Partierne og ikke tv-stationerne skal bestemme, hvad der må snakkes om
i partilederrunden, fnyser Mimi Jakobsen
Kort før TV 2s afsluttende partilederrunde Det sidste ord gik i luften den 19. november kl. 20.40, henvendte en vred Mimi Jakobsen sig til aftenens studievært Lotte Mejlhede. Centrumdemokraternes partileder var voldsomt utilfreds med, at tv-stationen på forhånd havde udvalgt tre temaer, som politikerne skulle debattere.
I stedet ville Mimi Jakobsen sige noget om folkeskolen, fortæller hun til Information.
»Ja, men øh, det kunne man jo ikke, lød svaret. Jeg er ligeglad, sagde jeg, for jeg gør det alligevel! Nu er jeg hoppet med på jeres galej Gud ved hvor længe, og det vil jeg ikke længere finde mig i.«
Det sidste ord kalder Mimi Jakobsen for »den værst tænkelige udsendelse« og foreslår sarkastisk, at den »vises på Journalisthøjskolens tv-linje hver fredag som afskrækkelse.«
»Vi politikere var statister. Vi var vel kun med til valgkampen, fordi traditionen byder, at vi også skal inviteres,« konstaterer Mimi Jakobsen syrligt.
Trods alt fik hun sagt noget om folkeskolen:
»Jeg så på Lotte Mejlhede, og så turde hun ikke sige noget. Men jeg ærgrer mig i dag over, at jeg ikke bare sked på det og talte om noget helt andet end de andre. Men når man sidder der, og alle de andre... Puha, det er altid en balancegang, hvor meget ved siden af man tør gå.«
V sætter dagsordenen
Mimi Jakobsen er ikke den eneste politiker, der i løbet af valgkampen har mærket en ændring i den traditionelle balance mellem politikere og især de elektroniske medier. Også Svend Auken og Søren Søndergaard har noteret, at tv-stationerne ved dette valg har bestemt langt mere end tidligere.
»Bare fordi der er en Megafon-undersøgelse, der siger, at flertallet af vælgerne vil høre sådan og sådan, så kan tv-stationerne ikke tillade sig at dirigere to partilederrunder til også at dreje sig om det,« siger Mimi Jakobsen.
Partilederen er, som hun siger, »parat til at hidse mig op når som helst over det her« og kalder det for »ført bold«.
»Mit syn er meget enkelt: I partilederrunderne er det ikke tv, der skal bestemme, hvad partiernes ledere prioriterer at tale om den aften. Folk sidder og skal beslutte sig, og så skal de have lov til at høre, hvad partierne prioriterer. Det er os, der skal tage ansvaret for, hvad der er det vigtigste i denne valgkamp. Det er ikke tv-stationerne, der skal vælges. Så må de sgu stille op til valget,« siger Mimi Jakobsen og tilføjer, at tvs stærke fokus på både udlændinge og skattetrykket var »ganske klart i Venstres interesse.«
Er det ikke bare rønnebærrene, der er sure?
»Det kan da godt være, at nogen vil mene det. Og det er da med fare for det, at jeg siger, at jeg har ikke i de 28 år, jeg har været med, oplevet, at man tvang partilederne ind i tre temaer, som var valgt på forhånd, og hvor vi andre overhovedet ikke måtte tale om det, der var vigtigst for os.«
Bundne hænder
Da Svend Auken den 8. november skulle møde Venstres næstformand Lars Løkke Rasmussen i TV 2s program Duel om emnet velfærd, foreslog den daværende miljøminister lige inden udsendelsens start, at man også skulle tale om miljø og økonomi og ikke bare om hospitaler og plejehjem.
»Så siger studieværten Susanne Utzon: Nej, nu skal I lige høre, jeg har en intro, og vi har været ude og snakke med vælgere, og så skal I to diskutere,« fortæller Svend Auken.
»Hun starter med at sige: I Danmark har vi det højeste skattetryk, men efter manges opfattelse et elendigt serviceniveau. Er det bare fup eller fakta?«
Ifølge Svend Auken bliver tre-fire vælgere dernæst spurgt, om det ikke er for dårligt med det ene og det andet. Det synes de selvfølgelig, det er.
»Fire gange gentages sætningen med verdens højeste skattetryk, og hvor lidt vi får ud af det. Det siger fjernsynet, og det siger vælgerne. Derefter bliver Lars Løkke Rasmussen så spurgt: Hvad siger du? Og så svarer Lars, at det er forfærdeligt, fordi vi har verdens højeste skattetryk... Jamen, det er fuldstændig Venstrepropaganda,« siger Svend Auken og understreger, at han »ikke beklager sig.«
»Men i den situation kan jeg ikke nøjes med at svare, at vi til gengæld har et godt miljø, eller at vi gør meget for vadefuglene i Tøndermarsken,« smiler han.
»Der er du nødt til at sige, at så højt er skattetrykket heller ikke, eller vi har da gjort det og det med sygehusene. Men det korte af det lange er, at du fra starten er i en forsvarsposition, og desuden har du allerede brugt halvdelen af din taletid.«
Søren, Frank eller ingen
Søren Søndergaard erindrer, at han blev ringet op fra TV 2, der ville have Enheds-listen til at deltage i en udsendelse: Fire politikere rundt om et bord skulle debattere socialpolitik, sundhed og ældre.
»De emner ligger ikke lige til mit højreben, men de passer perfekt til den profil, som vores kandidat Line Barfod har. Hun har arbejdet som advokat i mange år, bl.a. med ældresager, så hun vil være den helt rigtige, fortæller jeg så TV 2.«
Men det accepterer TV 2 ikke: Det er Søren Søndergaard eller måske Frank Aaen eller ingen.
»De mente det helt alvorligt. Der er ikke noget med, at det enkelte parti selv kan vælge, hvem de sender ud fra et ønske om at promovere de forskellige kandidater.«
Hvorfor gør tv det?
»Det siger i hvert fald noget om, hvor meget tv forsøger at presse igennem. Jeg har hørt, at der ved forrige valg blev lavet nogle ratings, hvor man kunne se, hvor hurtigt seerne zappede væk, når forskellige politikere kom på skærmen. Jeg ved ikke, om det har noget med det at gøre,« siger Søren Sønder-gaard.
