Læsetid: 2 min.

Puslingedans

Generelt var danseniveauet pænt, med få fusere og færre champagnebrus
29. december 2001

Dansestatus
Danseåret 2001 har ikke indskrevet sig blandt de store årgange, men peger mod en mere spændende fremtid. På Det Kongelige Teater klyngede balletchefen sig til det traditionelle repertoire med usikre Bournonville-opførelser og rovdrift på gamle yndlinge som Neumeiers Romeo og Julie. De må godt snart lægges i mølposen, men vi har endnu John Cranko’s Onegin tilbage i sin støvede koreografi dog med håb om dansepoesi. Det uhomogene korps danser generelt maskinagtigt perfektibelt, men vi så dog en enkelt aften, hvad dansekunst kan være. Da Sorella Englund og Nikolaj Hübbe mødtes på scenen i Sylfiden blev det rystende dejligt at se den danske klassiker.
Forinden havde Aage Thordal Christensen kastet handsken i ringen og opgivet balletmesterposten, som overtages af veteranen Frank Andersen, der skal trimme Bournonville inden jubilæet 2005. Det vil blive interessant, om han har kraft til at give repertoiret den kølhaling, som skal til med ballethistorisk research, baseret på kildekritik og nærlæsning, som Den Kongelige Ballet aldrig har givet sig af med. ’Traditionen’ er i dag et så luvslidt begreb, at man gerne ser lidt mere respekt for oplysningerne om Bournonville-balletternes originaltilstand og hensigten med datidens scenebilleder. Lad danseforskerne komme med på rekonstruktionsholdet, som når musikerne forsøger at komme tilbage til kilderne.

Rundt landet
Som koreografhåb fremtrådte Alexei Ratmansky, der også fik en velskabt succes på Frederiksberg i Alexander Kølpins sommerregi med en humoreske om en flyrejse til Budapest. Hans Nøddeknækkeren i Tivoli kom derimod
ikke til live, bagbundet som den var af Mikael Melbyes ubekvemme scenografi. Det blev en mavelanding for Ratmansky, så Det Kongelige Teater skylder både ham og publikum en russisk revanche: Giv dog manden Petrusjka!
Dansescenen har ikke budt på de store nybrud, men Tim Rushtons udnævnelse til leder af Nyt Dansk Danseteater vil sikkert vise sig frugtbar. Hans Jonas-forestilling i Christianskirken var et ambitiøst, men for spædt forsøg på at bringe eksistensen i tale, mens Palle Granhøj har befæstet sin position som eksperimenterende projektmager. Århus tabte Maria Brolin-Tani, mens Peter Schaufuss vandt et stort publikum til show-dans. Thomas Eisenhardt nørkler på et projekt om Danmark og danskerne, som nok fortjener at sættes på scenen til skræk og advarsel. Resultatet foreligger i foråret 2002.
Dansk selvtilfredshed med de jævne præstationer og sikre satsninger lurer på niveauet, og uden Trevor Davies som storimportør af udenlandske genistreger hygger man sig lidt for meget i smug i puslinglandet. Eftersommerens soloperformances kunne ikke finde deres publikum, selvom de bød på årets bedste danseforestilling, canadiske Marie Chouinards kvindebilleder. Her så man det livgivende i at danse ud til ekstremernes spændende og farefulde kant.

Fremtid
Man sætter sit håb til Skolen for moderne Dans med dens energiske leder Anna Grip, når det gælder dansescenens fremtid som andet end pæn underholdning. Herfra skal næste generation komme, og de må gerne have meget på hjerte. Kun på det yderste overdrev ser man i dag trangen til at berette om verden af i dag. En performanceforestilling som Rikka Jahn Svindings Bovine Spongiform Encephalopathy var et lys i mørket: Alene stod hun i Teater Bidts uhyggelige flisebeklædte rum og dansede og fortalte en historie om kogalskab. Her så man langt om længe en ung performer, der ville gestalte den rædsel, de daglige globale tv-billeder efterlader i sjælen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu