Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

13. december 2001


Per Stig: USA og Rusland bliver enige
*Danmark er ikke bekymret over, at USA opsiger ABM-aftalen med Rusland. USA og Rusland vil nemlig nå til enighed, inden ABM-aftalen udløber om et halvt år. Det siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) som kommentar til, at USA’s præsident, George W. Bush, i går meddelte Kongressen, at han har besluttet at opsige aftalen.
Udenrigsministeren henviser til det gode forhold mellem USA og Rusland. Det blev senest demonstreret af den fordragelige tone ved NATO-mødet forleden i Bruxelles mellem de to udenrigsministre, USA’s Colin Powell og Ruslands Igor Ivanov, mener Per Stig Møller.Artikel og leder på forsiden

Regering åben for forældreorlov
*Regeringen vil ikke på forhånd afvise et udspil fra Dansk Folkeparti, som ønsker at forældreorloven skal fortsætte. VK-regeringen har ganske vist lagt op til at sløjfe forældreorloven og i stedet indføre et års barselsorlov, men regeringen vil set åbent på andre muligheder. Det oplyser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og lover, at alle Folketingets partier bliver indbudt til at drøfte en ny, samlet orlovsordning.
Dansk Folkeparti fremsatte i går i Politiken det ønske, at regeringens planer om et års barselsorloven skal udvides med et halvt års forældreorlov. Partiet vil hente pengene ved at begrænse børnechecken til mere end to børn og desuden spare på aktiveringen.Leder på bagsiden

’Danmark har gået på to ben’
*Danmark har i al ubemærkethed ved en såkaldt diplomatisk demarche beklaget de civile ofre for de seneste israelske luftangreb over for det palæstinensiske selvstyre.
Det oplyste udenrigsminister Per Stig Møller (K) i går i Folketingets spørgetid. Enhedslistens udenrigsordfører, Søren Søndergaard, havde bedt udenrigsministeren forklare, hvordan han har tænkt sig at leve op til sine ord om at »gå på to ben« i konflikten i Mellemøsten, så Israel og det palæstinensiske selvstyre kritiseres lige meget for deres optrapning af voldsspiralen.

Miljøinstitut skal debatteres
*Oppositionen til venstre for regeringen anklager den for at »luske« et kontroversielt miljøinstitut gennem Folketinget.
Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti blokerede i går på et møde i Folketingets finansudvalg for, at regeringen her og nu får lov til at bruge 10 millioner kroner på et Institut for Miljøvurdering. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) havde ansøgt finansudvalget om, at pengene faldt allerede den 1. januar 2002, så instituttet kunne oprettes. Selv om Dansk Folkeparti på forhånd har sikret flertal for instituttet, så kræver Kristeligt Folkeparti og Socialdemokratiets medlemmer af finansudvalget, at spørgsmålet om instituttet kommer til debat i folketingssalen.

’Motorveje kan godt klare 130 km’
*Trafikminister Flemming Hansens (K) forslag om at øge hastighedsgrænsen på motorveje til 130 km i timen er en god idé, der dog bør undersøges grundigt. Det siger organisationen Dansk Vejforening i en pressemeddelelse. »Kritikken af forslaget er uberettiget, idet de fleste motorveje i sig selv godt kan klare 130 km/t. De er nemlig bygget til at opfylde større krav end de officielle 110 km,« hedder det videre.
Dansk Vejforening anfører dog, at hastighedsforøgelser bør gennemføres med omtanke og efter en vurdering af forholdene på de konkrete strækninger.
Dansk Amtsvejingeniørforening har advaret kraftigt mod at sætte den tilladte hastighed op til 130 km. Foreningen anfører, at ikke en eneste af de danske motorveje er bygget til en sådan belastning.

FN opfordrer til anti-børnesex-aktion
*FN’s børnefond, UNICEF, opfordrer til en koordineret indsats mod seksuel udnyttelse af børn, som vurderes til at gå ud over omkring en million børn i løbet af et år.
»En fuldstændig indsats betyder, at der sættes en stopper for handel med børn, samt at man forhindrer, at børn bliver fanget og torteret,« siger UNICEF-direktøren Carol Bellamy.
En ny rapport, der belyser problemet og omfanget af udnyttelsen af børn, er blevet udarbejdet i forbindelse med verdenskongressen om kommerciel udnyttelse af børn i Yokohama 17.-20. december.

Labour advares mod danske forhold
*Den britiske Labour-regerings tilløb til stramninger på integrationsområdet får venner i landets fagbevægelse til at advare om de »sørgelige konsekvenser« af højrepopulisme i Tyskland, Østrig og Danmark.
I går tog Bill Morris, generalsekretæren for Storbritanniens største fagforbund, Transport- og Specialarbejderne (TGWU), bladet fra munden i debatindlæg i the Independent: »Social samhørighed er aldrig blevet fremmet af social udstødelse,« skriver Morris.
»Hvis indenrigsministeren behøver yderligere bevis på dette, behøver han kun at skele til vore fætre på kontinentet for at erkende de sørgelige konsekvenser af at måle indvandreres værd i forhold til deres nationale identitet. Tyskland, Østrig og nu Danmark har alle set social samhørighed blive forstyrret af politikere, der rejser på angrib-indvandrerne-billetten,« fortsætter han.

Politiker sigtet for valgsvindel
*Roskilde Politi har sigtet kommunalbestyrelsesmedlem Inga Skjærris Nielsen (V) for valgsvindel i forbindelse med byrådsvalget i Ramsø Kommune på Midtsjælland. Valgsvindelen foregik på Viby Kro, hvor det blev opdaget, at der var sat et ekstra kryds med kuglepen ud for Inga Skjærris Nielsen på 70 stemmesedler, hvor vælgerne havde krydset for partiet Venstre. Inga Skjærris Nielsen er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 116 stk. 1, der handler om at forvanske resultatet af et valg. Inga Skjærris Nielsen nægter sig skyldig i anklagen.
I fremtiden vil stemmerne til kommunalvalget i Ramsø ikke blive optalt af politikerne selv, men udelukkende af ansatte i kommunens administration, siger Ramsøs borgmester, Poul Lindor Nielsen.

DF sikrer flertal for at fjerne tv-liste
*Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har fået flertal for at fjerne den liste, som hidtil har givet de to landsdækkende tv-stationer ret til at vise store sportsbegivenheder. Dermed kan andre tv-stationer end Danmarks Radio og TV 2 byde på tv-rettighederne. Listen ophæves fra nytår, oplyser kulturministeren.
Det er Dansk Folkeparti, der har skiftet holdning og nu sikrer flertallet sammen med de konservative og Venstre.
Dermed risikerer mange danskere ikke at kunne se store fodbold- og håndboldturneringer i tv i fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her