Analyse
Læsetid: 5 min.

Palæstina på otte uger

Shimon Peres og Abu Ala har søsat en ny fredsplan, men Ariel Sharon har til hensigt at forhindre projektet. Eller har han?
29. december 2001

TEL AVIV – Knesset-medlemmet Benyamin Elon fra den ultranationalistiske Nationale Union beskylder Shimon Peres for at bringe samlingsregeringens liv i fare ved at fortsætte sine kontakter med »den irrelevante Arafat«. Han sigter til udenrigsministerens møder med den palæstinensiske parlamentsformand Abu Ala, alias Ahmed Qurei, og den fredsplan, de to har lagt på bordet.
Planen, som så offentlighedens lys i løbet af denne uge, har skabt en del forvirring om hvad der foregår bag kulisserne i Sharon-regeringen, og ikke mindst om, hvad der ligger bag Sharons meget forvirrende udmeldinger i sagen.
Peres/Abu Ala-planen beskriver fire faser, som på otte uger skal sætte Palæstina på landkortet. I løbet af de første seks skal parterne gennemføre en fuldstændig våbenhvile med den amerikanske Mitchell-rapports konklusioner som grundlag. Indsamling af våben skal sætte en effektiv stopper for videre terror, og israelerne skal skabe folkelig palæstinensisk vilje til ny tilnærmelse ved at løfte belejringen af de besatte områders byer og tillade befolkningen at vende tilbage på arbejde i Israel. Bosættelsesaktiviteter skal fastfryses, likvideringer af palæstinensiske ledere ophøre, og palæstinenserne skal sikre roen ved at samle otte eksisterende sikkerhedsstyrker under én kommando.
Herfra er der yderligere to uger til gensidig anerkendelse af de to stater på grundlag af FN’s Sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338. Forhandlingerne om en gradvis israelsk tilbagetrækning er næste skridt, der også omfatter hårde nødder som palæstinensiske flygtninge, bosættelser, sikkerhed og fordeling af vandressourcer. Hele denne proces regner Abu Ala med at kunne gennemføre på 18 måneder, mens Peres betinger sig 24.
I slutfasen vil man se en international fredsbevarende styrke indsat, støtte til den nedbrudte palæstinensiske økonomi samt nyt regionalt samarbejde.

Otte uger? Aldrig i livet!« Sådan skal Ariel Sharons umiddelbare reaktion have været, da det stod ham klart, hvad Peres havde under opsejling. Han har næppe været uvidende om sin udenrigsministers fortsatte kontakter til Abu Ala, som har stået på i et par måneder, men selve planen så han ikke, før han og Peres sammen med deres respektive ministersekretærer holdt morgenmadsmøde for halvanden uge siden.
Over omelet og sardiner nikkede Sharon på det tidspunkt anerkendende til papiret, som han – ifølge senere forklaringer – opfattede som et udkast, et scenarie. Flere nyhedsbureauer meldte om positive reaktioner fra Sharon, men det varede ikke længe, før han sagde det modsatte. og krisen mellem regeringschefen og hans udenrigsminister blussede op.
»Planen er i strid med alt, hvad vi hidtil har besluttet i koalitionen,« sagde Sharon sidst i denne uge og fortsatte med at forsikre, at intet skridt vil blive taget før sagen er drøftet i regeringen.
Der er dog næppe tale om nogen misforståelse de to israelske politikere imellem. Ifølge iagttagere er dette en klassisk Peres, som ikke kan komme bag på Sharon. Peres har tidligere bragt sig på kollisionskurs med regeringschefer – heriblandt Yitzhak Rabin og Menachem Begin – ved at tage egne initiativer, og denne gang har Peres også sine hensigter.

Benyamin Elon har imidlertid næppe ret. Peres har ingen interesse i at afbryde samarbejdet med Sharon, og endnu mindre i at bringe regeringen til fald. Meningsmålingerne giver Arbejderpartiet sølle 18 mandater mod de 31, som p.t. repræsenterer partiet i Knesset, og en plads i oppositionen er heller ikke videre attraktiv.
Selvom mange synes, det strider mod al sund fornuft, er Peres af den opfattelse, at man kun kan føre Israel tilbage i fredsprocessen ved at sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes, og at man her må udnytte mulighederne som de viser sig. Dette er forbindelsen til Abu Ala et godt eksempel på.
Shimon Peres er en mester i timing. Han lancerede planen, da han så det trække op til julekrisen, hvor Ariel Sharon forhindrede Yasser Arafats deltagelse i julegudstjenesten i Bethlehem. Tidligere på måneden havde palæstinensiske angreb på israelske mål skabt en usædvanlig grad af international sympati, som Sharon havde udnyttet til at stramme belejringen af palæstinensiske byer og ikke mindst lade kampvogne holde Arafat i husarrest i Ramallah. Men da verdensopinionen gjorde tegn til at vende, så Shimon Peres sit snit.
Med i overvejelserne har givetvis også været forsvarsminister Benyamin Ben Eliezer, som på det tidspunkt begyndte at vise sig som en kommende vinder af valget til ny formand for Arbejderpartiet. Reelt har Peres lige siden den forsmåede Ehud Barak forlod scenen i februar fungeret som frontfigur, hvilket med formandsvalget synes at være slut. Og med Ben Eliezers velkendte politiske synspunkter, som lægger sig tæt op ad Sharon, har Peres sikkert indset nødvendigheden af at søsætte planen, inden BEn Eliezer kommer til fadet.

Generaldirektøren for Shimon Peres Fredscenteret i Tel Aviv, Ron Pundak, siger til Information, at arbejderpartiet aldrig skulle have indledt regeringssamarbejdet med Ariel Sharon. Men al den stund man allerede sidder til bords med Sharon, mener Pundak videre, at det ville være dumt at forlade regeringen, hvis det opfylder et formål at blive.
Dette mener analytikeren Uzi Benziman fra dagbladet Haaretz at have belæg for. Efter Benzimans opfattelse er drivkraften bag Peres’ forbliven i regeringen en tro på, at han kan tvinge Sharon bort fra sit fastlåste syn på Arafat som ’irrelevant’, og noget tyder måske på, at indsatsen er ved at bære frugt.
I går gentog Sharon sin modstand mod fredsplanen, men afholder sig fortsat fra at nedlægge forbud mod videre kontakter. Fra Udenrigsministeriet forlyder det, at møderne mellem Peres og Abu Ala fortsætter, hvilket måske kan betyde, at Sharon ad omveje prøver at etablere en dialog med manden, han stadig kalder en terrorist.

Om Sharon, når det kommer til stykket, er reelt interesseret i Peres/Abu Ala-planen er derimod et andet spørgsmål, som næsten er besvaret på forhånd. Sharons visioner om en palæstinensisk stat har indtil nu begrænset sig til godt 40 pct. af Vestbredden, Gazastriben minus eksisterende bosættelser og det hele knyttet til Israel i et afhængighedsforhold, som ikke giver mange associationer til en selvstændig stat.
Efter mange iagttageres opfattelse skal Sharons forholdsvis lempelige behandling af Shimon Peres derfor ses som et forsøg på at bruge udviklingen som løftestang til at udbedre julekrisens skader på det internationale re-nomé.
Samtidig med at han overfor den israelske vælgerbefolkning stiller sin ’fredsvilje’ til skue.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her