Læsetid: 2 min.

Pakistans militær trodsede USA

Helt frem til oktober sendte Pakistans efterretningstjeneste våben til Taleban
12. december 2001

66 dages krig
Frem til en måned efter den 11. september kørte kolonner af lastbiler fra Pakistan gennem Khyber-passet læsset med rifler, ammunition og granatkastere til Taleban. Leverancerne var sanktioneret af den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, afslører vestlige og pakistanske embedsmænd. En pakistansk efterretningskilde indrømmer beskyldningerne til New York Times, men tilføjer, at Pakistan sidenhen har levet op til sine forpligtelser over for USA.
»Mange højtstående folk i ISI har en stærk ideologisk tilknytning til Taleban, og afsløringen er et tydeligt tegn på, at man i hemmelighed prøvede at satse taktisk på både Taleban og USA. Men det er tvivlsomt, om Musharraf var informeret,« siger Apurba Kundu, Pakistan-ekspert ved University of Bradford, til Information.
ISI beskrives ofte som en ’stat i staten’ og arbejder i vid udstrækning uafhængigt af Pakistans militærstyre. Kort tid efter den 11. september aftalte præsident Musharraf ved flere møder med ISI, at støtten til Taleban skulle ophøre. Alligevel lykkedes det ikke i første omgang at tøjle den autonome sikkerhedstjeneste.
Efter terrorangrebene den 11. september tog Musharraf et afgørende valg: Fra at være Taleban-styrets mest loyale støtte vendte det pakistanske militærdiktatur officielt de sorte turbaner ryggen og knyttede i stedet nye venskabsbånd med USA. Men de nære forbindelser til Taleban har siden vist sig svære at bryde især i militærets rækker.

Topfolk fyret
I ugerne efter våbenleverancernes endelige ophør blev de sidste pakistanske militærfolk og efterretningsofficerer trukket ud af Afghanistan, hvor de ud over at rådgive Taleban også hjalp med at forstærke positioner omkring Kandahar. Deres forsvinden kan have bidraget til, at Talebans herredømme over landet ramlede sammen hurtigere, end iagttagere havde forventet.
»Vi forstod ikke til fulde Pakistans rolle som støtte for Taleban, før deres folk trak sig ud, og tingene hurtigt begyndte at gå ad helvede til for Taleban,« siger en vestlig diplomat til New York Times.
ISI’s kovending kom få dage efter, at Musharraf resolut udskiftede ISI’s pro-talebanske øverste chef, Mahmood Ahmed, med den mere moderate Ehsan ul-Haq. Siden har flere af Talebans tro væbnere i den pakistanske hær også fået fyresedlen.
Derudover har præsidenten slået hårdt ned på fundamentalistiske atomforskere, der mistænkes for forbindelser til Osama bin Ladens al-Qaeda netværk. Tre er blevet varetætsfængslet, og to andre er sendt på forlænget ’orlov’ til en afkrog af Burma.
Beskyldningerne mod ISI overrasker ikke iagttagere.
»Det er ikke nogen stor fiasko for Musharraf, for problemerne med ISI går langt tilbage,« siger Apurba Kundu.
Men selv efter Talebans fald er mange i tjenesten loyale mod det tidligere afghanske styre, hvilket fortsat kan give store problemer.
»Det vil ikke være let for officererne at smide deres holdninger væk og skifte side,« sagde general Hamid Gul, der er en indflydelsesrig Taleban-venlig skikkelse i ISI, i et interview for nylig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her