Læsetid: 5 min.

Den rifbjergske kropsvarme

Den 27 årige nyansatte kritiker ved Information, Klaus Rifbjerg, satte livet på formel i ’57 og har gjort det her i avisen lige siden. I dag udkommer et artikeludvalg, der viser ham med den store verbale – og sociale – intelligens
14. december 2001

(2. sektion)

Artikelsamling
Rifbjerg er en af Europas store poeter. Han skriver ikke digte som Ekelöf. Han er tættere på Szymborska. Men han tilbyder en større nærhed end den polske digterinde, en større kropsvarme. Han er en mand. Og lader kvindekroppen tale: »’Nå, hvad bliver det til?’, siger venusbjerget.«
Digtet minder om et andet, som også sætter menneskelivet i spænd mellem foster og farvel. »Den søde kløe« hedder det (fra 1974), dets slutstrofe lyder således:

Det klør det klør
og slægter følger slægters gang.
Det klør det klør det klør det klør
en dag så klør det ikke mere.

Både salmetone og Rolling Stones kan læses ud af disse fire linjer, som kobler begær og begærsophør på den særlige måde, som konstituerer Rifbjergs livsvisdom, og det på stadig mere markeret vis i hans jordiske vandrings senere fase.
Samme titel har det udvalg af Rifbjergs journalistik fra Information, som udkommer i dag, fået, og det er forfatteren selv, der har valgt titlen. Så må vi vel tolke det derhen, at der også over avisskriveriet er noget erotisk for denne ustoppelige pen. Om dette emne rummer udvalget flere tekster i kapitlet »Aviser«.
Jeronimus-rollen
Uden at have de tidligere avisudvalg, Rif (1967) og Det handler om (2000) ved hånden, forstår jeg, at Den søde kløe er mere mangfoldig i tematik og breder sig ud over flere år, fra filmanmeldelser i 1957 til sommerprosa i 2001.
Rifbjergs ’Frihåndstegninger’ læste jeg, da de stod på tryk i sommer. Det slår mig, at teksterne gør større indtryk i en bog end i en avis. De står som slutkapitler og konstrasterer dermed med de indsigtsfulde og ambitiøse film-, teater- og tv-anmeldelser, som åbner bogen.
Konstrasten ligger i det lette anslag: »Rollen som Jeronimus er altid lidt naragtig, men tør nogen påstå, at den ikke er vigtig…?«; den suveræne udnyttelse af egne livserfaringer – at køre rundt i en overlæsset bil med Seamus Heaney i Dublin; påkaldelsen af den selvvalgte litterære tradition: »Som barn skar jeg skibe,« skrev Johannes V. Jensen; selve balancefølelsen, som hos den svævende jordånd er bare blevet stærkere og stærkere – her i en iagttagelse om James Joyce (lånt fra George Orwell), vinklet mod det fokus på form og fravær af forpligtelse, han finder i meget af dagens digtning:
»Det er ikke kun Joyces formelle eksperimenteren, der sikrer ham en plads i eftertidens bevidsthed. Det er snarere det skjulte, men alt omfattende opgør med den tabte moderkirke og indsigten i og solidariteten med den jævne mand og hans vilkår, der gør romanen til en klassiker.«

Nothing but a genius
Solidariteten med den jævne mand – dér ligger nøglen til Rifbjerg. Vi taler om en digter, som skriver meget, overvældende meget, langt mere end den jævne forfatter. 118 bogudgivelser opregnes i titellisten bag i bogen. Svaret på hvorfor er velkendt: »Det hører talentet til.« Altså en ydmyg måde at erklære det samme, som Oscar Wilde udtrykte mere bramfrit: I have nothing to declare but my genius.
Alle Rifbjerg-læsere ved det. Hele Danmark ved det, og det øvrige Norden er begyndt at få øjnene op for det: Rifbjerg er en mand, vi må tage, som han er. Ligesom svenskerne i sin tid måtte acceptere Strindberg, englænderne D. H. Lawrence, tyskerne Günther Grass og amerikanerne Joyce Carol Oates.
Og som normændene må acceptere Knut Hamsun? Nej! Hamsun lod sin begavede skrift styre ensidigt af sin egen subjektivitet, så den havnede i en infantil og katastrofal opposition. Hamsun ville ikke fællesskabets bedste. Han ville bare sin egen version.
Dette i modsætning til en anden stor digter, som i sit livs efterår indså, hvor dybt han var faldet: Let those I love try to forgive/what I have made. Ezra Pound, modernismens opfinder, som gav afkald på enhver selvforherligelse: Do not move/Let the wind speak/that is paradise.
Og hvorfor taler en norsk anmelder nu om Hamsun og Pound.
Af agtelse for et forfatterskab, som i al sin individualitet er socialt. Rifbjergs skrifter rummer en varm stemme, en klog stemme, en sonderende stemme, som lige så gerne udtaler sig om kabaretkunst og androgyni som om politik og verdensfred; som forsvarer sin gourmetsmag lige så gerne, som han angriber Ekstra Bladets vulgaritet; som vier sig til kvindekamp i samme åndedrag som til mandefrustation; som hylder tyrefægterkunstens gratie lige så gerne som han bestiller en gravplads til sig selv og sin kone, borgerligt nok: »Det er vigtigt at have tingen i orden.«

Verbal intelligens
Af forfatterskoler kommer der intet godt, synes denne digter at mene og anbefaler den håbefulde snarere at tage job på en salatfabrik. »At bistandsklienter og arbejdsløse drømmer om en anden tilværelse end den, vi har overladt dem til, kan selv en hund forstå.« Det er ikke sådanne sætninger, man lærer på et kursus i creative writing.
Marlene Dietrich, Dirch Passer, Inger Christensen, Torben Brostrøm, Storm P., Samuel Beckett – alle får de anbefalinger med på vejen, de to sidstnævnte i en original ’dansk’ kobling: »Som de vise mænd de er, er Beckett og Storm P. naturligvis beslægtede, selv om den førstes spejl er uhyggens og den sidstes hyggens.«
Den unge Rifbjergs journalistik er undertiden imponerende, når den filmkunst eller dramatik, han skriver om, rammer ham dybt, som f.eks. i denne passage om Ingmar Bergmans film Kvinnors väntan (1958), som dansk fik titlen Livets under. Vi er på en fødestue med tre kvinder:
»Omgivelserne er mærkeligt hvide og nøgne, befolket med sterile skikkelser, beplantet med instrumenter i vanvittige surrealistiske former. Blodet, som de bankende fornemmer i kroppen, er kontrasten til denne hvidhed. For Cecilia er blodet tabet, for Hjördis er blodet forbrydelsen, for Kristina er blodet vejen til det ny liv.«
Rødt og hvidt, skæbne og nåde – den 27 år gamle nyansatte filmkritiker sætter livet på formel. Det er i denne evne til at skære igennem, sammenfatte og vise medynk, at Rifbjerg står frem som den store verbale – og sociale – intelligens han er. I hans unge dage som i hans ældre. Visse navnkundigheder har han stødt på vejen. I bøger såvel som i aviser. Men som oftest var det for kunstens, skønhedens og solidaritetens sag. Imod tarveligheden og klyngebomberne. Skal vi vove at påstå, at det samlede forfatterskab er af Nobelpris-format? Eller vil det tage så lang tid at sortere, at det bliver opdaget for sent? Er det et minus, at han både opererer på parnasset og i kioskerne? At hans skrift både henrykker og svier.
Bogens slutcredo lyder: »Det er vigtigt at holde fast i, at fornuften findes, at den kan bruges, at der muligvis er tale om et slutspil, men at det ikke er slut endnu, eller kun er det, hvis tilfældet vil, eller man giver op. Skrot op!«

Klaus Rifbjerg: Den søde kløe, (red. Kristen Bjørnkjær og Søren Markers). 340 s., 275 kr. Informations Forlag. Udkommer i dag

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*Jan Erik Vold er poet og essayist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu