Hvad nu efter sejren over Afghanistan?

Af indenrigspolitiske grunde, hvor den nationale enighed netop nu er vigtigere end internationale alliancer, vælger USA formentlig at fortsætte militært og ikke diplomatisk
27. december 2001

Det er aldeles tilfældigt, men kunne alligevel ligne en tanke, at USA afslutter krigen i Afghanistan op til årsskiftet. Nytåret er jo den tid på året, mange benytter til at gøre status. Med en ny regering indsat i Kabul og al-Qaeda på flugt i eller ud af Afghanistans bjerge er tiden inde til at gøre status i USA’s krig mod terrorisme.
Nærmere bestemt må det relevante spørgsmål nu være: hvad har USA med sin overlegne militære sejr i Afghanistan opnået? Selvom den militære sejr er overbevisende, er den ikke total, eftersom hovedpersonen i den stort anlagte aktion, Osama bin Laden fremdeles er sporløst forsvundet.
Så lang tid Osama ikke er identificeret, død eller levende, vil der blive stillet spørgsmålstegn ved den amerikanske succes. Såvel i den militære og politiske ledelse i Washington som hos amerikanerne i almindelighed vil der være frustration over uvisheden om Osamas skæbne.
Dertil vil der i hvert fald hos nogle lure en frygt for, hvad Osama kan finde på. I årene op til 11. September opbyggede de amerikanske efterretningstjenester et billede af Osama, der var en myte værdig, og begivenhederne og mediebillederne har efterfølgende gjort sit til at cementere legenden om denne supermand.
Hans forsvinden giver derfor ikke blot anledning til allehånde spekulationer om, hvor han måtte befinde sig og – hvis han altså ikke allerede er død – hvad han har af spektakulære og nederdrægtige planer.
Amerikanernes krig iAfghanistan er derfor ikke helt slut før der er en eller anden viden om Osamas gøren og laden eller om hans hengivelse til martyriet.

Ikke desto mindre har Bush’s krig mod terrorisme nu nået en fase, hvor spekulationerne i og uden for Washington går på, hvem eller hvad der i den næste tid skal optage sindene i de internationale nyhedsmedier og generalerne i Pentagon.
De fleste vil nemlig være enige i, at USA med sejren i Afghanistan er langt fra at have vundet det afgørende slag mod terrorismen. Det er kun det første spæde skridt, som er taget.
Med al-Qaeda krigerne på flugt og Taleban opløst fik USA opfyldt sine militære mål i Afghanistan. Begge dele indebærer også ganske alvorlige og betydningsfulde anslag mod Osamas islamiske terrornetværk.
Først og fremmest er der med smadringen af al-Qaedas hovedkvarter, likvideringen af centrale nøglepersoner og nedbrydelsen af betydelige dele af organisationens infrastruktur rettet et voldsomt angreb mod netværket, som det skal bruge lang tid til at komme sig over.
Ikke mindst fordi al-Qaeda med USA’s nedkæmpning af Taleban ikke længere kan regne med at leve under statslig beskyttelse I Afghanistan.
De islamiske netværk kan – og vil formentlig – gendannes og med den organisation, som det lykkedes for Osama og hans mænd at opbygge, vil den formentlig forsøge at regenere med baser i et andet land, som kunne placeres enten i Afrika eller Fjernøsten.
Så langt kan amerikanernes indsats karakteriseres som en succes, der utvivlsomt virker afskrækkende på de stater, der kunne tænkes at udfylde tomrummet efter Afghanistan.
Således bemærker man sig, at lande som Somalia, Filippinerne og Yemen ivrigt jagter terrorister og appellerer om amerikansk støtte I dette forehavende allerede inden uncle Sam har nået at løfte et øjenbryn.
Amerikanernes indsats i Afghanistan imponerer også derved, at den har kunnet nå sine mål uden, at der er sket dramatiske indenrigspolitiske kollaps i lande som Pakistan og Saudi-Arabien.

Selvom alle netop nu med betydelig frygt og bæven følger udviklingen i forholdet mellem Paki-stan og Indien omkring Kashmir, er det endelig lykkedes USA at holde sammen på den internationale alliance, der tæller lande som Kina, Rusland, Tyrkiet, de arabiske stater etc.
Bortset fra den forsvundne Osama står USA således i en særdeles gunstig situation, hvor supermagten faktisk har alle trumferne i spillet om en fremtidig international orden i Mellemøsten og Sydasien.
Hvis trumferne skal spilles rigtigt må beslutningstagerne I Washington besinde sig på, at krigen mod terrorismen kun startede med bomber og at dette lille, men vigtige indledende skridt må følges op af økonomiske, politiske og diplomatiske initiativer.
Det handler altså om, at USA efter sin militære sejr nu må følge op med en politisk strategi, der på en række afgørende punkter ændrer USA’s og Vestens rolle i regionen.
Det drejer sig naturligvis om at tilvejebringe mulighederne for en udvikling regionalt, hvor økonomiske, sociale og ikke mindst politiske værdier kommer i højsædet. Globalt drejer det sig generelt om mere retfærdig fordeling af rigdommen i verden.
I stedet for at spekulere i, om det er Irak, Somalia eller Filippinerne, der skal være det næste mål i krigen mod terrorismen, springer tre uløste konflikter i øjnene som områder, det vil være helt afgørende at få gjort noget ved, dersom de næste skridt skal tages.
Der tænkes selvsagt på den uløste konflikt med Irak, det problematiske i at støtte de diktatoriske arabiske regimer og krigen mellem Israel og palæstinenserne. På alle tre områder kunne USA med sin globale og regionale styrke samt den opbakning supermagten har efter Afghanistan virkelig gøre en forskel.
I Irak handler det om på den ene side at fjerne de uduelige og tragiske sanktioner og på den anden side at få genetableret en effektiv våbenkontrol.
USA kan her gå to veje: enten, som betydelige kræfter i Pentagon vil det, fjerne Saddam Hussein med militær magt eller bruge den aktuelle forståelse med Rusland, Kina og Frankrig til at presse en diplomatisk løsning igennem.

På grund af den indenrigspolitiske situation i Washington, hvor der længe har været stor frustration over Irak-politikken, og hvor Kongressen på tværs af partiskel mest hælder til den militære løs-ning, vil USA formentlig inden for de kommende måneder vælge at bombe Saddam ud af Baghdad, hvilket blot vil bidrage til yderligere spæn-ding i regionen.
Allerede inden den 11. september lagde USA et pres på Saudi-Arabien med henblik på at få landet til at ændre sin politik over for islamiske netværk, der utvivlsomt er engageret i terrorisme. Derimod så man ingen amerikanske krav om, trods supermagtens retorik om menneskerettigheder og demokrati, at Saudi-Arabien burde indlede en politisk reformproces. Sådanne krav vil man formentlig næppe heller se stillet nu, hvor USA fremdeles har brug for Saudi-Arabiens olie og kyst til sine militærbaser.

Hvad Israel-Palæstinakonflikten angår har Bush, også med baggrund i den indenrigspolitiske situation, meldt klart ud: tilliden til Arafat er væk og Washington ser – udover den som Israel måtte definere – ingen sammenhæng mellem denne konflikt og krigen mod terrorisme, hvorfor alt derfor peger i retning af, at USA heller ikke her vil ændre sin politik i tilstrækkelig omfang.
Konklusionen er forstemmende: USA har efter Afghanistan alle muligheder for at fortsætte krigen mod terrorismen på en konstruktiv måde, dersom supermagten vil udnytte sin styrke til politisk og diplomatisk at få løst nogle af de grundliggende konflikter i regionen. .
Det betyder på kort sigt fortsat krig og konflikt i Mellemøsten og dermed et vækstgrundlag for yderligere vold og terrorisme.

*Lars Erslev Andersen er lektor ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

- "Det betyder på kort sigt fortsat krig og konflikt i Mellemøsten og dermed et vækstgrundlag for yderligere vold og terrorisme."

Og her efter 15 års vestlig indsats kan vi se, at det blev til krig, vold og terrorisme på lang sigt.