Interview
I september lod den 66-årige Woody Allen hånt om attentat-psykosen og rejste til Frankrig for at præsentere sin nye film. Nu er han under kontrakt med Dreamworks, der har Steven Spielberg som en af lederne, og han har brudt med sin trofaste produktrice Jean Doumanian (og især med hendes mangemillionær-mand Jacqui Safra), som han har anklaget for at tilbageholde nogle af de beløb, som hans film har indspillet.
Allen, der ellers yderst sjældent stiller op til forhåndsinterviews, var underlagt filmselskabets amerikanske stab, der krævede, at han gav en række stressende interviews af højst 45 minutters varighed.
Hypnose-fascination
Hvorfor bruges hypnosen som dramatisk motiv i Curse of the Jade Scorpion?
»Siden jeg var barn, har jeg interesseret mig for hypnosens magi. Ganske vist på afstand; jeg har aldrig tænkt på at blive hypnotisør og endnu mindre på at lade mig hypnotisere, men jeg tror, at begge dele skaber glimrende scener for skuespillerne. Det kan man se i film med Danny Kaye, Abbott og Costello og Buster Keaton, og jeg har altid gerne ville have hypnose-scener med i mine film.«
Er de svære at spille?
»Nej, for når man spiller komedie, er man allerede i en form for trance.«
Hvorfor henlægge handlingen til 1940erne?
»I dag er hypnose en meget klinisk og kendt lægelig praksis. Men i 1940erne var hypnose endnu et eksotisk fænomen, man forstod ikke, hvordan den fungerede, alle troede, at man kunne påvirke en anden person til at begå forbrydelser eller forelske sig. Filmens helt skulle være underlagt en magt, der var lige så sær og stærk som voodoo.
Desuden er jeg fan af den atmosfære, man finder i 1930ernes og 1940ernes komedier, og som også rummer lidt af nostalgien fra de brølende 1920ere. Jeg ville gerne have levet i New York dengang. Byen var fuld af livsglæde, jazz, fabelagtige klubber og teatre. Det var smukt, og alt havde åbent hele natten og summede af en uafbrudt vitalitet, som altid har forekommet mig vidunderlig.«
Mine begrænsninger
Forbrydertemaet går igen fra den forrige Small Time Crooks.
»Det er bare et sammentræf. Jeg har lige afsluttet en ny film, Hollywood Ending, som slet ikke berører det tema. Men allerede i mine første film var der mange tyve og forbrydere, det må jeg indrømme. Det, der har interesseret mig denne gang, er
ideen om en person, som på én gang er forbryderen og den, der skal pågribe ham.«
Under dække af at være en let komedie kritiserer filmen effektivitetsdyrkelse og trangen til at rationalisere.
»Folk tror, at de kender sig selv, og at de også kender de personer, som de arbejder med til daglig. Men sandheden er, at de ikke ved ret meget om sig selv og om hinanden, og at der skal en krise til, en usædvanlig begivenhed, for at maskerne kan falde. I filmen går min helt og Helen Hunts person hele tiden rundt og fornærmer hinanden, fordi de er bange for deres følelser. De skjuler deres kærlighed bag en konstant fjendtlig facade. Jeg er sikker på, at det går sådan for sig i den fleste grupper: At ingen trænger igennem til de virkelige følelser, og at man konstant bedrager sig selv og andre.«
Hvorfor har alle de senere film været komedier?
»Det er ikke bevidst. Jeg har haft en serie komedie-projekter, som jeg har villet fuldføre, men jeg er i gang med et manuskript, som bliver færdig til foråret og som mere er i den dramatiske genre.«
Kan man se filmene som et slags personligt fotoalbum med skiftende identiteter?
»Jeg har nogle stærke begrænsninger. Dustin Hoffman kan spille Tjekhov og Tennessee Williams det kan jeg ikke. Alle mine præstationer er variationer af en arketype. Det hjælper ikke, at jeg går med hat og trenchcoat
eller bruger paryk jeg kan ikke ændre mig fundamentalt.«
Det er jo også en fornøjelse for publikum at genfinde den samme person fra film til film...
»Når jeg laver en ny film, er jeg overbevist om, at den er anderledes end den foregående. Jeg vil mene, at Rene linier ikke har noget at gøre med f.eks. Zelig. Men sådan føler folk det slet ikke. Man kunne sammenligne mine film med det kinesiske køkken, hvor der er meget forskellige retter, men som alligevel afspejler lidt af den samme smag.«
Jim Carey en diamant
Interesserer de nye komikere Dem?
»Jeg kan godt lide komikere, men sjældent deres film, som ofte er dumme og infantile og lefler for teenage-publikummet. Komikere har ofte et utroligt talent. At have f.eks. Jim Carey i en af mine film ville være som at slibe en ren diamant, ligesom Jerry Lewis før i tiden. Hollywood-systemet tvinger dem ud i produktioner fulde af W.C.-vitser og sex-jokes... Ikke at der er noget galt med sådanne jokes i sig selv, de skal bare laves ordentligt.«
De er en af de få, der har kunnet bygge en karriere op uafhængigt af
Hollywoods krav.
»Jeg gør ikke noget særligt for at beskytte mig mod den tvang, der ligger i at skulle henvende sig til et massepublikum. Mine film tjener ikke kæmpebeløb ind, og det sikrer paradoksalt nok min fulde frihed. Derfor kan jeg lave en film om året. Jeg er blevet reddet ved gennem årene at have fået et internationalt publikum, der rækker fra Europa til Japan og Argentina, og som følger mig trofast. I USA får mine film kun premiere i de store byer. Når man kommer til Texas, har byerne kun en enkelt biograf, og den viser James Bond eller Clint Eastwood.«
Disse film er sat på plakaten for at tjene det maksimale på så kort tid som muligt...
»Det er vindernes film, og jeg er en taber. Producenterne studerer ivrigt indtægterne efter den første weekend for at vide hvem, der er dagens vinder, og tv og radio viderebringer disse resultater. Man regner kun med den økonomiske succes, og det er foruroligende. I gamle dage snakkede man i min omgangskreds på en helt anden måde: Har du set den nye Fellini, Bergman eller Resnais? spurgte man og blæste på, om de havde kommerciel succes. I øvrigt optræder jeg ikke længere i de fleste amerikanske uge- og månedsblade, fordi mine film ikke står blandt de ti første på hitlisten. Men personligt prøver jeg hverken at vinde eller tabe, bare at overleve.«
Er det et nødvendigt ritual at lave en film om året?
»Det er ikke for meget. Det tager mig et halvt år at lave en film. Når andre instruktører har manuskriptet klar, skal de finde mindst 40 milllioner dollars, spise middag med Jack Nicholson og Warren Beatty, møde Michael Eisner (Disney-boss red.), træffe aftaler, som så skal genforhandles dagen efter, prøve at få den over-bookede Julia Roberts med. Det kan der let gå to år med, uden at man når til vejs ende. Jeg klarer mig med små budgetter og spilder ikke tiden. Jeg har faktisk altid en film næsten færdig, før man ved, hvad den foregående har indtjent.«
Optager De meget hurtigt?
»Mine skuespillere får altid mulighed for at improvisere og foreslå ideer. Jeg bruger lange, uklippede optagelser uden at dække mig ind med indskudte nærbilleder fra forskellige vinkler. I begyndelsen af dovenskab og sparehensyn, nu fordi jeg ved, at skuespillerne elsker at arbejde uden sikkerhedsnet. Af og til bruger vi hele dagen til at forberede, arrangere og belyse en scene, og så kan man klokken 17 optage en halv snes sider af manuskriptet i ét hug, med meget få takes. Og derpå kan alle roligt gå hjem og spise til middag klokken 19.
*Curse of the Jade Scorpion får danmarkspremiere i slutningen af marts 2002
