dem og taler mindre med dem. Hvis en sygeplejerske har fire patienter, så får alle den pleje, som skal registreres i sygeplejejournalen. Men generelt set lægger hun sine ressourcer hos den patient, der ligner hende selv mest,« siger Anette Jahn.
Antropologen har sideløbende med sine observationer på klinikken interviewet 44 personer blandt personalet. Og for dem er det vigtigt, at »få noget igen.« De vil gerne gøre en forskel. Og det opleves generelt som mere besværligt i forhold til de nydanske patienter.
»Sundhedspersonalet siger, at de får mindre igen ved at arbejde med udenlandske kvinder. Kontakten er mere sparsommelig, og personalet oplever, at de udenlandske kvinder ikke i samme omfang følger den vejledning, der bliver givet. En måde at legitimere, at en sygeplejerske ikke giver ammehjælp, kunne ofte lyde: ’Hvis patienten ikke vil samarbejde, så vil jeg hellere bruge mine ressourcer på en kvinde, der kan bruge mine råd’,« fortæller Anette Jahn.
Sproget er selvfølgelig en barriere. For eksempel at man ikke kan benytte sig af smalltalk som hjælp til at overskride en kropslige grænse, når en kvinde skal have en gynækologisk undersøgelse, påpeger antropologen.
»Det er vanskeligt at give informationer og yde pleje og omsorg, hvis man ikke kan tale sammen. Men problemet er ikke bare løst ved at tilkalde en tolk. For eksempel foregår ammehjælp løbende og ikke på et fastsat tidspunkt, hvor tolken kan være der.«
»Men det er besværligt med udenlandske patienter. Forestil dig at give information med korte sætninger osv. Personalet kan opleve irritation til sidst. Derudover er der et enormt tidspres i sundhedsvæsenet.«
En anden grund til at nydanske patienter forskelsbehandles er, at de har et anderledes kønsrollemønster. Vel at mærke et mønster, der anfægter de værdier og rettigheder, vestlige kvinder har tilkæmpet sig.
»Personalet kategoriserer patienterne. Det gælder både danske og udenlandske patienter. En jordemoder vurderer f.eks. – uden at være bevidst om sine egne kulturelle briller – om et udenlandsk par har et lige ægteskab, og om han er en god fødselshjælper.«

Arabiske knudemænd
I undersøgelsen optræder der en marokkansk mand, der på fødestuen sidder ved vinduet og læser avis, mens hans kone føder. Han blev opfattet som en dårlig ægtemand og fødselshjælper. Han skulle hellere have hjulpet sin kone. En muslimsk mand, der hviskede en bøn i sin nyfødtes øre, blev ligeledes betragtet som en mand, der opførte sig upassende, fordi han i personalets øjne brød det ’hellige bånd’ mellem mor og barn med sin religion.
»At en mand sidder og læser avis er meget grænseoverskridende i det her kvindedominerede rum. Men når jeg har kigget på de her mænd, så læser de jo ikke avisen – den ryster. Mændene ved simpelthen ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Der, hvor de kommer fra, er en mand ikke med til en fødsel. Det er umandigt. Men parret har måske ikke et netværk her i Danmark, og han er nødt til at følge sin kone.«
Antropologen har efterfølgende observeret, at den type mænd, måske ikke bliver tilbudt hånden, når lægen kommer ind på stuen, eller får en forklaring på, hvad der foregår i modsætning til etniske danske mænd. Ydermere stigmatiseres mandens kone af, at han ikke lever op til personalets forstillinger om en god ægtemand.
»Hun har jo selv valgt ham, og nu har hun valgt at sætte et barn i verden med ham,« som en siger.

Mangler respekt
Mange blandt det kvindelige sundhedspersonale oplever ligeledes, at nogle nydanske mænd ikke respekterer deres faglige autoritet og generelt kategoriseres de nydanske mænd som kvindeundertrykkere. Som en jordemoder siger:
»Udenlandske mænd forventer, at de bare kan få, når det passer dem. Når mændene udviser irritation... behandler os kvinder på den måde, de behandler deres egne kvinder på. Det tricker jeg på... Jeg håber, deres egne kvinder laver oprør (...)Nogle er jo bare ubehøvlede. Det har jeg også været udsat for med en irakisk mand. Det var noget med, at jeg kunne bare gøre... jeg skulle ikke stå der og være kvinde. Og jeg skulle stort set sløre mig til. Jeg måtte ikke stå der og blotte mig.«
Anette Jahn siger:
»Det er med god grund provokerende for en professionel, dansk kvinde, at en mand kræver en mandlig læge, før han vil høre efter,«
»Men det var meget få af de 44 i personalegruppen, der selv havde haft lignende oplevelser. Situationen bliver til en historie, man fortæller om udenlandske mænd, og historierne kommer til at fylde meget. Den negative enkeltfortælling kommer så at sige til at gælde for hele gruppen af udlændinge, mens den positive enkeltfortælling kommer til at stå som en individuel fortælling.«
Samtidig er der i dansk kultur en række uskrevne regler, som de nydanske patienter ikke kender – og heller ikke bliver sat ind i.

Misforstår signaler
Som den nydanske mand, der prøver at få en tolk til sin kone ude hos sekretæren, selv om lægen har sagt nej.
»Han prøver måske at være sin kones talerør, men han ved ikke, at skal man som pårørende opnå noget på et dansk hospital, så skal man være meget høflig, ydmyg og vise patienttilfredshed.«
Når en sygeplejerske gentagne gange går ind på en stue og kigger fortravlet på sit ur, signalerer hun, at en indisk familie, hvor kvinden er udskrevet, forlængst skulle have forladt stuen. Det er et eksempel på »underspillet kommunikation«, og det forstår familien ikke.
»Men familien får heller ikke at vide, at den skal gå, fordi andre skal bruge stuen. Det ved danskere, for de er vant til at tænke i samfundsressourcer. Derfor må personalet blive bedre til at kommunikere direkte over for danskerne med anden etnisk baggrund. For at vise dem respekt og fortælle dem, hvordan de får den bedste fødselsoplevelse. Ikke fordi de skal behage personalet,« siger Anette Wilhjelm Jahn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu