Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

4. december 2001


USA’s biovåbenprogram mistænkt
*Det pulver, der blev brugt ved miltbrandangrebet i USA, havde en så høj koncentration af miltbrandsporer, at det kun er sammenligneligt med materiale fra USA’s egen produktion af biologiske våben. Det skrev avisen New York Times i går. Ifølge avisen var koncentrationen »højere end noget af det, der er offentlig kendskab til fra andre landes produktion«. Dertil kom, at koncentrationen gik »langt ud over«, hvad eksperter hidtil har troet terrorister i stand til at producere.
Ifølge avisen betyder denne lighed, at »gerningsmanden kan have bånd til USA’s gamle biovåbenprogram, som løb fra 1951 til 1969«.

Teleselskaber i med- og modvind
*Finske Nokia har fået sin hidtil største ordre på at levere teknologi til USA’s kommende telenetværk. Kontrakten har en værdi af over 8,26 milliarder danske kroner.
Knap så godt går det den svenske tele- og elektronikkoncern Ericsson, der som led i en global effektivisering fyrer 440 af i alt 1.400 ansatte i Danmark. Og det franske teleselskabet Orange, som tidligere hed Mobilix, fyrer 250 af selskabets 1.404 medarbejdere i Danmark. Årsagen til de mange fyringer er, at selskabet helt har fejlvurderet markedet.

’Verdens økonomi får det bedre i 2002’
*Den globale økonomi ser ud til at få det bedre i 2002. Det viser en undersøgelse, som det tyske økonomiske undersøgelsesinstitut, Ifo, offentliggjorde i går.
Undersøgelsen fremhæver, at det er sandsynligt, at væksten vil blive båret af lavere oliepriser, og yderligere fald i den korte lånerente. Efter alt at dømme vil væksten først slå igennem i USA.
Norge, Tyskland og Rusland samt de fleste Øst- og Centraleuropæiske lande vil også komme til at drage nytte af vendepunktet i økonomien, siger Ifo. Instituttet understreger, at den største hæmsko for økonomisk vækst er den lave efterspørgsel blandt forbrugerne.

Ungdomsledighed reelt uændret
*Danmark har fra internationale økonomiske organisationer fået talrige roser for sin nedbringelse af ungdomsledigheden. Men reelt er ledigheden blandt unge i alderen 25-29 uforandret siden 1990. Det skriver Økonomisk Ugebrev på basis af tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge ugebrevet er et stort antal unge i nævnte aldersgruppe stuvet sammen under forskellige offentlige forsørgelsesordninger uden at være under uddannelse. Derfor kravler det reelle antal ledige op på 12,5 procent af den samlede population i de fem årgange – det tal var i 1990 11,3 procent.

’Kina må acceptere Taiwans valg’
*Taiwans præsident Chen Shui-bian opfordrede i går Kina til at »respektere det taiwanesiske folks ønske«. Det skete i går, efter at hans selvstændighedsparti er blevet parlamentets største. Samtidig rapporterede Taiwan-avisen United Daily News, at kinesiske kampfly som en provokation i ugerne op til parlamentsvalget gentagne gange krænkede Taiwans luftrum.
Chen, hvis Demokratiske Fremskridtsparti (DPP) vandt 87 af de 225 pladser i lørdagens afstemning, sagde, at han håbede, at Taiwan kunne »tjene som vejleder for modernisering og demokratisering af hovedlandet«.
»Jeg håber, at de kinesiske myndigheder vil acceptere det taiwanesiske folks ønske og valg,« sagde Chen. Kina anser Taiwan for at være en oprørsk provins og har truet med at invadere, hvis østaten erklærer sig selvstændig.

Eksplosion i forsikringspræmier
*Det blivet er meget dyrt forsikringsår for de store danske koncerner i 2002, og for en stor del af dem vil der blive tale om stigninger på flere hundrede procent.
Det er meldingen fra de tre forsikringsselskaber Codan, Tryg og Topdanmark, der tilsammen sidder på størstedelen af det hjemlige marked for erhvervsforsikring, skrev Økonomisk Ugebrev i går.
Stigningerne kan primært henføres til de store tab, som genforsikringsselskaberne har haft i år på flere store naturkatastrofer og terrorangrebene i USA. Gennemsnitligt må erhvervslivet regne med stigninger på 20 til 25 procent, men stigninger på flere hundrede procent kan blive virkeligheden for flere selskaber, vurderer blandt andre Topdanmarks vicedirektør John Kristensen.

Justitsminister skal forklare våbenaftale
*Justitsminister Lene Espersen (K) bliver afkrævet en forklaring på, hvorfor det danske politi sælger sine gamle tjenestepistoler til private tyskere, selv om det strider imod FN-resolutioner, som Danmark har tiltrådt.
»Hvis våbnene blev solgt til andre landes politistyrker, var det en anden sag. Men her risikerer vi, at de falder i de forkerte hænder,« siger Enhedslistens retspolitiske ordfører, Line Barfod.
Line Barfod har kaldt Lene Espersen i samråd i Folketingets retsudvalg for at få afklaret omstændighederne ved kontrakten mellem Rigspolitiet og det tyske våbenfirma Heckler & Koch. Våbenfirmaet aftager omkring 10.000 gamle tjenestepistoler fra politiet og videresælger dem til private for få tusinde kroner stykket.

Mindre kvælstof ledes ud i havet
*For første gang kan forskerne nu påvise et sikkert fald i udvaskningen af kvælstof fra landmændenes marker – og som følge heraf et fald i tilførslen af kvælstof fra landarealerne til havet.
Det viser de årlige rapporter om vandmiljøets tilstand, som i går blev offentliggjort af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) og Miljøstyrelsen.
Det er især de kommunale renseanlæg og industrien, som siden 1989 har begrænset udledningen af kvælstof, fosfor og organisk stof. Derfor er landbruget i dag hovedkilde til forureningen af vandmiljøet, selv om bønderne er blevet bedre til at holde hus med næringsstofferne, der æder ilten i vandet.

Historisk bod til Steff-Houlberg
*Nærings- og nydelsesmiddelforbundet NNF vandt i går en historisk sejr, da arbejdsretten idømte Steff-Houlberg slagterierne i Ringsted en bod på en mio. kr. for uretmæssigt at have lockoutet samtlige 110 slagteriarbejdere fra natholdet den 10. juli i år. I dommen står der, at slagteriet »forpligtes til fortsat at beskæftige samtlige medarbejdere samt udrede løn til disse i perioden fra bortvisningen og frem til genindtrædelsen i deres stillinger.«
»Jeg er meget glad for, at vores medlemmer stadig har deres arbejde og at de får løn for den tid, hvor de er gået uden arbejde. Det er første gang i fagbevægelsens historie, at nogle er blevet dømt til at kunne blive i deres arbejde,« sagde sagde formanden for NNF’s Landbrugsgruppe, Mogens Hjorth.

’Arafat har hovedansvaret for terror’
*Den israelske ministerpræsident, Ariel Sharon, gav i går den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, hovedansvaret for den optrappede selvmordsterrorisme mod Israel. »Arafat er den største hindring for fred i regionen. Han prøver at opnå politiske mål ved hjælp af terror,« erklærede Sharon i en tv-tale i går aftes, efter at israelske kampfly og helikoptere i går eftermiddags gik i aktion og sendte byger af raketter mod palæstinensiske befolkningscentre på Vestbredden og i Gazastriben. »Vi vil jage dem, der begår terror, til vi fanger dem,« proklamerede Sharon i talen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu