Læsetid: 2 min.

Ruinbilleder

Fattigt på lyde og badet i et rosa skær ligner Maria Giacobbes univers en allegori eller drøm
7. december 2001

(2. sektion)

Noveller
Forfatteren er indvandrer; oversætteren 2. generationsindvandrer (for han er nemlig hendes søn), og bogen hedder Eksil og adskillelse. Det lyder næsten mere af debatindlæg end egentlig kunst. Men fra første historie fyldes siderne af et drømmeagtigt, rosa lys, der ikke har spor med socialrealisme at gøre. Snarere leder fortællingerne i Maria Giacobbes nye bog tankerne hen på allegorien eller måske endda på science fiction, ikke fordi der optræder nogen særlig science, men fordi historiernes univers er lagt så omhyggeligt langt fra en virkelighed, der kan placeres i tid og sted.
Som oftest træder vi ind i historierne sammen med en hovedperson, der er på vej uden at være sikker på hvorfra eller hvortil. Den konstante hjemløshed understreges af de uorganiske omgivelser; allermest i »Byen af lys«. Her forvilder en kvinde sig igennem en by af rosa kvarts, hvor hun ikke alene ikke forstår et ord af det sprog, der tales, men tillige pludselig opdager, at hun går nøgen rundt midt i noget, der ligner et bordelkvarter. Historien er på samme tid karakteristisk drømmeagtig og åbenlyst en allegori over tilstanden som eksileret i et fremmed land, der uigennemtrængeligt som en sten afviser alle forsøg på forståelse.

Tomhedshylstre
Historierne er finest, når de er længst fra det genkendelige, og det er de især i bogens første halvdel. Giacobbes allegoriske verdener (som vi hver gang træder ind i på det tidspunkt, hvor de ikke længere er det, de engang var) er som Walter Benjamins allegoriske ruiner, stivnede konstruktioner om en tomhed, der optræder som historiernes egentlige omdrejningspunkt:
»Hvornår kunne hun være sikker på, at de alle sammen var holdt op med at tænke på det tomrum, hvis hylster hun var?«
Følelsen af tomhed er det, der hele tiden driver personerne videre med håbet om at finde et hjem, men flere steder synes pointen at være, at livet som sådan er det, der er eksilet, og at døden er den eneste mulige hjemkomst:
»Men nu var de hinsides tiden og hinsides de lidelser, som man kunne søge og måske finde et middel imod. Den ro, der omgav dem, var omsider også inden i dem. De andre, som stormen hamrede imod og drev omkring som enkelte kerner, der var revet løs fra deres aks, dé havde brug for hjælp og støtte. Men de vidste ikke, hvor de skulle søge den i det eksil, som de så absurd elskede og ønskede aldrig måtte høre op.«

Tung titel
Giacobbe tager flere gange afsæt i eksisterende motiver; i Madame Butterfly (med en historie, der er udgivet en gang før i antologien Kærestefolk), i Ahasverus, den evige jøde, eller i det kafkaske slot. Men fortællingerne i Eksil og adskillelse står, trods den tunge titel og den til tider lige lovligt højtidelige tone, meget fint selv. Ikke alene er de æstetisk fintformede; de er fulde af klogskab og omsorg for de vildfarne menneskebørn.

*Maria Giacobbe: Eksil og adskillelse – 12 (+1) ikke så fantastiske fortællinger. Oversat af Thomas Harder. 112 s., 150 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu