(2. sektion)
Danske romaner bliver tyndere og tyndere, mens de engelsksprogede ditto, jeg har haft fingre i på det seneste, har en livvidde på 400 sider, selvom det ville have klædt dem at have fået en brutal fedtsugning på redaktørens skrivebord. Og når der så guddødemig kun er nogle bittesmå, mikroskopiske stjerner uden luft omkring til at markere kapitelskift.
Men hvorfor længes vi altid efter at nå hen til kapitlets afslutning? Og hvorfor er det sådan en rar fornemmelse grafisk at kunne se en halv eller en hel blank side efterfulgt af en ny side med en kapiteloverskrift? I værket Temps et Récit siger den franske filosof Paul Ricoeur, at det at kunne følge en fortælling udspringer af formodningen om, at historien lover os en konklusion. Vi vil fremad og atter fremad, og for at kunne forstå historien må den deles op i episoder til almindelig fordøjelse, inden fortællingen hægtes op på atter nye episoder, der til sidst forløses i en konklusion, en mæthedsfølelse. Det er en episodisk læseproces, der gør os i stand til at forstå begivenheder i en lineær sammenhæng, nøjagtig som tiden skrider frem, ifølge urets autoritative slag.
Afgrænsede kapitler i en roman gør os i stand til at afkode slutningen i begyndelsen og begyndelsen i slutningen, siger Ricoeur, og derved kan vi faktisk læse tiden baglæns. Så måske er det ikke så tosset med de der gammeldags kapiteloverskrifter i ny og næ. Kapitelskiftet indbyder til, at vi lægger hovedet tilbage i stolen, lukker øjnene, og grunder lidt over, hvad vi lige har været igennem, og hvad den nye overskrift mon rummer af hemmeligheder. Små undselige krummelurer spredt tilfældigt rundt i tekstmassen pisker os indirekte videre og videre uden tid til refleksion ligesom på Internettet, hvor informationerne aldrig hører op, men forlænges i det uendelige via hyperlinks. Tiden er strømmende, ja bevares, men hvorfor skal alting gå så stærkt? En pointe, James Gleick også gør et nummer ud af i den nye populærvidenskabelige bog Ikke tid nok. Om en verden, hvor alt går hurtigere og hurtigere.
Der er uden tvivl penge i at spare på papiret, og så er der jo den med regnskoven, men så foreslår jeg, at man sætter romanerne på diæt, inden de kommer på markedet. Man kunne jo let gå hen og få forstoppelse.
