Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

19. december 2001


Bistandspenge til Afghanistan-krig
*Flere kilder i udenrigsministeriet vil vide, at regeringen har arbejdet med samlede besparelser på helt op til 1,8 mia. kroner på u-landsbistanden. Årsagen angives at være, at regeringen skal skaffe flere penge til forsvaret, bl.a. til den kommende indsats i Afghanistan. Udenrigsminister Per Stig Møller garanterede for to uger siden, at det ikke bliver de fattigste, der kommer til at undgælde for nedskæringerne. Den danske bistand skal koncentreres om fattigdomsbekæmpelse, kvinder og menneskerettigheder, fastslog ministeren. Formanden for Folketingets udenrigsudvalg, Jann Sjursen (KRF), tager skarp afstand fra regeringens spareplaner med den begrundelse, at de kun vil skabe tabere.

’Pakistan angreb Indiens ledelse’
*Indien beskyldte i går Pakistan for at have forsøgt at eliminere Indiens politiske ledelse under selvmordsangrebet mod det indiske parlament i sidste uge, fordi Pakistan ikke kan acceptere en magtfuld og verdslig nabo.
Men i en tale til parlamentet undlod indenrigsminister Lal Krishna Advani lige akkurat at erklære, at Indien vil hævne angrebet.
Kort tid efter, at Indiens premierminister, Atal Behari Vajpayee, havde opfordret sine partimedlemmer til at forberede sig på en beslutsom kamp mod terror, sagde Advani, at Pakistan fører en systematisk terrorkampagne mod Indien.
Pakistan benægter både beskyldningen om at have været involveret i angrebet på det indiske parlament og beskyldningen om at sponsorere terrorisme.

Lommesmerter truer NATO-forsvar
*NATO skal i de kommende måneder udarbejde en plan for, hvordan forsvarsalliancen kan omstille sig, så den bliver bedre i stand til at bekæmpe terrorisme.
De 19 NATO-landes forsvarsministre satte i går skrivebords-forberedelserne til alliancens kommende terrorforsvar i gang, men måtte i samme åndedrag konstatere, at nye opgaver ikke uden videre løser gamle problemer – i NATO’s tilfælde de europæiske allieredes uvilje mod at hæve forsvarsudgifterne.
»Succes har en pris,« understregede NATO’s generalsekretær, George Robertson, efter ministrenes møde med hentydning til en række alvorlige huller i landenes fælles plan for alliancens militære udvikling kaldet DCI.

Fagbevægelse til angreb på minister
*Fagbevægelsen – med LO, SiD og Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) i spidsen – går nu skarpt til modangreb på beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) beslutning om at stoppe den planlagte udbygning af bedriftssundhedstjenesten. Arbejdsmiljøindsatsen er »skruet 10 år tilbage«, mener LO – der kalder ministerens beslutning for »forhastet«.
»Jeg forstår ikke logikken. Mange lønmodtagere med et særdeles dårligt arbejdsmiljø var stillet i udsigt, at der nu skulle ske forbedringer. De forbedringer bliver nu sløjfet, og der sættes ikke noget i stedet for,« siger Marie-Louise Knuppert, der er LO’s faglige sekretær på arbejdsmiljø.

Haarder advarer mod kritik
*Integrationsminister Bertel Haarder (V) advarer, hvad han kalder de professionelle menneskerettighedsorganisationer, mod hele tiden at skyde politiske forslag ned med henvisning til forskellige internationale konventioner. Konventionerne kan tolkes vidt forskelligt, lyder det.
»Det forhold, at der ikke er nogen domstolspraksis, bør mane til forsigtighed hos disse professionelle menneskerettighedsorganisationer, så de ikke råber ulven kommer så tit, at folk bliver døve,« siger Bertel Haarder.

Privat betalt forskning fortsætter
*Universiteter og andre forskningsinstitutioner kan tage det roligt. Forskning betalt af private midler, EU og andre eksterne sponsorer bliver ikke berørt af regeringens ansættelsesstop. Det oplyser finansminister Thor Pedersen (V), efter at der er i forskningsmiljøet er skabt uro omkring gennemførelsen af forskning i det nye år på grund af det øjeblikkelige statslige ansættelsesstop.
Thor Pedersen udsendte i går en udførlig vejledning til institutionerne. Heri redegøres der for dispensationsmuligheder for fortsat ansættelse af lærere m.fl., ligesom det understreges, at forskning betalt af private midler slet ikke berøres af udgiftsstoppet.

Undren over dansk pædofiliforening
*Det er på tide at skride ind over for den danske pædofilforening, der har alt for let spil herhjemme. Det fastslår Søren Gade Hansen, der er fuldmægtig i Børnerådet.
På den anden verdenskongres om kommerciel seksuel udnyttelse af børn, der finder sted i Yokohama i Japan i disse dage, har flere NGO’ere fremsat hård kritik af Danmark på netop dette punkt. De private organisationer udtrykker stor undren over, at Danmark har en lovlig pædofilforening.
Tovtrækkeri om skeptiker i konvent
*Anders Fogh Rasmussen ser foreløbig ikke ud til at ville skære igennem tovtrækkeriet om, hvem af EU-skeptikerne der skal repræsentere Danmark i det kommende EU-konvent. Et forslag fra Dansk Folkeparti om at hente en EU-modstander uden for Folketinget afvises af statsministeren. Ifølge oplysninger til Ritzau fastholder statsministeren at det må være op til Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti, SF og Enhedslisten at afgøre mellem sig, hvem der skal have den ene af Danmarks to pladser i konventet. Konventet af nationale parlamentsmedlemmer fra medlemslandene skal rådgive EU’s regeringschefter om fællesskabets kommende traktatændring i år 2004.

Opbakning til chikaneret betjent
*Giver man den kolde skulder til politifolk, der vidner mod kolleger, har man ikke opbakning i hverken politiledelsen eller fagforeningen.
Politidirektør i København Hanne Bech Hansen tager kraftigt afstand fra den optræden, som en betjent, der vidnede i en sag om politivold, har oplevet fra sine kolleger. Betjenten, der vidnede i en sag om en anden betjents vold mod en anholdt, har følt sig frosset ud af sine kolleger. Han har fortalt, at han blev både ignoreret og nedstirret, og at hans deling blev kaldt »stikkerdelingen«.
Det kulminerede, da to kolleger kom med trusler, da de mødte betjenten på en bar. Det blev de i går dømt for i byretten. Artikel side 4

Information præciserer
*På denne side i gårsdagens avis omtalte vi en opfordring til SF’s partiformand Holger K. Nielsen om at erklære sig tilhænger af EU uden forbehold. Opfordringen kom ikke fra SFU, som vi skrev, men fra medlemmer af SFU’s ledelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her