Læsetid: 5 min.

Nej, kom til Norge, fa’r min!

Grafiske blade talrige som løvfald; streger af kul, tekstil og bronze; tonsvis af bly og oldnordisk romantik er nogle af attraktionerne i Oslo i det sene efterår
11. december 2001

Udstillinger
Hvor spejler himlen sig mere smukt end i Oslo fjorden, i Edvard Munchs malerier og fra balkonen hos den norske smykkekunsts grand old lady, Tone Vigeland.
Tone Vigelands smykker er af bly, jern, guld og sølv, tunge som ringbrynj er og bæres med rank elegance af internationale kunder, ikke mindst i Japan. Hun bor i et oldnordisk hus på Slemdal, dør om dør med bedstefaderen, Emanuel Vigelands mausoleum.
Emanuel Vigeland (1875-1948) er bedst kendt for sine glasmalerier, men har f.eks. udført freskerne på Borgertrappen i Københavns Rådhus.
Mausoleet, tomba Emanuelle er udvendig et gotisk kapel og indvendig en gigantisk etruskergrav, og man tvinges til at dukke nakken for at komme gennem den snævre stendør, fordi en overligger bærer Vigelands ægformede urne. Inde bliver man blændet af mørket og skræmt af resonansen i den tøndehvælvede sal, og kun langsomt fatter øjnene, at de vældige, malede ranker, som snor sig op over vægge og loft er sammenfiltrede, nøgne menneskekroppe.
Besat af solen, døden og forplantning har Vigeland malet sine saftige mænd, mandbare kvinder, fødsler og navlestrenge, guirlander af drengebørn (putti) og dertil dødninge og skeletter, der parrer sig. Han var ikke nogen stor kunstner, men med en evnen til at få detaljerne til at falde på plads, så de støtter helheden.

Et kontroversielt hus
Huset blev opført i 1926 som atelier, men ændrede karakter til ’værk’ ved at vinduerne blev blændede og væggene dækkede af fresker. Ambitionerne er iøjnefaldende: Det sixtinske kapel, Edvard Munch og broderen Gustav Vigelands Frogner-park. Tematikken er hentet hos Darwin og dennes tyske fortolker, biologen Ernst Häckel.
I 1942 blev kapellet skænket til Quisling-regeringen og efter krigen til den norske stat, som afslog gaven. Det er et dybt fascinerende og intenst ubehageligt værk.
Håbet om at kunne rense sind og øjne ved at besøge Nasjonalgalleriets udstilling, »Natur og myte«, af romerske landskaber fra 1600- og 1700-årene, blev desværre gjort til skamme. Det er mest andenrangs veduter og fantasilandskaber, de såkaldte capricci, standardiserede naturoplevelser som ramme om scener som svinger mellem det idealiserede og det burleske. Størsteparten er skabt i slipstrømmen fra Nicolas Poussin og Claude Lorrain og desværre savnes de livlige Bambocciate-kunstneres nordiske realisme. Alle billeder er udlånt af Galleria Nazionale d’Arte Antica i Palazzo Barberini, Rom.
Og nu til noget helt andet...

Minimalt og maksimalt
Jan Groths forunderlige streg, som hvid i sorte gobeliner, sort på papir og bronzestøbt lænet mod væggen, fylder Samtidsmuseets byzantinske sale. Den dansk/norske kunstner har tilbragt en væsentlig del af sit liv i New York. Han har af mange været betragtet som minimalist, men repræsenterer en særlig international og lyrisk ekspressionisme i slægt med Agnes Martins og Eva Hesses kunst. Men der bliver lejlighed for et dansk publikum til selv at dømme, når samme udstilling åbner på Nordjyllands Kunstmuseum i Ålborg i februar.
For den, som ikke i nogen tid har været i Oslo, er der i Astrup Fearnley Museet, dør om dør med Samtidsmuseet, en stor oplevelse at hente i et rum bygget op omkring arbejder af Anselm Kiefer. Hovedværket er hans tre meter høje bogreol bredfyldt med folianter af bly, krøllede, stablede, væltede og afblegede. Opstillet foran en væg af blygrå cementkvadre, der i en bue viger tilbage, bliver reolen overladt til sin skæbne. Linjerne og de mange grå nuancer gør oplevelsen umådelig smuk og vægten og pergamenternes prekære ubalance kræver koncentreret opmærksomhed og ængstelse. Vi står over for et af historiens og litteraturens mange udbrændte biblioteker, hjemsted for farlig viden.

Det grafiske Gesamtwerk
November måneds sensation er udstillingen af Edvard Munchs grafik på Munch Museet. En formidabel og aldeles overvældende præsentation: grafiske blade fra loft til gulv, kendte og ukendte mellem hinanden, 748 numre i alt.
Munchs ældste grafik er koldnålsraderinger og stammer fra 1894. De er baseret på en række af hans hovedværker: »Den syge pige«, »Dagen derpå«, »Pubertet«, »Madonna« osv. Munch trykte ikke et fast antal nummererede blade, men vendte ofte tilbage til gamle motiver.
Det eksistentielle drama vejer tungt, men der er mange slags historier, illustrationer og portrætter, og overalt er der bølgende bevægelse og art nouveau ornamenter. Hår flyder, fanger og slører, som røgen fra kunstnerens cigar, skriget bølger over himlen, kysten bugter sig langs fjorden og mand og kvinde forenes i en arabesk.
De mest kendte hæver sig højt over majoriteten, men de farvelagte eksemplarer kan være nok så grelle, som f. eks. af »Den syge pige«, og der kan være lang vej fra første udkast af f. eks. »Madonna« til sidste version. Blandt de litografiske arbejder er nogle udført direkte på stenen, mens andre for bekvemmeligheds skyld er tegnet eller malet på papir præpareret med en æggehvideblanding og overført til stenen. Nogle værker er yderst professionelt udført andre uortodokse, og i 1922 bebrejdede Pola Gauguin ham at han brugte »overføringslitografi», hvilket fik Munch til at fare i pennen.
Det litterære islæt er stærkt, og man har brug for referencer, men lades noget i stikken, dog, hvad kan man forlænge af et lavpris katalog med 748 numre.
I øvrigt omfatter udstillingen en lille afdeling, hvor Munchs grafiske teknikker
illustreres, bl.a. træsnit, hvor træets struktur, f. eks. i »Kys IV« udnyttes på det smukkeste. Figurerne er savet ud med løvsav, farvelagt separat og samlet som i et puslespil.
Udstillingen er planlagt i forbindelse med udgivelsen af et oeuvre katalog over den samlede grafik redigeret af Gerd Woll og udgivet af Philip Wilson Publishers, Labyrinth Press til den nette sum at 1.500 norske kroner.
Men for at yde Edvard Munch fuld retfærdighed, er det nok tilrådeligt, at lægge vejen omkring Nasjonalgalleriet endnu en gang, for intet andet sted i verden er Munch så fornemt repræsenteret som i museets centralsal, og dette er det rette sted at slutte.
Summa summarum: Noget var meget smukt, noget var bevægende, noget var interessant og noget var slet og ret dårligt.

*Tomba Emmanuelle. Seldal. Åben søndage

*Natur og myte. Nasjonalgalleriet, Universitetsgate. Til 13. jan. Lukket tirsdag

*Jan Groth: Tegn. Museet for Samtidskunst, Bankplassen. Til 30. dec. Lukket mandag

*Anselm Kiefer. Astrup Fearnley Museet, Dronningensgate. Lukket mandag

*Edvard Munch. Grafikk. Munch Museet,Tøyengate 53. Til 3. feb. Lukket mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu