Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

10. december 2001


Dødsensfarlig længsel efter Fort Europa
*Kirkeledere og chefer for flygtningeorganisationer i Irland talte i går om, at ’Fort Europa’ spillede en rolle i forhold til en tragedie, som lørdag blev afsløret. Da blev ligene af otte, ulovlige indvandrere heriblandt tre børn opdaget i en transportcontainer i det syd-østlige Irland.
»Det er tydeligvis sådan, at når folk bliver desperate, så kommer de hertil illegalt. Europa er ved at blive et ’Fort Europa’ og ikke en familie af nationer,« udtalte biskoppen i Ferns, Bernard Comiskey, i en pressemeddelelse.
Strammere regler for asyl og immigration i Europa tvinger ifølge Comiskey flygtninge til at tage desperate metoder i brug.
De otte lig plus fem overlevende fra containeren menes at komme fra Østeuropa. Formodentlig er de kommet til Irland fra Italien med skib til havnebyen Rosslare, hvor containeren blev hægtet på en lastbil.
De irske myndigheder lovede i går en stor indsats for at få fat på menneskesmuglere. Chefen for flygtningeorganisationen, Irish Refugee and Immigration Law Association, Iain Hovelt sagde: »Vi bør ikke laste de mennesker, som er ofre, og jeg tror, at der er forståelse for det hos irererne, for deres historie har været en lang kamp.«hai

Ekskonge ventes hjem til marts
*Afghanistans ekskonge vil antageligt vende hjem til marts næste år efter at have levet i eksil i Italien i henved 30 år, sagde hans barnebarn Mostapha Zahir i går.
»Dette er ikke officielt, men jeg tror, at 21. marts er en god dato at sætte som mål. Det er forårets første dag. Det er en helligdag i Afghanistan, der blev forbudt af det tidligere regime,« sagde Mostapha.
Tidligere i går mødtes den 87-årige tidligere konge, Mohammad Shah Zahir, med FN's særlige Afghanistan-udsending, Lakhdar Brahimi, for at diskutere udsigterne for fred i landet. Mæglingsbestræbelser fra Brahimis side var i forrige uge med til at sikre en aftale mellem stridende afghanske grupper, der skal bane vejen dannelsen af en overgangsregering i Kabul 22. december.

Avis: Somalia står for tur i terrorkamp
*Amerikanske styrker har allerede gennemført overvågningsflyvninger over Somalia for at lokalisere styrker fra Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk, der kan blive mål i den næste fase af krigen mod terrorisme, skrev den britiske avis the Observer i går.
Flådepiloter har fløjet bølger af missioner over det
nordøstafrikanske land for at kortlægge to al-Qaeda-lejre ved grænsen til Kenya med den hensigt at gennemføre luftangreb, siger kilder i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, til avisen.

’Videobånd beviser bin Ladens skyld’
*Et videobånd fundet i et hjem i det østlige Afghanistan efterlader ingen tvivl om, at Osama bin Laden stod bag terrorangrebene 11. september i USA, sagde den amerikanske vicepræsident, Dick Cheney, i går.
»Det er ret klart, så vidt jeg har fået det beskrevet, at han faktisk demonstrerer afgørende kendskab til, hvad der skete, og der er ingen tvivl om hans skyld i angrebene 11. september,« sagde Cheney til den amerikanske fjernsynsstation NBC.
Cheney sagde, at den 40-minutter lange amatøroptagelse viser bin Laden under et møde med en række personer, øjensynligt præster, hvor angrebene 11. september diskuteres.

Sharon truer med flere angreb
*Israels premierminister Ariel Sharon truede i går med, at Israel vil optrappe sine militære oerationer over for de palæstinensiske selvstyre-myndigheder, efter en ny selvmordsbombe i Haifa i det nordlige Israel i går sårede 30 israelere.
Israelske styrker dræbte tidligt i går morges fire palæstinensiske politimænd under angreb på to palæstinensisk-styrede landsbyer på Vestbredden, og i byen Jenin i den nordlige ende af Vestbredden blev en 36-årig taxachauffør skudt af israelske soldater.
»Vi har ikke afsluttet vores operationer. I lyset af, hvad der sker, vil vi måske være nødt til at optrappe vores aktiviteter,« sagde Sharon.

50 oprørere dræbt under slag i Nepal
*Mindst 50 maoistiske oprørere og fire regeringssoldater blev dræbt ved at blodigt slag i Nepal natten til søndag. Kampene fandt sted ved en militær forpost i det vestlige Nepal, oplyser Nepals forsvarsministerium.
I en erklæring fra ministeriet oplyses det, at nattens kampe begyndte, da oprørere, der kæmper for at lave kongeriget om til en kommunistisk etparti-stat, angreb en af hærens forlægninger.

Dybkjær vil danne kvindeuniversitet
*Med det radikale Europa-Parlamentsmedlem Lone Dybkjær og Bangladesh’ premierminister, Khaleda Zia, i spidsen er en international støttegruppe begyndt at rejse midler til oprettelsen af et nyt, privat universitet for asiatiske kvinder, skrev New York Times i går.
Universitetet skal samle ubemidlede, kvindelige studerende fra hele Asien, blandt andre Afghanistan, Cambodia og Vietnam, skriver avisen. Bangladesh har tilbudt at huse det ny universitet.
»Jeg ser dette som et slags forbillede. Det skal understrege vigtigheden af videregående uddannelse for kvinder,« siger Lone Dybkjær til New York Times.

Sørgeligt signal fra Danmark
*VK-regeringens planer om at skære 1,5 mia. kroner i u-landsbistanden mødes med international beklagelse.
Som omtalt i Information lørdag ser det ud til, at regeringen har tænkt sig at spare en halv mia. kr. på hver af de tre områder: miljøbistand, multilateral og bilateral bistand.
Verdensbankens præsident, James Wolfensohn, siger til Jyllands-Posten:
»Det handler ikke kun om penge, selv om de er vigtige i sig selv. Jeg er mere bedrøvet over det signal, som danskerne sender.
Han har netop appelleret til den rige verden om at øge bistanden, og derfor kalder han de danske planer for »sørgelige«.

Forsikringer er overflødige
*Regeringen vil give kommunerne lov til at forsikre deres borgere, så de kan behandles på privathospitaler og undgå offentlige sygehuses ventelister.
Men hvad skal borgerne med forsikringer, når regeringen samtidig lover behandlingsgaranti på to måneder for alle sygdomme, siger Lægeforeningen. I Farum Kommune mener politikerne imidlertid, at to måneder er for længe at vente og vil købe forsikringer, der give maksimale ventetider på 14 dage.

Juletræer fyldt med sprøjtegift
*Størstedelen af de op imod 12 millioner juletræer, der årligt produceres i Danmark, bliver til ved brug af store mængder sprøjtegift og gødning. Det går ud over naturen og truer dermed dyr, planter, grundvand og overfladevand, påpeger Danmarks Naturfredningsforening.
For at undgå slid på naturen og miljøet opfordrer foreningen forbrugerne til at vælge økologiske juletræer eller den traditionelle rødgran, der produceres mere miljøvenligt end f.eks. den udbredte nordmannsgran, der er populær, fordi den ikke så let taber nålene.

’Drop undervisning i to sprog’
*Afskaf modersmålsundervisningen og brug i stedet pengene til bedre uddannelse og efteruddannelse af lærerne. Det mener journalist og tidligere lærer Fahmy Almajid. Han har i årevis undervist i modtageklasser på københavnske skoler og holdt foredrag om børn, unge og integration.
Siden undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) bekendtgjorde, at regeringen vil afskaffe kommunernes obligatoriske pligt til at tilbyde modersmålsundervisning, har bølgerne gået højt.
»Modersmålsundervisningen er ikke god nok, og børnene får ikke nok ud af den i forhold til hvad, det koster kommunerne,« siger Fahmy Almajid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her