Læsetid: 3 min.

Orfeus i syreland

Nye tider i Nørregade. Det pæne Folketeater tager en gåtur på den vilde side med teaterkoncerten ’Stairways to Heaven’. En velsunget billedfantasi, der dyrker svundne årtiers monumentale rockklassikere
8. december 2001

Teater
En teaterkoncert er som regel en undskyldning for at aflevere en række kendte og elskede musiknumre i nye gevandter. Det er naturligvis også tilfældet med Stairways to Heaven på Folketeatret, der er læsset til scenekanten med monumentale rock-evergreens fra 60’erne og 70’erne – fra Hendrix til Pink Floyd, McCartney til Dylan, The Who til The Stones. En ordentlig mundfuld for det unge ensemble, der ikke desto mindre viser sig i stand til at gabe over de skræmmende forlæg.
Ikke mindst Allan Klie, en af flere importeret fra Aalborg Teaters original, er en imponerende hovedkraft. Er der da ikke noget, denne mere end lovende skuespiller ikke kan? Solidt plantet på scenen, med forbilledlig kropsfornemmelse, synger han den ene klassiker efter den anden med selvforglemmende styrke.
Der er god, rå kant på stemmebåndet. Og hans lidt anonyme kontrafej er velvalgt til denne menigmand, som vi skal kunne læse ikke så lidt forskelligt ind i. For ganske vist har billed- og lydbogen en spinkel og tyndt spundet handlingstråd, inspireret af myten om Orfeus og Eurydike. Men mest af alt tager forestillingen form som et lidt tilbageholdt psykedelisk trip, hvor blomsterbørns børn flirter med forgangne årtiers eksperimenter med sex, drugs og så videre. Slug den lille, hvide pille, læn dig tilbage og find dig selv. Et slags rocky horror picture show uden skræk og transvestitter, hvor de respektive numre kaster vor mand i midten ud i lige dele Stairways to Heaven og Gateway to Hell inden den lykkelige genforening med den tabte brud. Dødens triumf – og kærlighedens. Det hele tilsat lidt mondæn nypunk-æstetik. Frit flydende og velfungerende Krishna-inspireret showkoreografi med bare tæer, konvulterende armbevægelser og udadvendte håndflader. Og først og fremmest med velgørende plads til selv at digte med, til selv at skabe billeder ud fra billederne.
Det hele afleveret med gejst og sikkerhed, også af en dæmonisk velsyngende
Asbjørn Agger, der sammen med Mette Berggreen, Mogens Eggemann og Pernille Højgaard agerer spejlinger, hjælpere, forræderiske forførere og staffage på vejen mod den tabte, store kærlighed i kjole og hvidt.

Hviskende intensitet
Den velafprøvede andengenerationsforestilling, nu som før iscenesat af Mikala Bjarnov Lage, klarer fint springet til Folketeatrets noget mere distancerende omgivelser fra det Aalborg Teater, hvor den blev vist for et par sæsoner siden i mere tætte rammer på landsdelsscenens lille scene.
Intimitet og stereoeffekt skabes nemlig via en såkaldt 3D-lyd, der når publikum gennem de hovedtelefoner, der påmonteres hvert enkelt tilskuer. Effekten kunne sagtens have været udnyttet endnu mere, for den tages kun i brug enkelte gange i løbet af den lidt over to timer lange forestilling, der ellers er viet til kraftfulde soloudslip og honninglækre korharmonier fra scenen. Men når den sættes i værk, giver den spændende muligheder for nærmest hviskende intensitet, som i Anne Supplis lidenskabelige og flot dæmpede syreudgave af den udødelige Over the Rainbow. Sunget af den (måske) afsjælede brud, der optræder som en anden febersyns-Salome, til den elskedes afhugne hoved, gudhjælpemig.
Sent skal man glemme det lille hørlige klik af læberne, der skilles i et kys mod den dødes. Senere får hun til gengæld lov til at krænge lunger og sjæl ud i en formidabel blues, der sagtens kan konkurrere med det driftsikkert rockende bands grædende guitarer.

Det banker
Mon ikke denne gedigne gang rock og rul kan være med til at blæse lugten af nissebørn og julekager, der længe har hængt tungt over Folketeatret, blot en lille smule ud af det det guldrandede teater?
Teatercheferne Michael Moritzen og Tommy Larsen demonstrerer i hvert fald viljen til varsomt at ændre teatrets profil, opdatere repertoiret og udfordre det publikum, der ellers er vant til høj Caminante-føring i de højrøde otiumstole. Knocking on Heaven’s Door synger det glædesstrålende hold som ekstranummer.
Lad os håbe, det er fremtiden, der banker på i Nørregade. Eller for nu at citere en anden ørehænger fra datiden: Let the sunshine in.

*’Stairways to Heaven’. Teaterkoncert med musik af Paul McCartney, John Lennon, Led Zeppelin, Jimmi Page, Mick Jagger, Keith Richards, Dennis De Young, Tommy Shaw, James Young, Harold Arlen, Stephen Stills, Lou Reed, John McVie, Jimi Hendrix, David Bowie, Brian Eno, Pink Floyd, Bob Dylan. Idé: Claus Vesterskov. Iscenesættelse: Mikala Bjarnov Lage. Scenografi: Bruno Kjær. Folketeatret. Til 24. jan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu