Læsetid: 4 min.

At notere poesien tæt på

Poesien dur ikke til at ændre verden, siger Niels Lyngsø. Poesi handler om at få noget ind i hovedet, som ikke var der før
28. december 2001

(2. sektion)

Synspunkt
Poesi er tilsyneladende et dramatisk politisk anliggende. Især dansk poesi. Bare en overskrift fra de danske aviser fra de senere år: ’Frontberetning fra den store danske poesikrig.’ Og en lektor i dansk har beskrevet, hvordan det under sidste års Søren Ulrik Thomsen-seminar udviklede sig aldeles tumultuarisk. Nogle har talt om en avantgardes genkomst, andre om alle de engle, der blafrede rundt i nyere dansk poesi. Der er blevet fægtet med fællesnævnere: Modernisme og avantgarde og formalisme og forfatterskole.
Niels Lyngsø har netop begået en bog At Notere himlen. Det er ti læsninger af ti danske digte, og Lyngsø hverken fægter med fællesnævnere eller genskriver den danske modernismes historie.
»Det enkelte digt interesserer mig mere end de ideologiske abstrakte diskussioner, som også er nødvendige. Men der er den fare, at poesien fortoner sig lidt. Især hvis debatterne, som det af og til sker, bliver normative. Det bliver tit til en diskussion om, hvad poesien skal og må. Og så er man faktisk efterhånden meget lagt fra de digte, det skulle handle om. Derfor dykker mine læsninger helt ned i digtene. I den bog interesserer jeg mig ikke for, om jeg skal placere den enkelte digter som avantgardistisk, traditionalistisk, modernistisk eller noget helt fjerde. Ismer bliver meningsløse, fordi teksterne altid er meget mere komplicerede end de der overskrifter lader ane.«
– Men de overordnede begreber er vel nødvendige for at tegne en litteraturhistorie og lade poesien reflektere den kultur, den er en del af?
»Man må spørge: nødvendig for hvem? Er det vigtigt for poesien at blive gjort til genstand for litteraturhistorie allerede året efter, digtsamlingen er udkommet? Skal den tildeles en plads i kanon og rangeres ind i en bestemt isme?«
»Jeg kan godt forstå, det er vigtigt for kulturjournalister og skolelærere på alle niveauer. Og det er nødvendigt. Men jeg synes der i nogle år har været en tendens til at fokusere for meget på det overordnede niveau. Dels er der den indstilling til dansk litteratur, at vi skal have gjort det til historie med det samme, vi skal have fattet og sorteret det. I stedet for at lade tiden gå, lægge det bag os og forstå det på afstand, så skal vi med det samme forholde os historisk til det. I stedet for at lade det svæve i det uvisse, så skal det helst nagles fast med en isme eller et begreb eller en generation. Et andet eksempel er de lange diskussioner, der har været om en eventuel avantgardes genkomst. Uanset hvad man så mener om den diskussion, så ligger den meget, meget langt fra de konkrete digte. Der har man reduceret forfatterskaber til en slags ikoner. Man kan sige Peter Laugesen, man kan sige Dan Turell og man kan sige Klaus Høeck. Og så behøver man ikke sige mere. Tættere vil man ikke på digtet end det egennavn.«

Debatten om en eventuel avantgardes eventuelle genkomst har været lang. Der har været seminarer og der er blevet udgivet bøger og der er skrevet mange hidsige debatindlæg fra avantgardister mod formodede traditionalister.
»Jeg har ikke deltaget i den debat, fordi jeg ved at deltage, ville acceptere de præmisser, den foregik på. Og det vil jeg ikke. Det har i høj grad drejet sig om positionering af debattørerne snarere end selve debatten.«
»Jeg har ikke noget imod, at man kæmper for sig selv. Overhovedet ikke. Men det mest ærefulde måde at gøre det på, er altså at skrive de der digte i stedet for at tale om de digte, man vil skrive. Vise hvordan man synes litteratur skal være. Eksemplets magt er det stærkeste.«
– Hvis man som digter føler sig begrænset af et forbud, er det vel rimeligt at tale om det grænseoverskridende som en æstetisk, avantgardistisk strategi?
»Jeg tror ikke så meget på modsætningen mellem grænse og overskridelse som det afgørende for poesien. For mig giver det mere mening at tale om poesien som bevidsthedsudvidende. Helt banalt udtrykt: Man får noget ind i hovedet, som ikke var der før.«
– Det har i forhold til avantgarden været nævnt, at man ikke længere kan forestille sig en kunst, som griber radikalt ind i en livspraksis?
»Det kommer igen an på, hvad man mener med livspraksis. Min måde at opfatte og tænke over verden på, blev radikalt ændret, da jeg læste Alfabet af Inger Christensen. Men det betyder selvfølgelig ikke, a jeg af den grund fik et nyt job eller fandt mig et nyt hus.«
»Tit definerer man jo i virkeligheden snævert, som det, der er temaet for avisernes indlandsredaktioner. Og jeg har stor respekt for dem, som er engagerede i at ændre den virkelighed, men jeg må anbefale dem at melde sig ind i et politisk parti, starte en græsrodsbevægelse eller skrive en kronik i Politiken. For poesien duer ikke til at ændre verden.«
»Jeg kan ikke forestille mig, at man kunne skrive et godt digt mod eksempelvis Anders Fogh Rasmussen. Men her må jeg straks korrigere mig selv. For det kunne man da muligvis godt. Der er ingen definitive kriterier for poesi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu