(2. sektion)
Børnelitteratur
Roald Als omslagstegning af forfatteren Peter Mouritzen sidder bogstavelig talt lige i øjet. Med et sammenbidt udtryk og lysende dæmoniske øjne har Mouritzen en påfaldende lighed med skuespilleren Jack Nicholson i rollen som forfatteren Jack Torance i Kubricks mesterlige filmatisering af Steven Kings gyserroman The Shining (på dansk: Ondskabens hotel).
Og det er netop indkredsningen af det onde, der er omdrejningspunktet i Merete Møller Olesens behandling af Mouritzens forfatterskab, som er respekteret og forkætret, bl.a. fordi manden som en af de få børnebogsforfattere overhovedet i flere debatbøger har udformet en gennemreflekteret og oppositionel poetik, som han selv har forsøgt at efterleve i sin omfattende børne- og voksenlitterære produktion.
Møller Olesen formulerer det på følgende måde i bogens forord: »Han ønsker, at børnelitteraturen bevæger sig ud af det snævre pædagogiske barnekammer og ind i det store æstetiske rum, hvor gys, myter, sagn og fortællinger blander sig til fantasiforestillinger, der matcher barnets egen fantasi, samtidig med at de trækker på gammelkendte mytiske strukturer. Hans intention er at forny myterne, at give dem ny blodtilførsel og føre dem ind i det 21. århundrede.«
Vejen, ad hvilken Møller Olesen bevæger sig, går via en indledende samtale med Mouritzen, som på baggrund af den absurditetsfølelse, der er hans grundlæggende erkendelse, giver flere eksempler på de særlige øjeblikke af pludselig indsigt, hvor »et split-sekund af erkendelse, der ikke kan udlægges i logisk forståelige vendinger« bryder igennem i et sammenstød af modsætninger, på samme måde som sandheden i glimt kan bryde frem af den fortalte myte.
Mytesproget
I dette ikke-rationelle brydningsfelt placerer Møller Olesen så en række teorier om det onde, hvor der trækkes linjer fra oldkristendom over Jung og Freud til nyere teorier, bl.a. Lyall Watson, som diskuterer det onde som et biologisk-genetisk element i mennesket på linje med Jungs skygge-forestilling.
Efterfølgende kobles de genremæssige forhold på i kapitlet »Myte, sagn og gys«, hvor Mouritzens mytesprog ses udfoldet i analysen af voksenromanen Dyret med de to rygge (1994). Møller Olesens pointe er her, at mytesproget er et forsøg på at nå den menneskelige erkendelse gennem de mytiske billeder af det onde og af de store og skelsættende oplevelser i vores liv for at nå det, Jung kaldte erkendelse af arketypernes emotionelle værdi.
En hovedpointe som videreføres og udvides i en række velpointerede analyser af udvalgte børneromaner og billedbøger, og som bl.a. understøttes af Freuds teori om das Unheimliche, et begreb der spiller på ordets dobbeltbetydning: såvel hjemlig som hemmelig. Med Freuds egne ord: »Uhyggelig er alt det, der burde have været hemmeligt, skjult, men som er trådt frem.« Det er i dette dialektiske minefelt, Mouritzens eksistentielle grundtemaer suger næring.
Afslutningsvis sættes det samlede forfatterskab i perspektiv som »et 90erforfatterskab«, en karakteristik Møller Olesen begrunder med, at der både er tale om postmoderne, mytiske, eksistentielle og skriftbevidste træk i Mouritzens oevre.
Tradition og fornyelse
»Det er på samme tid traditionsbevidst over for de myter, sagn og eventyr, der ligger i vores kulturarv og som underbevidste strukturer og fornyende i moderniseringen af myter og motiver, genreblandingen og den bevidste spillen på læserens usikkerhed over for virkeligt og uvirkeligt.«
Bogen anbefales på det varmeste, ikke bare fordi den som den første laver en gennemgribende og yderst konsistent analyse af ondskabstematikken i Peter Mouritzens bøger, men også fordi den med sine tilløb til en bredere anlagt kulturanalyse oplagt kan trækkes ind til diskussion af det komplicerede samspil mellem irrationalitet og kulturel frisættelse, som synes at være et af de dominerende træk i senmoderniteten.
*Merete Møller Olesen: At fortælle det onde. Om Peter Mouritzens forfatterskab. 155 s., 199 kr. Apostrof
