Læsetid: 2 min.

Portræt

Digter og tænker
17. december 2001

*Villy Sørensen var en afgørende tænker og forfatter i det 20. århundrede.

*Forholdet mellem litteratur og filosofi, kunst og fortolkning var centralt for Sørensen, der beskrev forskellen mellem de to verdensudlægninger med henvisning til to væsentlige inspirationskilder: Som filosof var Søren Kierkegaard erindringens ulykkelige elsker, som digter var H.C. Andersen erindringens lykkelige elsker. Selv begyndte Villy Sørensen som digter, men orienteringen blev efterhånden meresamfundsteoretisk, filosofisk.

*Villy Sørensen blev født på Frederiksberg den 13. januar 1929. Han debuterede i 1953 med novellesamlingen Sære historier. Hans Kirk kaldte ved udgivelsen historierne for ’en ufarlig leg med ingenting.’ Og det blev titlen på næste samling fortællinger, der udkom i 1955: Ufarlige historier. For Villy Sørensen var ironien et virkemiddel med lige så stor dybdevirkning som hos Kierkegaard.

*Digtere og dæmoner fra 1959 er et hovedværk om litteratur og litteraturformidling, hvis betydning vanskeligt kan overvurderes. Hvilket også gælder den stærkt kulturkritiske Hverken-eller, der udkom i 1961. Fra 1959-63 var Villy Sørensen sammen med Klaus Rifbjerg redaktør af det toneangivende tidsskrift Vindrosen.

*Efter bøger om Kafka, Nietzsche og Kark Marx mm. skrev Sørensen sammen med Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen bogen Oprør fra midten, der ved udgivelsen i 1978 blev en ganske uhørt succes. Den solgte i flere hundrede tusinde eksemplarer og blev omdrejningspunkt for samfundsdebatten i offentligheden, såvel som i tidsskrifter og studiegrupper over hele landet.

*Også bogen om Jesus og Kristus, dagbøgerne og Ragnarok står centralt i et forfatterskab, der flere gange blev indstillet til Nobelprisen. I 1974 modtog han Nordisk Råds litteraturpris.

*Sørensen viste gennem sin hele produktion en enestående refleksiv sensitivitet over for det, der brændte på, og hvor vi alle sammen var på vej henad. Som han skrev i 1961:
»Det væsentlige er dog, at det stadig står så galt til, at det gale er let nok at få øje på, omend også lettere at se bort fra end i 30’erne, bl.a. fordi vi nu har det så meget bedre. Hvad det først og fremmest gælder om at tage afstand fra er vor egen bekvemmelighed.« Sørensen var ikke kulturradikal. Hans intellektuelle radikalisme lå i forlængelse af Hermann Broch og Thomas Mann, med hvem han følte et åndeligt slægtsskab.

*Villy Sørensen kan siges at dele skæbne med Kassandra fra Orestien. Kassandra blev forbandet så hendes spådomme altid ville være sande, men ingen ville tro på dem. Sørensens forbandelse var, at hans spådomme om velfærdssamfundets bagsider var sande, og at alle troede på ham, men ingen gjorde noget ved det. Alle de farer i samfundet i dag, som er symptomer på dekadence, er altid allerede formuleret hos Villy Sørensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her