Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

14. december 2001


Jean Richard, 80
*Skuespilleren Jean Richard, der blev berømt for sin rolle som fransk fjernsyns pibe-rygende politiopdager Maigret, er død af kræft. Jean Richard grundlagde det berømte franske cirkus, der bærer hans navn og han spillede med i mere end 80 film, men det er for sin rolle som kommissær Maigret, han vil blive husket.
Jean Richard blev tidligt synonym med den knurrende, men øm-hjertede opdager, hvis varemærke var en pibe og en hat. Figuren var lånt i Georges Simenons romaner og Jean Richard optrådte på tv-skærmene i mere end 20 år fordelt på 92 afsnit.
Han blev født den 18. april 1921 i den vestfranske by Bessins, hvor han begyndte en karriere som karikaturtegner før han vendte opmærksomheden mod først komedie og siden skuespil. Han grundlagde Jean Richard Circus’et i 1957 og La Mer de Sable-forlystelsesparken nordøst for Paris i 1963. De er begge stadig i familiens eje.
Frankrigs præsident Jacques Chirac udtaler, at han er meget ked af nyheden om skuespillerens død.
»Alle der kendte ham holdt af Jean Richard. En showbiz-personlighed – han tilførte mange komedier, og stykker sin vittige veltalenhed og venlighed. Som et cirkus-menneske vidste han, hvordan han skulle dele sin lidenskab med det størst mulige antal mennesker,« siger præsident Chirac. BBC/mss

David Astor, 89
*En chefredaktør, der tog princippet om journalistisk uafhængighed så alvorligt, at han ikke stemte? En redaktør, der spottede den ene brilliante, men ofte utilpassede og decideret bizarre skribent efter den anden og gav dem plads i sin avis? En mand, der med sindsro accepterede, at skarpe meninger kunne resultere i læserflugt?
Det passer altsammen på David Astor, en af det sidste århundredes store, britiske pressemænd. Han er nu død, 89 år gammel.
David Astor var født ind i en stenrig familie, hvilket kan være et pres i sig selv. For eksempel fik Astor et nervøst sammenbrud, mens han gik på den dyre private kostskole Eton, og han fik aldrig afsluttet sin eksamen fra Oxford University.
Efter Anden Verdenskrig startede han på søndagsavisen The Observer, som hans millionærfamilie ejede. Her satte Astor sit umiskendelige præg ved at tilknytte en række fortrinlige skribenter såsom George Orwell og Arthur Koestler. Han formulerede sin avis’ etik som et forsøg på at gøre »det modsatte af Hitler«.
Hans største fortjeneste i den britiske pressehistorie er nok hans urokkelige modstand mod apartheid-regimet i Sydafrika. Men også kampagnerne mod dødsstraf og hans modstand mod den britiske regerings angreb på Egypten under Suez-krisen skærpede hans – og avisens – profil. Det fik nogle gange ubehagelige konsekvenser. Astors syn på Suez-krisen blev f.eks. belønnet med, at adskillige tusinde af avisens abonnenter sagde op i protest mod, hvad de opfattede som hans anti-patriotiske holdning.
Samme kritik kunne man måske forestille sig i en anden sag – nemlig dengang han ansatte Kim Philby som Mellemøstkorrespondent. Philby havde måttet forlade sit job i Udenrigsministeriet efter påstande om, at han var spion. I stedet fandt han tilflugt i Beirut som korrespondent for The Observer. Men han blev smidt ud og flygtede til det daværende Sovjetunionen. Det vides nu, at han rent faktisk var spion.
David Astor havde ikke altid lige godt styr på avisens kommercielle forhold og efterlod The Observer i en prekær finansiel situation, da han trak sig tilbage som redaktør i 1975. Efter en omtumlet tid med diverse ejere ud-gives ugeavisen nu af samme firma, der udgiver det liberale dagblad The Guardian. beb

Lizzie Fischer-Madsen, 83
*Lizzie Fischer-Madsen, Nivå, er død, 83 år.
Lizzie Fischer-Madsen var aktiv i modstandsbevægelsen, indtil hun blev arresteret af tyskerne i 1944. Trods skrappe forhør hos Gestapo bevarede hun roen og reddede mange modstandsfolk.
Efter krigen gjorde Lizzie Fischer-Madsen en stor indsats for at skabe større international forståelse, blandt andet gennem udveksling af unge.Inf.

O.C. Smith, 69
*Den amerikanske sanger og præst, O.C. Smith, arbejdede de sidste 16 år af sit liv som præst i Los Angeles. De foregående 40 havde han fejret en lang række triumfer på musikscenen, både hjemme og internationalt.
Det var i 1968-69 han fik sit store internationale gennembrud. I foråret ’68 røg han til tops i USA med »Little Green Apples«, men det der sentimentale sukkerstads var vi ligeglade med. Vi ventede blot på »Hickory Holler’s Tramp«. Sumpbluesrock af ypperligste aftapning, det emmede af bourbon, undertrykkelse og fattigdom, garneret med en nærmest upassende sensuel rytmesektion, og så O.C. Smiths stemme. Altså, go home, Barry White.
O.C. Smith havde ikke fået noget forærende. Som me-nig i luftværnet begyndte han at synge med diverse big bands. 50’erne tilbragte han stort set on the road, med hårdtarbejdende bands som Horace Heidt og Sy Oliver. Det var også i denne periode, han fik sin første pladekontrakt.
I 1961 fik han sit store break, da han afløste Joe Williams i Count Basie Band. Det var ikke hvem som helst der kunne komme i betragtning til det job, men O.C. Smith levede op til forventningerne, med sin dybe, fyldige stemme, der simpelthen osede af sydstatsblues.
Sideløbende indspillede han pop-plader, blandt andet med numre af stjernerne Jerry Leiber og Mike Stoller. I 1966 kom så hans hitliste-gennembrud, med nummeret »That’s Life«, senere indspillet af Frank Sinatra.
Efter sit gennembrud havde Smith mindre til mellemstore hits de næste mange år. Han skrev også flere soundtracks, bl.a. til filmene The Learning Tree og Shaft’s Big Score.
I 1980 ’så han lyset’, og fra 1985 og frem til sin død arbejdede han som fuldtidspræst i Los Angeles.ross

John Collins, 88
*Den amerikanske jazzguitarist John Collins var ikke en mand, der prægede hverken overskrifter eller salgslister. Men hvis man blot har haft lukket op for radioen mere end én gang årligt indenfor de seneste 60 år, har man hørt ham. Den suveræne akkompagnatør til navne så forskellige som Art Tatum, Ray Brown, Ella Fitzgerald, Coleman Hawkins, Billie Holliday og, ikke mindst Nat King Cole, med hvem har arbejde fast sammen i mere end 10 år, fra 1951.
John Collins fik sin musikalske opdragelse i sin mors orkester. Hun startede selv som pianist for den legendariske blueskomponist W.C. Handy.
Collins var kraftigt inspireret af Charlie Christian, og selv om han flyttede til New York umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og derfor blev eksponeret for de nye løver og deres bebop, forblev han tro mod den lille, intime trioform.
Han medvirkede på soundtrack’et til Lady Sings The Blues i 1972, og havde en komisk birolle i Mel Brooks Blazing Saddles. ross

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu