Læsetid: 5 min.

Skriften i skuffen

Sebastian Haffners uafrystelige efterladte ungdomserindringer 1914-33
4. december 2001

Ny bog
De seneste årtier har forsynet bogmarkedet med en stribe af beretninger om den oplevede virkelighed i Hitlers Tredje Rige: Dels har socialhistorikerne givet deres vægtige bidrag til forståelse af hverdagen i nazismens kroniske undtagelsestilstand, dels har erindringsbøger som f.eks. Victor Klemperers Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste yderligere perspektiveret det rædselsregime, som mere end noget andet i det 20. århundrede har beskæftiget sindene – og altså udløst denne overvældende og tilsyneladende ustandselige tilgang af ny litteratur.
Senest på dansk foreligger Sebastian Haffners bemærkelsesværdige: En tyskers historie, Erindringer 1914-1933, som først udkom for nylig efter mere end en menneskealder i nu afdøde Sebastian Haffners skrivebordsskuffe. I denne danske udgave – glimrende oversat af Adam Paulsen – gør Niels Barfoed i et forsvarligt efterord rede for manuskriptets skæbne.
Haffner, der emigrerede til England i 1938 og herefter gjorde fin journalistisk karriere i London, opgav udgivelsen af de ufuldendte erindringer, fordi andre bogprojekter trængte sig på, og forlagene i krig og senere efterkrigstid ikke følte trang til at binde an med den tyske selvransagelses- og nederlagslitteratur.

I duel med riget
Lykkeligvis overlevede manuskriptet alle omskiftelser og præsenterer sig som Haffners eneste egentlige litterære værk; erindringerne bevæger sig på det litterært-essayistiske niveau, og rangerer i klasse med andre af de store reflekterende erindringsbøger om 1930’ernes katastrofe som ovennævnte Klemperers, Zweigs og Klaus Manns.
Sebastian Haffner opfatter tidligt sig selv som i en art
duel med den stat, eller rettere den onde parodi på et retssamfund, der ved ryggesløs rå vold forberedes og etableres af en bande determinerede forbrydere med Hitler i spidsen.
Ved magtovertagelsen i 1933, da den senile og anløbne Rigspræsident Hindenburg kalder Hitler som kansler i den naive tro at det forenede højre kan tøjle nazisterne, slipper barbariet endeligt, uafviseligt løs. Der er ikke mere at bortforklare, tingene kan ikke blive værre, men det viser sig ufatteligt hurtigt, at det kan de godt, blive værre.
Kun de færreste kan efter SA’s opmarch i gaderne mobilisere civilcourage til opposition endsige modstand. Regimet, hvis øldunstende underlødighed vel er bekendt, behersker i detaljer rædslens og terrorens koreografi. Folk, modstandere eller blot formodede modstandere af regimet, forsvinder om natten og vender efter måneder tilbage, nedbrudte, hvidhårede og med kz-lejrens fornedrende brutalitet trampet og tampet ind i sjæl og krop.
Den unge dygtige jurastuderende Haffner må selv erkende vilkårenes moralsk set uoverskuelige konsekvenser, da SA en skønne, forventet dag stormer fakultetets læsesal for – til flere af de studerendes åbenlyse, men for Haffner chokerende, begejstring – at udrense jøderne.
»Er De arisk?,« hvæser pludselig et »krokodilleansigt« i SA-uniform. »Ja!,« svarer Haffner i bogens måske mest rystende enkeltscene og foragter inderligt sig selv for at besvare dette ubesvarlige og livsfarligt forvrøvlede spørgsmål.
Da ved han, at hans fædreland er tabt for ham og han for det. Der er ikke mere at tilføje. Han er bukket under i duellen, som han vel har næppe heller har forventet at overleve.

Nye signaler
Dog kredser de sidste civilister, Haffner og hans far samt hans uskyldige og ulykkelige jødiske veninde og enkelte venner fortsat om fantasier, der lader det tyske folk komme til besindelse og komme om ved tyrannerne. Men i mellemtiden har omgivelserne, også de nære som studiekammeraterne, ændret signaler.
Nazismen forklares og udlægges overbærende og forstående på intellektuel manér. Modsvarende forkastes humanismen som en unational antagonisme. Selve sproget ændres. De samme rædsomme ord og falske begreber som brøles fra højttalerne i meningsløse, uendelige partistyrede demonstrationer med oprakt højrearm, faneborge, dødsdyrkelse, røg, lysekaskader og martialsk tingeltangel, genhører Haffner i de gamle venners slebne, intellektualiserede og indforståede udlægninger.
Situationen er klassisk ved alle systemskifter og ville i mindre målestok kunne studeres her til lands. Dansk Folkepartis moralsk helt uantagelige retorik føres ind i de bedre stuer, hvor de før ikke havde nogen genklang og accept. Partiets råheder bygget på forfalskninger og dets konsekvente menneskeforagt udlægges af de parate og fidele som en sandhed formuleret nedefra som opposition mod de korrekte politiske holdninger og derfor folkelig uafviselig.

Arketype 1933
Man læser Haffner med dybere bedrøvelse nu. Man føler en nagende mistanke om, at 1933 – trods erkendte betydelige forskelle – åbenbart er arketype for menneskenes iboende trang til i krisens tegn at lade sig føre i fodslag i hastig opgivelse af den ideale fordring – eller blot almindelig anstændighed – over for det udsatte medmenneske der er gjort til symbol på en nations identitetsproblem.
I den forbindelse erindres Ionescos Næsehornene.
I de historisk analyserende afsnit af bogens gennemført rige tekst påpeger Haffner i øvrigt tankevækkende at nazisternes fundamentale rekrutteringsmateriale, som det ofte hævdes, ikke i væsentligst omfang var vraggodset fra 1. verdenskrigs skyttegrave. Jovist, Hitler, Göring, Röhm og andre havde ivrigt deltaget i slagterierne, som de siden savnede som deres foretrukne livsform.
Men i overvejende antal var det faktisk generationen efter, Haffners egen, der stod parat til at gå i døden i flok. Med andre ord var Hitlers senere folkelige magtbase de store drenge der med ørerne tudet fulde af deres skolelæreres lovprisninger af ild- og stålbadet ikke kom afsted i 1914-18, men tumlede rundt i deres drengedrømme og legede soldater, tæret af længsel efter det rensende blodbad.
Og så var det hele med ét forbi. Den tyske hærs frontlinje vaklede. Krigen måtte afsluttes over hals og hoved. Ungromantikerne, der således ikke selv oplevede eventyret, indvielsen, ildprøven og opofrelsen følte sig inderligt snydt af ’systemet’. Forræderne, demokraterne, politikerne, socialdemokraterne der sluttede fred – tvunget dertil af Hindenburg og Ludendorff uden at dette nogensinde dengang blev klart for tyskerne – var derefter nemt og ufravigeligt bytte for dolkestødslegenden.
Betydeligst blandt disse ofre var Rathenau, hvis format efter Haffners opfattelse kunne have standset vanviddet, var denne Tysklands måske største statsmand i det 20. århundrede ikke blevet myrdet af en flok underlødige medlemmer af en af de primitive højrebander.
Siden fulgte inflation, forarmelse og nært nationalt sammenbrud. Vejen for Hitler og hans stormtropper lå åben.
Sebastian Haffners beretning om denne totale undergang for et af Europas største civilisationssamfund burde være obligatorisk læsning i disse tider, hvor fravalget af humanisme og rationalitet er genintroduceret i den politiske virkelighed. Der er god grund til med Haffner i hånd at øve sig i at sige fra i tide.

*Sebastian Haffner. En tyskers historie. Erindringer 114-1933. Oversat fra tysk af Adam Paulsen. Efterord af Niels Barfoed. 248 s., 275 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu