Krig
Mange mener, at Irak vil blive næste mål for USAs bomber. Men Irak er faktisk uden den store offentlige diskussion blevet bombet de sidste ti år. Fra 1998 optrappedes de engelsk-amerikanske bombekampagner dramatisk og sker nu næsten dagligt.
I oktober 1999 sagde amerikanske embedsmænd til Wall Street Journal, at man var ved at løbe tør for angrebsmål: Vi har ordnet selv det mindste udhus. (Tariq Ali, New Left Review, september 2000).
Det skulle være en straf for den irakiske præsidents uvillighed til at samarbejde med våbeninspektører. Angrebet blev for resten sat i gang lige før, der skulle stemmes om en eventuel rigsretsanklage mod hr. Clinton.
Det er prisen værd
Selv om den blodige krig mod Irak altså sluttede for ti år siden mærker befolkningen stadig dens følger. Sanktionerne mod landet har betydet i hundrede tusinder af døde. For fem år siden blev daværende udenrigsmister Madeleine Albright på amerikansk tv spurgt om hun mente, at sanktionspolitikken var 500.000 døde børn værd. Det mente hun da: »We think the price is worth it.«
Det skønnes, at der dør 5.-6.000 børn hver måned som følge af kontamineret vand, medicinmangel og fejlernæring. Hver måned. Ikke en engangsforestilling som 11. september.
Hærges af social nød
Sanktionerne blev indført for at få det irakiske folk eller de af dem der måtte overleve sanktionerne til at gøre oprør mod diktatoren Saddam Hussein, og forhindre ham i at lave kemiske våben Ikke engang den klor, der skal bruges til vand, der blev forurenet under Golfkrigen, må komme ind i landet på grund af embargoen. I stedet for oprør hærges landet af tiltagende social nød. Og Saddam sidder stadig i Bagdad.
Det er ikke fordi de dødelige virkninger af politikken overfor Irak er nye, men USA og England har forbudt deres medarbejdere at orientere FNs Sikkerhedråd om situationen. Det skulle sætte rådet i stand til at vurdere sanktionspolitikkens følger for civilbefolkningen.
Det skriver Hans von Sponeck og Denis Halliday, der har haft stillingen som humanitær koordinator for FN i Irak, i artiklen Iraq: The Hostage Nation. (CounterPunch, 6. december).De har begge trukket sig i protest. Halliday i 1998 og von Sponeck i 2000.
De to mener at den vestlige politik, som bryder flere internationale love og konventioner, har taget det irakiske folk som gidsler for at få Hussein til at give efter for de skiftende vestlige krav. Selv om nobelprismodtager Kofi Annan har ønsket at indtage en mæglerrolle, har de engelske og amerikanske regeringer gentagne gange hindret det.
Baggrunden for de tos artikel er en forventning om, at der under indtryk af en kommende krig ikke vil ske ændringer i sanktionerne, hvorfor yderligere tusinder vil blive dømt til døden. De citerer Martin Luther Kings ord: »Der kommer en tid, hvor tavshed er forræderi. Den tid er nu.«
Uhyrlig misinformation
Vi opfordres til at protestere mod den skruppelløse Irak-politik, og den uhyrlige misinformation omkring den. I forbindelse med miltbrand-epidemien var der folk, der gerne havde set at Irak skulle stå bag, men som det er kommet frem, er der tale om en helt ægte amerikansk miltbrand-entusiast. Det argument er altså bortfaldet.
Og desuden er Irak med forfatternes ord kvalitativt afvæbnet. Som William Powell sagde til den udvalgte præsident George Bush II. i januar måned, så udgør Irak ikke længere en militær trussel mod dets naboer.
Men at sige det åbent vil undergrave politikken med sanktionerne. Så hellere lade børnene dø. Sponeck og Halliday slutter deres opfordring med at erklære, at det der er vigtigt nu, er et angreb på uretfærdighed ikke på det irakiske folk.
