Læsetid: 4 min.

Sovjetsvanens liv

Dagligdagens terror og kunstneriske idioti genfortælles af en passioneret, åndfuld og guddommeligt smuk ballerina
7. december 2001

(2. sektion)

Biografi
»Åh, kunne jeg dog bare blive født i dag et velstående sted som Island eller Connecticut. Og begynde helt forfra.«
Sådan lyder den russiske primaballerina Majja Plisetskajas hjertesuk, efter at hun igennem sin selvbiografis foregående trehundrede sider har fremlagt en hudløs beretning om politisk forfølgelse, økonomisk udbytning af turnerende kunstnere til fordel for mafiøse pampere og KGB’s forsøg på at manøvrere hende i position som veninde til Robert Kennedy.
Det er til hver en tid vigtigt at læse om diktaturernes menneskedestruktion, dryp for dryp, dag for dag. Kun når man følger terrorens rutine, forstår man nazismens og stalinismens virkning i det enkelte liv, således som tænkende og lidende humanister kan bære vidnesbyrd om det: Nadesjda Mandelstam, Victor Klemperer og nu den altid kæmpende, altid ydmygede Majja Plisetskaja. Hendes erindringer foreligger nu i en glimrende amerikansk oversættelse som I, Maya Plisetskaya og de er væsentlige som en harmdirrende beretning om et kunstnerliv undergivet statsterroren.
Majja Plisetskaja kan forfølges fra første færd, da hendes far er blevet henrettet i 30’ernes blodorgier, måske på grund af en skæbnesvanger forbindelse på anden hånd til Trotskij. Med bødlernes raffinement gives ofret først et håb om nåde ved en invitation til 1. maj-paraden, men arrestationen finder sted natten til den store festdag. Naturligvis får familien ikke sandheden om faderens død at vide før det første tøbrud, hvor papirlapper til de efterladte gav oplysning om henrettelsesdatoer og de latterlige anklager.
Majjas mor kom i Moskvas berygtede kvindefængsel og blev deporteret, men overlevede. Disse fakta om forældrenes ’statsfjendtlige’ virksomhed var danserinden tvunget til at oplyse på hver eneste ansøgning om pas og udrejsevisum, før hver eneste turné i udlandet – og man havde nemt spil, når man ville nægte hende at komme til Vesten.

Kunstnerlidelser
At Majja Plisetskaja også blev straffet for sin jødiske oprindelse, fremgår kun af forordet til den amerikanske udgave af memoirerne, selv nævner hun ikke Sovjetstatens gentagne antisemitiske skændsler. Men hun formulerer med stor harme sin »afmægtige vrede og den smerte, der blev tilføjet ved absurditeten, løgnene, forrædderiet og idiotien« hele hendes karriere igennem. Og dette danseliv er ganske usædvanligt langt:
Plisetskaja blev født i 1925 og oplevede både et 50- og et 60-års jubilæum på scenen. Ufatteligt, især da fotografierne viser en af det 20. århundredes største skønheder med det ædleste ansigt og den slankeste, mest erotiske krop: På bogens forside er hun hvid svaneprinsesse, 60 år gammel!
Men Plisetskaja får dog denne karriere, omend der er pinagtige omstændigheder ved næsten alle sejre og lange perioder i unåde med KGB-folk som uundgåelige skygger i dagligdagen. Så mange af de kunstnere, hun nævner i bogen, får langt ondere skæbner, og selvmord er en hyppig dødsårsag blandt de tænkende og lidende intellektuelle. Selv kulturminister Jekaterina Furtseva, der repræsenterer den forkrampede seksualmoral i systemets kamp mod Plisetskajas Carmen-figur, tager gift. Selv udtrykker hun sin smerte igennem Anna Kareninas figur eller den ulykkelige Tjekovske dame med hunden, i egen koreografi og med musik af hendes karismatiske komponist-husbond, Rodion Sjtjedrin.

Ingen afhopper
Det skorter ikke på opfordringer til at hoppe af, når hun en gang imellem får tilkæmpet sig ret til at brillere på gæstespil i udlandet.
Energisk i sit overtalelsesforsøg er Ingrid Bergman, men Plisetskaja vender alligevel tilbage til pinagtighederne ved Bolsjojteatret, hvis skrånende scenegulv hun elsker som et levende væsen. Som regel holdt russerne ægtefællen som gidsel, hvis udrejsetilladelsen forelå, og Sjtjedrin hører til blandt de kunstnere, der ikke kan leve uden for det store fædreland.

Propagandakunst
Alligevel er det sørgeligt at tænke på, hvilke balletter Balanchine eller Kenneth MacMillan, John Cranko eller Jerome Robbins kunne have skabt med Plisetskaja som inspiration. Nu fik hun sovjetiske rabalderstykker i stedet og tusinder og atter tusinder af hvide, sorte og døende svaner, i den »straffeanstalt af et land«, i hvis skæbne hun var fanget. »Hvor bitter, jeg dog er! Jeg forbavser mig selv,« skriver hun i et af sine utallige følelsesudbrud – og trøster sig med, at hun, datteren af en folkefjende, dog hverken kom i Gulag eller til Auschwitz eller Dachau.
Det er meget sjældent, at man i scenekunstnernes selvbiografier kommer tæt på den skabende kraft, på inspirationen i gestaltningen af skikkelserne i teatret. Man finder heller ikke hos Plisetskaja dybtgående analyser af koreografi og musik i hverken hendes egne eller andres værker: Antagelig har Sovjetstatens kamp mod ’formalismen’ og enhver intellektuel virksomhed, de mange statslige løgne og stupiditeten i partiets paroler lammet hendes evne til bearbejdning af stilistiske sammenhænge. Men som dokumentation af et sørgeligt, sovjetisk kunstnerliv er disse erindringer uvurderlige.

*Majja Plisetskaja: I, Maya Plisetskaya. Oversættelse Antonina W. Bouis. Forord af Tim Scholl. 386 s. ill. Yale University Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her