Ny ballet
De store russiske balletter med Tjajkovskijs musik dukker planmæssigt frem ved juletid i alverdens balletkompagnier, i mere eller mindre traditionelle opsætninger. Sidste weekend tog Deutsche Oper i Berlin sig af Tornerose, med undertitlen Den sidste tsar-datter nu handlede historien om den stakkels prinsesse med sovesyge om Anastasia, og om Anna Anderson, den amerikanske kvinde, der så gerne ville være den eneste overlevende fra massakren på tsarfamilien.
Svenskerne har en umådelig charmerende Nøddeknækker, der leger med tanterne Grøn og Brun og Lilla i Elsa Beskows nøddekageunivers, Pär Isbergs Petter och Lottas jul. Det Kongelige Teater er gået i kompagniskab med Tivoli om Nøddeknækkeren og har sat Bjørn Wiinblads børneforestilling på pension. Nu er det Mikael Melbye, der er ansvarlig for dekorationer og kostumer, mens danseren og koreografen Alexei Ratmansky måtte springe ind som koreograf istedet for Aage Thordal Christensen.
Trængsel og allarm
Tivolis koncertsal har altid været uegnet til de store balletforestillinger, der må presses ind på den alt for smalle scene. Istedet for at udvide scenen til det tredobbelte i dybden, har man valgt at føre dele rummet med et stadigvæk meget smalt scenegulv i salens højre side, mens orkestret kiler sig ind til venstre. Dirigenten og musikerne bliver derved distraherende synlige, mens danserne trods udvidelsen stadig ikke har plads til maneger eller lange rækker af spring.
Det har helt tydeligt hindret Alexei Ratmansky i at skabe en tilfredsstillende koreografi, især da scenografien sætter trapper eller palmer i store potter på det meste af gulvfladen. Danserne kan tage tre hop frem og så krydse tre trin tilbage i en uendelighed, hvilket ikke stemmer med de voldsomme crescendi i Tjajkovskijs musikalske brag til bravournumrene.
Koldblodigt
Der er noget postmodernistisk distancerende i såvel Mikael Melbyes kostumer, der minder om Scalarevuer eller Ziegfield Follies og i Ratmanskys ironiske spidden af de indiske bajaderer, der som elskovssyge polkagrise kæmper om samme mand eller de overmodne margueriter med gule badehætter, der opvartes af sortgule bier. Der banker ikke noget barnligt Thomas Vinding-hjerte i dette beregnende forbrugssamfund med en moderne vægten af at synes, snarere end at være.
Den nye Nøddeknækker ser således ud til at have en idé, men hurtigt mister man fornemmelsen af, at vi ser et ormstukkent borgerligt univers, hvor Attacs musehær (der langt snarere ligner rotter) går til angreb på dekadencens spisesal. Eller hvor underbevidsthedens monstre banker på hos det jeg, der ikke længere er herre i sit eget hus.
Den første scene med julestuens tummel af børn og voksne, der i fælles krans leger musikalske stole og pakker gaver ud, er forestillingens mest vellykkede. Her har Ratmansky uden sakkarin udnyttet balletbørnene, mens de voksne viser deres fine tøj fra de parisiske modejournaler lige for første verdenskrig. Men dans bliver det slet ikke til og den megen løben omkring ender med at trætte. Det kostbare udstyrsstykke samler sig ikke til den moderne historie, man venter sig af Ratmansky, trods et gækkende kropssprog hos mekaniske dukker og et rokkehoved af en bedstefar.
Og det er ikke morsomt, at Nøddeknækkeren er blevet Tivoligardist det virker blot som et utåleligt reklameindslag.
Varieté
Anden, og sidste, akt sender en mere intelligent hilsen til Tivoli med sine mauriske hesteskobuer i den orientalistiske stil, haven benyttede fra den tidligste tid. Men præget af varieté bliver her mere udpræget, og den trange plads, danserne har at udfolde sig på ender med at give hele forestillingen et discount-præg. Det er synd for de gode kræfter, Gitte Lindstrøm og Tina Højlund, Morten Eggert og børnene Birgitta Lawrence og Benjamin Nehammer. Særlig vanskeligt har eventyrparret Gudrun Bojesen og Thomas Lund det med deres pas de deux og soli, der med sparsom kropslig udfoldelse virker lidt komiske over for Tjajkovskijs musik.
Man finder mange skæve og interessante pointer i Ratmanskys koreografi, men opgaven har været uløselig med de givne fysiske rammer. Hvor man havde glædet sig til at se en russer, med rod i både Bolshoi og Kirov-balletterne og med Balanchine-kompetance, gå i kødet på en russisk klassiker får man en mængde sindrige detaljer, der ikke samler sig til nogen forståelig historie. Det er et sørgeligt spild af gode kræfter - og af udstyr for mange, mange millioner.
*Alexei Ratmansky (koreografi) til Tjajkovskij: Nøddeknækkeren. Det Kongelige Teater og Tivoli i Tivolis Koncertsal, premiere 1. dec.
