Læsetid: 4 min.

En sjetteplads er vel også pænt

De nationale forventninger er nedtonet før VM i kvindehåndbold, der starter i dag
4. december 2001

Håndbold-VM
I en tid, hvor 15 minutters-berømmelsen er målestok for holdbarhed, er mytologier afhængige af dagsformen. Det gælder også den seneste seriøse, nationale, kollektive besættelse – kvindelandsholdet i håndbold. For det er jo efterhånden så længe siden som i 90’erne, at alle var på fornavn med Anja, Susanne, Rikke, Camilla, Janne og de andre ’jernladies’, som tilførte spillet sexappeal, virtuositet og et sammenhold, der i hvert fald udadtil lignede den sammenhængskraft, enhver erhvervsleder i dag hylder i kronikker og skåltaler. Men selv om en god håndboldkamp kan fylde evigheden, varer gode håndboldhold ikke evigt, og det landshold, Jan Pytlick og hans assistent, Kim Jensen, i aften kl. 20.30 sender på banen i Palasport i Bolzano til dets første kamp ved VM (mod overkommelige Kina med Randers-spilleren Chao Zhai som central skikkelse) må finde sig i at være et generationsbestemt overgangsfænomen.
Den forstandige Pytlick har på forhånd taget højde for det medieselvsving, der erfaringsmæssigt altid går i gang ved synet af unge, danske kvinder i korte, hvide bukser. Han betegner det som en succes, hvis Danmark ender på en sjetteplads!
Unægtelig en forskel i forhold til OL sidste år, hvor danskerne vandt guld. Men de medaljer var en naturstridig sensation – i modsætning til de mange, Danmark høstede op gennem 90’erne, hvor sølv var skuffende.
At Pytlick har noget at have realismen i, blev åbenbaret ved EM i Rumænien senere samme år, hvor danskerne endte på en lidet flatterende niendeplads og nærmest blev blæst ud af banen i den afsluttende kamp mod værtsnationen, der vandt 33-26.
Paradoksalt nok var det i den kamp, den danske anfører Mette Vestergaard genvandt selvtilliden, og dér målvogter Lene Rantala i anden halvleg reddede os fra total ydmygelse.
Siden har historierne om denne eller hin stamspillers skade fyldt mest i spalterne, fordi det på banen har været svært at mærke suset – for nu at parafrasere Poul Krebs’ hyldest til 1997-holdet, som vandt VM-guld ved at pulverisere Norge 33-20.

Begrænset niveauforskel
Den niveauforskel er der ikke i dagens internationale kvindehåndbold. Og godt det samme. Ikke mindst for Danmark, som med lidt god vilje kan betragtes som turneringens dark horse.
Ganske vist har sæsonens træningsresultater resulteret i bl.a. sejr over Europamestrene fra Ungarn, men da alle optaktskampe i en VM-sæson netop er træning, kan man godt lade armene blive nede en stund. Omvendt er Pytlick langtidslanlægger, og selv om hans erklærede mål først er at lade dette hold toppe ved OL i 2004, aner man konturerne til et storhold.
På mål er Larvik-veteranen Lene Rantala i sit livs form. Oversat fra sportsdansk: I verdensklasse på en god dag. Hendes ro og stabilitet smitter positivt af på andenmålvogteren Karin Mortensen, der får fat i meget, også det umulige, men stadig parerer mere end hun klarer i sin lidt kantede stil.
Bagspillerne Katrine Fruelund, indpiskeren Mette Vestergaard og playmakeren, det lidt for humørsvingende stortalent Lotte Kiærskou, mangler måske nok den afgørende skudstyrke, men har vilje og boldfornemmelse, og selv om intet stregspil bliver det samme uden Tonje Kjærgaard, udretter både Pernille Hansen og Mette Melgaard mere, end det umiddelbart ser ud. Slagelse-spilleren Melgaard kom med, da Karen Brødsgaard meldte forfald. Et afbud, der har sat sig sine spor i især det danske forsvarsspil, hvor både Melgaard og Heidi Johansen kan tage fra af, men endnu uden samme autoritet.

Roslyngs gave
Dansk kvindehåndbolds adelsmærke, fløjspillet, forvaltes som bekendt ikke længere af Janne Kolling og Annette Hoffmann, men venstrekantspilleren 23-årige Christina Roslyng er med sit brede, uortodokse repertoire af finter og skud ikke kun publikum og pressens darling, men en gave for kreativ håndbold. Lidt flere problemer har vi på højrefløjen, hvor Viborg-spilleren Louise Pedersen virker for veg, og hvor VM-debutanten Josephine Touray i sagens natur er et ubeskrevet blad.
Det afgørende spørgsmål er, om danskerne kan vokse i løbet af turneringen. Imod taler de mange unge spillere, og den latente danske mangelvare – de målgivende langskud. For en succes taler det tætte og fleksible danske 6-0 forsvar, og spillere som Rantala, Kiærskou og Fruelund, der kan gøre en forskel. Samt den kendsgerning, at Danmark ikke er alene om et langt generationsskifte.
F.eks. er ungarerne ikke, hvad de var for bare et halvt år siden, koreanerne kommer med et ungt, uprøvet mandskab, nordmændene har fået tyndet noget ud i toppen, men er fortsat svag favorit til at ende øverst på skammelen med Kjersti Grini som omdrejningspunkt og med keeperen Cecilie Leganger som skræmmebillede for enhver skytte.
Ude i de ukendte muligheders land lurer Ukraine, der gav Ungarn kamp til stregen ved EM-finalen, de til tider ret gode russere og overraskende nok Østrig, som ud over nærmest at spille på hjemmebane i Sydtirol, har forynget truppen, som ydermere er blevet forstærket af den genopstandne Fridrikas.
Ud over kineserne møder Danmark i de indledende puljekampe Ukraine, Makedonien, Holland (som er en forstærket udgave af det fynske storhold, GOG) samt et af turneringens åbne spørgsmål, viceverdensmestrene fra Frankrig – en samling elegante, men også kropstærke spillere, som dog er uden esser som Sandrine Mariot og Veronique Pecqueux-Rolland.
De danske kampe sendes på TV2. Og en ting er sikker: Mytologi eller ej – der vil sidde hundredtusindfold flere foran skærmene herhjemme end på lægterne i de norditalienske byer, hvor handball er og bliver et uoversætteligt fremmedord. Og også vil være det efter finalen den 16. december. Til gengæld deltager Grønland i 15esimi Campionati Mondiali di Pallamano Femminile.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her