Læsetid: 12 min.

Sammenstødet

Da hun var færdig, ringede Frederiksberg Politi, som fik alle de oplysninger, de skulle bruge over telefonen. Det hele var rutine. Men netop fordi det hele kom til at virke så rutinepræget, følte føreren af den grønne bil pludselig, at hun måtte tage over til kvinden på hospitalet
22. december 2001

Novelle
Den kvinde, der til fods nærmede sig H. C. Ørstedsvej fra Danasvej, var langtfra opmærksom, faktisk var hun stiv af syre. Spørgsmålet var, om hun ikke var så stiv af syre, at hendes tilstede-værelse måtte beskrives som æterisk, og spørgsmålet var, om ikke hun snarere end at gå, fløj op til H. C. Ørstedsvej. Hun følte at hun var gennemsigtig. Hun manglede sine fortænder, og hendes lange, mørke hår var uvasket og faldt ned over hendes skuldre på en måde, der slet ikke passede til hendes svævende øjne.
Hun havde et godt greb i skuldertasken, en lidt ældre model fra UFF. I tasken lå der et syltetøjsglas og i syltetøjsglasset lå der en masse blomsterfrø, som hun havde lovet af give til Lasse. Lasse var hendes fyr, og han var allerede begyndt at skele til uret og undre sig over, hvor hun blev af. Han var ude i haven. Han ventede. Men hans kæreste var fuldstændig fortabt. Hun gik omkring i gaderne, som om hun havde mistet en maske i et strikketøj. Lasse kendte hendes tilbøjelighed til at vandre hvileløst omkring og var ikke for alvor urolig, men han havde forlængst bedt hende om at stoppe de endeløse vandreture. Hun fandt aldrig den maske. Hun måtte bare prøve at glemme den.

Føreren af den grønne bil havde aldrig stirret så intenst på fliserne på Danasvej, og hun havde sikkert heller aldrig vandret planløst omkring i Københavns gader. Pigen på bagsædet græd. Føreren af den grønne bil tændte for bilradioen og kiggede på uret. Hun følte en anden slags irritation end den hun plejede, og i et par uger havde hun prøvet at afgøre, hvor den kom fra. Den kom ikke fra arbejdet og heller ikke fra hendes mand. Men det var, som om den bare blev værre og værre. Hun trak vejret dybt. Hun prøvede at tale roligt og imødekom-mende til barnet på bagsædet, men barnet skreg.

På Vester Fælledvej var Rasmus et af de sidste børn, der var tilbage i vuggestuen, og pædagogmedhjælperen fore-slog ham, at de lavede et puslespil. Men midt i det hele måtte Rasmus hen og kigge på fiskene i akvariet, han elskede fisk, og han stillede sig altid over og kiggede på fisk, når han var urolig. Normalt blev han faktisk hentet af sin far, men hans far var på forretningsrejse i Sverige og havde allerede været væk i en uge. Han havde ringet hjem, men Rasmus havde ikke villet tale med ham. Han blev helt forskrækket, da han hørte farens stemme i telefonen. Han smed den fra sig og råbte:
»Fisk!«

De blomsterfrø, den vandrende kvinde havde liggende i sin taske, skulle som sagt bringes ud til Lasse. Det hele var aftalt i detaljer, og Lasse havde ligget på knæ hele formiddagen og renset og revet det lille stykke jord, der skulle blive til et blomsterbed. Nu sad han og fik en kop kaffe. Telefonen ringede. Det var en af kammeraterne hjemme fra gården, der ville have hjælp til at tømme et loftsrum. Lasse var ikke meget for at gå, for hans kæreste kunne dukke op hvert øjeblik.
Pigen, der sad på bagsædet, holdt endelig op med at græde. Hun snøftede lidt og spurgte så moren, hvor faren var:
»Jamen, det ved du da godt, skat,« svarede moren sukker-sødt.
»Han er jo i Sverige.«
Pigen ville vide, hvor Sverige var.
Da hun ikke kunne forstå morens svar, var hun lige ved at komme til at græde igen, men hun tog sig i det. Hun ville overhovedet ikke græde, før faren var hjemme igen. Fra nu af ville hun være usynlig. Moren mærkede irritationen forsvinde, men kun for et lille øjeblik. Det varede ikke mange minutter før hun i tankerne begyndte at skændes med sin mand om børnene, for når han tog på forretningsrejse, kunne hun ikke komme på kontoret. Helt tilfældigt kiggede hun ud på fortovet og fik øje på en kvinde, som hun mente, hun kendte. Da hun kørte forbi, så hun, at kvinden så rigtig elendig ud. Det passede hende godt. Lige i det øjeblik trængte hun mere end noget andet til, at der var nogen, der havde det værre end hende selv.
Alligevel havde hun svært ved at slippe skænderiet med sin mand, som i det øjeblik strålede. Han var netop trådt ned fra talerstolen, og hans indlæg havde været en succes, han havde været en succes. Hans indlæg havde været det bedste hele dagen. Hvis det ikke havde været det bedste hele ugen. Han smilede og løsnede sit slips en smule. Han var ved at blive omringet af gratulanter og hans kone holdt for rødt.

I fodgængerovergangen var der en gammel dame, der møjsommeligt arbejdede sig gennem felterne. Efter hende hang der en indkøbstaske på hjul. Den stod åben, og fordi den gamle kvinde var så længe om at komme over, sad føreren af den grønne bil og stirrede på tasken. Lyset var allerede skiftet til grønt. Kvinden kom i sikkerhed på fortovet. Pludselig mærkede føreren af den grønne bil en fjer på halsen. Der var flere af dem. Hun vendte sig om og så på datteren og fik øje på endnu en fjer. Hun begyndte at fjerne fjerene og rullede vinduet ned. Bilen nærmede sig krydset mellem Danasvej og H.C. Ørstedsvej. Det gjorde den svævende kvinde også.
Den svævende kvinde begav sig ud i fodgængerovergangen, således at hun nu gik i den modsatte retning af H.C. Ørstedsvej, end den, føreren af den grønne bil kom kørende ad. Desværre så hun ikke helt tydeligt, og derfor kom hun til at gå et stykke uden for fodgængerovergangen, knap en meter til højre for den faktisk, nærmest midt på kørebanen. Føreren af den grønne bil vendte sig netop mod sit usynlige barn:
»Har du også de her mærkelige fjer over det hele?«
Men barnet kiggede lige ud af forruden og så sammenstødet med den svævende kvinde.
Lyden var forfærdelig. Kvinden lå ned på asfalten skreg. Føreren af den grønne bil standsede og steg ud i krydset, men besluttede sig så for at flytte bilen. I de minutter, det tog hende at få bilen ud af krydset, var der ingen, der kom den ramte kvinde til hjælp. Der gik mindst et minut, hvor alle bare stirrede på kvinden.
Til sidst var der en mand i arbejdstøj, der gik ud i krydset og satte sig bag kvinden, så hun kunne læne sig op ad ham. Nu begyndte folk at hjælpe, og kvinden blev trukket lidt ind til siden. Trafikken begyndte at køre igen. En taxa standse-de for at høre, om der var ringet efter en ambulance. Lidt senere standsede en bus, chaufføren åbnede døren og spurgte, om han kunne hjælpe.
Føreren af den grønne bil kom tøvende ud af bilen. Hun gik først hen til kvinden, men trak sig så væk. Hun var ikke rigtig klar over, om det hele virkelig skete. Til sidst nåede hun dog over til den tilskadekomne kvinde, men hun var ikke til megen hjælp. En forbipasserende måtte tage sig af hende, lægge armene om hende mens hun praktisk talt spruttede, fordi hun prøvede at undertrykke sin gråd.
Den svævende kvinde holdt om sit ben og sendte manden i arbejdstøj et tandløst smil. Hun var lettet over, at det ikke var værre. Hun kiggede op på den kvinde, der havde påkørt hende og be-mærkede, at hendes jakke var dækket af fjer.
Da ambulancen kom, var føreren af den grønne bil kørt.
Pigen på bagsædet havde glemt sit løfte om at være usynlig og begyndte at græde igen. Klokken var næsten seks, da de nåede frem til vuggestuen. Rasmus ville ikke med hjem og kæmpede hele vejen ud til bilen.
Den tilskadekomne kvinde blev kørt til skadestuen på Frederiksberg Hospital. Det begyndte at gøre mere og mere ondt. I starten var det, som om hun havde været lidt bedøvet og havde lagt mærke til de mærkeligste ting. Nu begyndte smerterne rigtig at tage fat. Hun kastede op og græd og fablede om Lasse, som hun ikke kunne huske telefonnummeret til.
Føreren af den grønne bil åbnede døren til rækkehuset på Vesterbro. Hun satte sine indkøb på køkkenbordet. Hun rystede stadig på hænderne, hun kunne ikke forstå at den fremmede kvinde var kommet helt ind foran bilen, uden at hun overhovedet havde opdaget det. Hun havde jo ikke engang prøvet at bremse. Det var som om denne kvinde var trådt direkte ud af den blå luft.
Igen og igen fortalte hun sig selv, at det ikke var hendes skyld, kvinden havde trods alt befundet sig midt på kørebanen. Hun prøvede at rense sig selv for fjer.
Den tilskadekomne lå i kø foran røntgenafdelingen og øjnede en chance. Hun have meget ondt i benet, og nu måtte hun have noget smertestillende. Og hvorfor ikke bare blive ved med at skrige til hun fik det? Det var der da ikke noget i vejen for. Sygeplejersken havde fundet frem til denne Lasse, kvinden fablede om. Men der var ingen, der tog telefonen.

De to betjente, der ankom til ulykkesstedet efter at ambulancen var kørt, kom fra et pizzeria på Gl. Kongevej. De havde været ved at hente mad til hele stationen, men da opkaldet kom, havde de været nødt til at bære al den mad, de lige havde båret ud i bilen, tilbage til pizzeriaet. Da de ikke fandt nogen på ulykkesstedet, kørte de direkte til Frederiksberg Hospital for at finde den påkørte. Hun var netop ved at blive kørt ned fra røntgenafdelingen og anede ikke, hvem der havde påkørt hende. Føreren af den grønne bil havde ikke efterladt navn og adresse, og den påkørte kvinde havde ikke den fjerneste anelse om, hvad det var for en bil, der havde ramt hende.
Den var vist nok blå.
Men mens de to betjente befandt sig på Frederiksberg Hospital, ringede føreren af den grønne bil selv til politistationen. Hun stod i køkkenet og var ved at lave tomatsuppe. Hun ville vide, hvordan den tilskadekomne havde det, men det vidste den vagthavende ikke. Hun fik at vide at hun ville blive ringet op, når de to betjente, der var ved at undersøge sagen, kom tilbage til stationen. Forhåbentlig kom de også tilbage med noget mad. Der var allerede dækket op i tv-stuen, og der sad en tre-fire betjente og ventede på maden. Papirarbejdet trak ikke i dem, og det kunne ikke betale sig for dem at køre på patrulje.
Lasse spiste hjemme hos sin kammerat og han tyggede hver eneste mundfuld lige så langsomt, som var han en gammel mand uden tænder. Det var han ikke. Han var ikke engang fyldt 35. Mens han spiste, læste han Ekstra Bladet, og hans kammerat sad og kiggede ud i luften. Kartoflerne var melede. Så snart de havde spist, kørte Lasse ud i haven.
Han havde kun lige parkeret cyklen ved siden af redskabs-skuret, da han hørte telefonen ringe. Han sprang ind over et tomatbed og var lige ved at vride om, og da han nåede telefonen havde sygeplejersken allerede opgivet håbet om, at den ville ringe. Hun stod med røret i hånden som med en død fisk. Derfor blev hun temmelig overrasket, da den pludselig begyndte at tale, og et øjeblik havde hun fuldstændig glemt, hvad hun skulle sige.
Men Lasse kunne selv lægge til og trække fra, og han tænkte ikke så meget som en tanke, før han igen sad på cyklen og var på vej mod Frederiksberg Hospital.
Føreren af den grønne bil stod og rørte i tomatsuppen, da telefonen ringede. Pigen sad ved spisebordet og surmule-de, og Rasmus kravlede rundt på gulvet i gangen og prøvede at trække frynserne af tæppet. Det var hendes mor, der ringede. Føreren af den grønne bil fortalte hende, hvad der var sket, og nu var hun egentlig mest rystet over så upåvirket hun var over at have kørt et andet menneske ned:
»Hun har formentlig ikke kunne mærke særlig meget,« hørte hun sig selv gentage, og moren tilbød straks at komme over og passe børnene, så hun kunne køre hen til hospitalet.
Hun afslog. Hun kunne sende nogle blomster i morgen, og politiet ville hun tale med i telefonen. Men moren blev ved, og fordi hun ikke havde noget nyt at sige, gentog hun bare, at hun jo kunne komme og passe børnene. Hun afslog igen:
»Det er virkelig ikke nødvendigt,« sagde hun, men hun tænkte: Kan man virkelig give blomster til folk, man lige har kørt ned? Hun glemte helt at røre i tomatsuppen. Kort efter at hun havde af-sluttet samtalen med moren, besluttede hun sig for at ringe til Frederiksberg Hospital og høre, hvordan den påkørte kvinde havde det.
Kvinden var ikke længere bedøvet af de stoffer, hun havde indtaget før ulykken skete, og virkningen af de piller sygeplejerskerne havde givet hende, var endnu ikke indtrådt. Hun havde stærke smerter i knæet. Og selv om sygeplejer-sken var vant til at beskrive selv de værste tilfælde med en nogenlunde nøgtern stemme, så forstod føreren af den grønne bil, at den påkørte kvinde havde det temmelig skidt. Hun synes stadig ikke, der var nogen grund til at tage over på hospitalet. Pludselig gik det op for hende, at der lugtede brændt. Tomatsuppen var brændt fast i bunden, og hun kunne smide det hele ud, også gryden. Hun åbnede fryseren. Det ville da virke helt åndssvagt, hvis hun troppede op på hospitalet nu. Desuden ville hele den påkørte kvindes familie sikkert være der, og hun var nok den sidste, de havde lyst til at møde.

Den påkørte kvinde havde fået besøg af Lasse, som sad og stønnede højt.
»Hvad lavede du også i det kryds?,« spurgte han hen for sig selv.
»Du skulle jo ud til mig.«
Man behøvede ikke at rette spørgsmålet til sin kæreste, for han kendte godt svaret. Hun gik der og stirrede ned i fliserne som om hun havde tabt et eller andet.
Nu lå hun og døsede hen.
Pludselig kom hun i tanke om de blomsterfrø, hun havde haft med til Lasse og bad om at få sin taske.
»Din taske?,« svarede Lasse som om hun havde forlangt et stykke af himlen.
Da hun rakte ham blomsterfrøene, blev han glad. Han holdt glasset op mod lyset og gav sig til at identificere dem. Hans kæreste døsede hen igen. Lasse tog syltetøjsglasset og besluttede sig for at køre ud i haven.
Manden, der havde været på forretningsrejse i Sverige, hang oppe i luften og glædede sig til at komme hjem. Hans søn lå ude i entreen og undersøgte tæppet. Hans datter sad ved køkkenbordet og følte sig gennemsigtig. Føreren af den grønne bil var begyndt at skrælle kartofler. .
Hun ville ikke tage blomster med, og hun ville heller ikke tale med kvinden. Hun ville bare lige se en sygeplejerske, for en sikkerheds skyld. Hun lod den sidste skrællede kartoffel glide ned i gryden og satte den over. Det kød, hun var ved at tø op, lå og svømmede i en skål med lunkent vand. Hendes søn legede fredeligt på gulvet. Hun ringede til sin mor, som var der i løbet af 10 minutter. Så satte hun sig ind i sin bil og kørte til hospitalet. Den påkørte lå stadig og sov, da føreren af den grønne bil kørte ind på parkeringspladsen. Hun drejede nøglen om, men lod den af en eller anden grund sidde i tændingen. Så gik hun hen til informationen for at spørge, hvor hun kunne finde den påkørte kvinde.
Hun var forvirret. Alligevel fik hun en seddel med nogle numre og en retning. Hun fortrød at hun var kommet, men hun fortsatte med at gå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu