Læsetid: 6 min.

Osmannerrigets langvarige opløsning

I 1800-tallet blev Osmannerriget omtalt som ’Europas syge mand’. Lægerne var mange, men deres behandlinger gjorde ofte ondt værre, og til sidst blev riget afskrevet af både stormagterne og en ny generation af tyrkiske officerer
31. december 2001

Osmannerne
1768 lod den osmanniske sultan Mustafa III en hidtil uset 22 år lang fredsperiode ende med en krigserklæring til Rusland. Der var ikke megen anden grund til det, end at et parti ved hoffet var krigslystent og fik sultanen overbevist om, at stjernene stod rigtigt. Men beslutningen var katastrofal.
Under osmannernes krige med østrigerne i 1690’erne havde Ruslands nye leder Peter den Store, som var besat af tanken om at gøre sit land til en sømagt, sluttet sig til kampen mod tyrkerne og erobret områderne ned til det Azovske Hav, bugten mellem halvøen Krim og Ukraine. Så blev hans opmærksomhed vendt mod Østersøområdet, hvor han erobrede store områder fra svenskerne og 1703 grundlagde en ny hovedstad ved havet, Sankt Petersborg. Efter hans død i 1725 var hans efterfølgeres opmærksomhed mest rettet mod vest. Med Katarina II (1762-96) fik Rusland imidlertid en hersker, som delte Peter den Stores sydvendte interesser, og krigserklæringen fra osmannerne kom hende derfor godt tilpas. Russerne fik hurtigt overtaget over osmannernes svage vassaller nord for Sortehavet, og 1770 sendte Katarina II endda en invasionsflåde helt ned til Grækenland for at rejse de kristne grækere mod osmannerne. Dette lykkedes på halvøen Pelopones, men sultanen fik lokale muslimske albanere til at nedkæmpe den græske opstand, og den talmæssigt svage russiske styrke foretrak at trække sig tilbage.

Begavet tronfølger
Katarina II opgav dog ikke sin sydpolitik. Faktisk drømte hun om en dag at se det Osmanniske Rige erstattet af en byzantinsk rige med hendes egen sønnesøn Konstantin som kejser. Hun opfattede sig som den naturlige beskytter af alle ortodokse kristne i Osmannerriget og forsøgte at få denne funktion traktatsligt fastslået.
En ting vandt sultanen imidlertid ved den første fred med russerne i 1774: En anerkendelse af sultanens status som kalif, alle muslimers gejstlige overhoved. Sultanerne havde aldrig tidligere gjort denne ret gældende, nu blev den internationalt anerkendt. Men i øvrigt demonstrerede krigen med russerne, hvor svækket riget i virkeligheden var.
Og det blev værre endnu. 1798 sejlede den franske general Napoleon Bonaparte til Ægypten og besejrede sultanens vassaller dér, hvorefter de franske tropper invaderede Palæstina. Det var nu åbenbart for alle, at osmannerne hverken organisatorisk eller teknologisk var fulgt med udviklingen i det kristne Europa. Samtidig var rigets finanser i en meget usund forfatning, og spildet og korruptionen var enorm. Det var derfor klart, at reformer var hårdt tiltrængte, hvis riget skulle overleve, endsige igen fungere som stormagt.
1789 kom en begavet sultan, Selim III, på tronen. Han forsøgte faktisk, blandt andet inspireret af de samtidige reformer i Østrig og Frankrig, at gennemføre en grundlæggende omlægning af rigets økonomi og militær. Men han vaklede, da han mødte modstand fra konservative kræfter, og han blev afsat 1807, da hans modstandere fik sheikhülislam, den øverste mufti i riget, til at udstede en fatwa mod ham som ugudelig, blandt andet fordi han havde udstyret sine nye, fransk-trænede tropper med vesteuropæiske uniformer!

Skudt med kanoner
Hans fætter Mahmud II (1808-39) var derimod blottet for vaklen. Han kunne være meget brutal i sine reformer, som da han 1826 afskaffede det traditionsrige, men korrumperede og uduelige janitsharkorps ved simpelthen at skyde dem ned med kanoner. Mahmuds største fejltagelse var, at da der brød en frihedskrig ud i Grækenland i 1821, gjorde han den græsk-ortodokse patriark i Konstantinopel personligt ansvarlig herfor, selv om denne officielt fordømte oprøret. Tilfangetagelsen og henrettelsen af patriarken fandt tilmed sted påskenat, og patriarken blev hængt i porten til patriarkatet i fuldt ornat. Sultanen kunne ikke have givet de kristne oprørere et bedre argument. Det gamle nære bånd mellem sultanat og ortodoks kirkeledelse, som var blevet etableret ved Mehmet II’s erobring af Konstantinopel i 1453, var hermed brudt, og Osmannerrigets grundlæggende multireligiøse og multietiniske karakter afgørende undergravet.
Desuden gik det galt med reformerne. Godt nok blev nogle gennemført, men det økonomiske grundlag blev stadig dårligere. Sultanens regering blev i stigende grad afhængig af udenlandske lån for at undgå bankerot.
Samtidig blev Osmannerriget i stigende grad viklet ind i stormagternes interne konflikter. Rusland var dets hovedfjende, mens England og Frankrig bakkede det op, men samtidig gjorde sig til gode med flere af dets provinser, fra Algeriet til Ægypten. Østrig-Ungarn satte sig på Bosnien-Hercegovina i 1878, Italien på Libyen i 1911-12 – det år de kristne Balkanstater i øvrigt rottede sig sammen om at smide tyrkerne ud af Europa, hvilket næsten lykkedes. Det moderne Balkankort er blevet tegnet ud fra parternes relative styrkeforhold på dette tidspunkt, ikke ud fra nogen historisk eller etnisk retfærdighed.

En sand ven
Det nye tyske kejserrige, oprettet 1871 under Preussens ledelse, syntes at være Osmannerrigets eneste virkelige ven, og i årene op til Første Verdenskrig hjalp tyske officerer med en reorganisering af den tyrkiske hær. Resultatet heraf blev på den ene side, at der uddannedes en gruppe dygtige tyrkiske officerer, blandt disse Mustafa Pasha, den senere Kemal Atatürk. På den anden side medførte den tyske indflydelse, at Osmannerriget deltog i verdenskrigen som Tysklands og Østrig-Ungarns allierede. Som opfølgning af sin krigserklæring fik den tyrkiske regering og dens tyske rådgivere sultan-kaliffen Mehmet V til at erklære hellig krig mod fjenden, først og fremmest England og Frankrig. Det forventede man ville føre til, at alle muslimer nu ville rejse sig mod disse kolonimagter, fra Marokko i vest til Indien i øst. Men det viste sig, at England ustraffet kunne løsrive Ægypten, Cypern og Kuwait helt fra Osmannerriget. Den nye tyrkiske nationalisme, som føltes særlig stærk i den reorganiserede hær, fik araberne til at vende sig mod deres traditionelle tilhørsforhold til Osmannerriget, og det blev dygtigt udnyttet af englænderne til at rejse en arabisk nationalisme vendt mod det tyrkiske overherredømme.
Krigen gjorde den militært dominerede regering endnu mere nationalistisk, hvilket armenierne i Lilleasien fik at føle på frygteligste vis i 1915 – brutale deportationer kostede mellem 300.000 (tyrkiske skøn) og to millioner (armenske skøn) livet og skabte et dybt modsætningsforhold mellem de to nationer. De tyrkiske tropper kæmpede tappert under Første Verdenskrig og forhindrede de allierede i at trænge gennem Dardanellerne, men tyrkerne blev mere og mere isolerede. Grækerne så allerede muligheden for en generobring af Konstantinopel og det vestlige Lilleasien, mens italienerne kastede grådige blikke på det sydlige Lilleasien.

Knusende fred
Den fredsslutning, som Osmannerriget måtte underkaste sig i 1920, var knusende. Men den forkastedes af Mustafa Kemal, som havde held til at undslippe fra Istanbul og rejse en hær i det centrale Lilleasien. Da den græske konge Konstantin I 1922 trængte dybt ind i Lilleasien, tilføjede Kemal ham et afgørende nederlag, som fik ham til at fremtræde som fædrelandets frelser, senere symboliseret i hans tilnavn Atatürk, ’urtyrken’ eller ’tyrkernes fader’.
For Atatürk var der ingen tvivl om, at den nye stat kun ville kunne overleve gennem en kraftig modernisering. Den blev radikal – mere radikal end de fleste af 1800-tallets reformatorer havde kunnet drømme om. Den sidste sultan blev afsat i 1922, en slægtning af ham overtog midlertidigt kalifværdigheden, men 1924 blev også den afskaffet. Sideløbende med denne afvikling af Osmannerrigets institutioner gennemførtes en gigantisk folkeomflytning, hvorved kristne grækere fra Lilleasien måtte emigrere til Grækenland, mens muslimerne i Grækenland så godt som alle måtte flytte til Tyrkiet. Den etniske og kulturelle mangfoldighed i Osmannerriget blev erstattet af en sekulær enhedsstat med tyrkisk som eneste sprog og vesteuropæisk alfabet og påklædning. Hæren blev garanten for den nye orden, og det er den forblevet til i dag.

*Dette er den femte og sidste artikel i en nytårsføljeton om Osmannerrigets storhed og betydningen af dets fald. De forrige artikler blev bragt den 24., 27., 28., 0g 29. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu