Jihad til revision
Osama bin Laden udkæmper i disse timer sit livs sidste kamp, på flugt mod Pakistan eller barrikaderet i de fæstningslignende grotter i Tora Bora, som døgnet bombarderes af amerikanske krigsfly.
Det er en ensom strid mod overmagten, efter at opløsningen af Talebans sidste hærdivisioner i Kandahar har prisgivet ham. De arabiske legioner og de pakistanske jihadier er de eneste styrker, som synes at have valgt martyriets vej til paradis. De voldsomme gadeprotester i Pakistans storbyer er ebbet ud til stort set ingenting.
I Peshawar og Quetta, hvor gadesælgere og basarer for en måned siden hver dag kunne sælge i tusindvis af plakater og billeder med Osama ridende på en hvid araberhingst eller svingende med sin evige Kalashnikov, skal man nu lede længe efter at finde islamistisk merchandise med hans ansigt på.
Også i den lokale urdusprogede presse ser han ud til at have mistet meget af sin kultstatus. Glorificeringen af jihad er blevet fortrængt af forstemthed, forvirring og nu også direkte vrede rettet mod såvel talebanere, mullaher som mod det pakistanske regime og Vesten. 8.000 frivillige - de fleste meget unge er meldt savnet. Mange er blevet massakreret af Nordalliancens soldater og resten menes at have befundet sig i bomberegnens inferno i Kandahar.
Det er et nationalt traume, men de fleste medier tier om både skammen og sorgen.
Lig indsvøbt i sammensyede tøjstykker eller tæpper, undertiden i primitive trækister, ankommer hver dag i lastbiler til grænsebyerne. Ingen sørger højlydt over dem. Stemningen er trykket. Byboerne ved, at regeringen har truet med at arrestere alle, som vender levende tilbage.
I dag er Osama bin laden langt fra deres verden. Langsomt begynder mange at omvurdere jihad. Hvorfor risikere livet for en sag, som sætter muslimer op mod andre muslimer, samtidig med at fjenden, USA, holder sig i sine fly langt op i himmelen?
Resultatløs appel
Flere end 2.000 familier i grænseområderne har bedt Musharraf om hjælp til at lokalisere og redde deres sønner og fædre. Den pakistanske præsidents appel til FN og Internationalt Røde Kors om tage hånd om de udenlandske krigsfanger, som har overgivet sig til Nordalliancen, har foreløbig ikke ført nogen vegne.
De, som i første række står for skud, er de religiøse ledere. Det var dem, som uden at have en anelse om moderne våben og krigsførelse, fik de unge drenge til at tro, at jihad var et heroisk eventyr. Mullahernes, koranskolernes og mediernes mytedannelse omkring bin Laden, romantiseringen af jihad og indoktrineringen om, at det er enhver muslims pligt at kæmpe for islam, drev dem til fronten, hvor de blev reduceret til kanonføde.
Sufi Mohammad, leder af den såkaldte Bevægelsen for at gennemtvinge profetens love førte 700 unge jihadier over grænsen, læste nogle koranvers for højt for dem, hvorefter han selv vendte tilbage til sin trygge moské. Sammen med en håndfuld andre mullaher er Sufi Mohammad nu blevet arresteret, hidtil dog kun sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
»Mullaherne førte vores drenge i døden,« konstaterer lederskribenten i Dawn, Pakistans største avis. Unge frivillige, som overlevede og flygtede hjem, beretter om mere svig. Talebanerne lod dem i stikken, når de flygtede; andre gik over til fjenden. De fattige og desperate bondedrenge, som var ude af stand til at skjule deres mørkere hudfarve, blev udsat for tadsjikkiske og usbekiske militsers opflammede had og blev i mange tilfælde skudt ned på stedet.
»Da vi forlod Pakistan, var vi parat til at give vores liv. Vi regnede aldrig med at skulle vende levende hjem,« fortæller en pakistansk teenager.
»Men vi så aldrig nogen amerikanere, og ingen havde fortalt os om tæppebombardementer og klyngebomber... Mange af os vidste ikke, hvordan vi skulle kæmpe og heller ikke, hvordan vi skulle flygte.«
Mange, som blev lokket ud i jihad var rene børn. Men hovedparten var dog guerillakrigere og aktivister trænet fra kampe i nord og i Kashmir, adskillige af dem efterlyst for terrorhandlinger og mord i den sekteriske krig, som foregår i Pakistan.
De religiøse tier
De religiøse partier og jihadbevægelserne er forstummet. I begyndelsen af denne uge var det kun en enkelt af dem, den fanatiske
Jaish-i-Mohammad-gruppe , som fortsat forsøgte at rekruttere nye jihadier.
Osama bin Laden, ophøjet til Islams håb og helt, en Messias-skikkelse i Che Guevara-stil, udstilles nu som en religiøs fascist og politisk demagog. I Pakistan er Osama frem for alt et symbol for antiamerikanisme, der har en vis udbredelse i befolkningens brede lag. Han vovede at udfordre den onde og magtfuldkomne supermagt, og det er tvivlsomt, om de religiøse partier, som tog ham til sig, og talebanerne er uværgeligt miskrediterede og udleveret til Musharrafs nåde. Så let kan man ikke affærdige jihad-bevægelsen ikke endsige skabe social stabilitet.
Selv om det pakistanske militærregime skulle få held til at få kontrol over koranskolerne og integrere dem i det øvrige skolesystem, så er islamismen i Pakistan stadig lidt af et minefelt. Talebanernes klassestruktur som underklassens fattigste går igen i Pakistan. Med en arbejdsløshed på 50 procent, voksende indkomstkløfter og en korruption, der er ved at løbe løbsk, vil protesterne og den sociale uro blot finde nye veje og mål og inden længe utvivlsomt igen give de religiøse ekstremister ny vind i sejlene.
Osama bin Laden er politisk neutraliseret, men kan muligvis få nyt liv og en ny politisk rolle at spille, alt afhængig af den måde han fysisk vil blive likvideret fra denne verden på.
Kashmir spiller ind
Med i regnestykket hører det faktum, at jihad er grundpillen i Pakistans Kashmir-politik, som har til opgave at holde den tre gange større indiske hær stangen. De religiøse partier har levet i symbiose med militæret, og en af de vigtigste opgaver for efterretningstjenesten ISI hidtil har været at styrke jihadbevægelserne og give dem mulighed for militærtræning i Afghanistan. Milliardbeløb er pumpet ind i den islamiske radikalisering og i ekstremisternes led.
Jihad har været et udenrigspolitisk instrument. Talebans fald, og de religiøse partiers aktuelle dårlige ry har styrket Musharrafs position. Han kan nu konfrontere fundamentalisterne på langt mere resolut vis og eksempelvis ændre på den stærkt kontroversielle blasfemi-lovgivning. Men når det gælder jihad og Kashmir, er hans hænder stadig bundne.
Allerede i begyndelsen af 1990erne truede USA med at stemple Pakistan som en terroriststat og indstillede al sin militærhjælp til landet. Indien har med et vist held med sine bestræbelser i FN for at isolere Pakistan som en international paria. Efter uroen over landets kernevåben var det kun en drastisk kursændring fra Musharrafs side, der fik Vesten til at acceptere ham som partner i kampen mod terrorisme. Jihad-bevægelsernes kampe i den indiske del af Kashmir er af vital betydning for hæren. Generalerne mener, at der er tale om en befrielseskrig og slet ikke den terrorisme, som Indien påstår. USA, som nu søger et militærstrategisk samarbejde med Indien , ventes at øget sit pres på Pakistan, når krudtrøgen fra krigen i Pakistan har lagt sig.
Musharraf går en vanskelig balancegang i møde, og ingenting taler for, at hæren kan lægge Kashmir-spørgsmålet i mølpose, eftersom den henter sin politiske legitimitet og indflydelse netop fra truslen om krig med Indien. Jihad lever videre, men med lokale symboler og ikke Osama bin Laden.
*Oversat af Niels Ivar Larsen
