Læsetid: 3 min.

Perker-fejder og røde huer

Byens varmestuer for store og små julesøgende
13. december 2001

Teater
Egentligt er det jo et upraktisk fænomen, juleteatret – både for børn og voksne, for strengt taget har kun bedsteforældre, de gammeldaws af slagsen, tid til at rive nogle timer ud af den overtegnede decemberkalender for at få én på nissehuen til at hjælpe det rette sindelag på vej. Til nød kan de voksne måske gabe over pakkeløsningen: (firma)julefrokost og -cabaret på én gang; tanken har tydeligtvist strejfet de mere kombinatorisk begavede teaterchefer, f.eks. Jakob Morild på Cafe Liva, der har lagt sarkastisk skrivetalent til årets show Et julemareridt.
Morild sætter ubarmhjertig spot på dansk selvcentrering – al den snak om Afghanistan, hvad med lille mig ? – og på vores (manglende) ældreforsorg i en ubetalelig trio af demente, bletrængende jubeloldinge, der heldigvis for dem selv ikke har hukommelse til at erindre gårsdagens jammerlige kommunalmad. Dét og Karsten Jansforts tour de force som julefrokostdeltager – på Nettet… – konkurrerer heftigt med perkersketchen om en kioskfejde på Vesterbro om prædikatet ’aftenens bedste nummer’. Jansforts scenebrandert er én af de bedste i nyere revyhistorie og teksten barok in absurdum og mere end et strejf tragikomisk. Med tryk på komisk – » i år har vi
arrangeret det som sammenskudsgilde…« Perker-sketchen siger alt det politisk ukorrekte med åbent ansigt og høj koranføring og er som skævt møde mellem Nøddebo præstegård, Mustafa-klicheerne og et stænk Morten
Korch ualmindelig grinagtig, befriende og skrap. På kvindesiden medvirker den rappe julesild Mette Marckmann og den mere gammeldags modnede Jeanne Boel – begge toptunede i svedsken-på-disken stilen – og Jens August Willes timing er sharp på beat’et.
Anbefales voksne m. livslangt lægeforbud mod flere pastor Blicher’ere !

Kun jul i hjørnerne,
Forkærlighed for gensyn og traditioner, garant bl.a. for netop Jul i Nøddebo Præstegård ( nu opført mere end 3.500 gange) sikrer i øjeblikket genopførelsen af De underjordiske på Riddersalen. Abildstrøms musikgarnerede julehistorie har en nænsomt belærende ramme om en gammel høstskik, den del går garanteret hen over størstedelen af de blankøjede små; men hoveddelens livlige udflugter udi fantasiens moser og ellekrat befolket af tottetuer, tågetuller og mere genkendelige zoologiske skabninger samt besøget hos Gemmekonen – kraftfeltet Daimi centerstillet i en storm p’sk scenografi – holder ungerne livligt medlevende og kraftigt interfererende på sporet. Nissedoseringen er helt i gammelnordisk ånd, en vimmer puslen i græsset, en springende rød hue fra stub til stub; the little people maser sig ikke frem som jovialt stormagasinblikfang, men virker i det skjulte – dejligt. For børn med truende præ-julefeber døller De underjordiske godt og der er ikke et ord om julegaver – selvfølgelig ikke.

Når der er l-æ-n-g-e til jul
Til gengæld tager Anemoneteatrets recirkulation, Hvad må man overhovedet – til jul?, børnenes utålmodighed på ordet. For frem til selve den 24. må man jo i virkeligheden ingenting – ikke forstyrre, ikke være i vejen, ikke pille, ikke kigge og heller ikke bare hygge sig, for så skal man straks hjælpe! Albert Nielsen og Lisbeth Lipschitz’ børn (i voksen klovneversion) finder et fristed på loftet, hvor fantasien og små scenemirakler kan knopskyde til Sten Ørtings musik. Lidt hyggeligt spøgeri, udklædning selvfølgelig, besøg af både nisser og mandlen i risengrøden og en fortryllende
poetisk fortællevinkel på Betlehems-historien senere – og så er det sør’me jul. Teksterne har også noget i posen til de voksne, ikke dårligt.

Kræs, når det lykkes
Dårligt er heller ikke lige ordet for Ian Burns’ og David Bluestones discountversion af Lukas 2, 1-14 , men uden opstramning kommer The Messiah ikke rigtig op på det mindeværdige. Skønt spillerne slider i det – helt opslidende at overvære – og omklædningerne fyger, mangler forestillingen egalt flow – instruktøren kunne passende korsfæstes. Fremdriften går op og ned som kamelpukler, højbarokke situationer ligger som velkomne oaser på parrets lange vej til Betlehem og master Händels forløsende hallelujah-kor, men ikke uden mellemliggende ørkenvandringer. Desværre, for både Burns og Bluestone kan jo genren, der er en slags crazy x-mas cabaret podet på både krybbespil og ubehjælpsomt menighedsamatørteater – kræs, når det lykkes.

*Et vintermareridt. Tekst: Jakob Morild. Mus.: Morten Wedendahl. Instr.: Jens Aug. Wille. Café Liva, Nyhavn. Til 20. dec.
*De underjordiske. Af Signe Birkbøll. Instr.: Steen Haakon Hansen & Camilla Einfeldt. Mus.: Lars I. Shiller. Riddersalen, Allégade. Til 20. dec.
*Hvad må man overhovedet – til jul? Tekster: Gunvor Reynberg, Oliver Zahle & holdet. Instr.: Steen Haakon Hansen.
Anemoneteatret, Suhmsgade. Til 22. dec.
*The Messiah af Patrick Barlow. Instr.: Julian Simpson. Krudttønden, Serridslevvej. Til 23. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu