Læsetid: 12 min.

En stat i opløsning

Belgien er i færd med at ofre sig selv på regionaliseringen og den globale liberaliserings alter. Information har set på de nye tendenser i det lille, EU-glade land med det dårlige ry, der om få uger afslutter sit EU-formandskab
15. december 2001

Det er naturligvis kun et rygte, der cirkulerer i politiske kredse. Det vil aldrig kunne verificeres,« mumler belgisk politologis grand old man, Xavier Mabille.
Direktøren for tænketanken CRISP i Bruxelles har en fæl tandpine og fortæller langsomt om dagene efter valget i 1999, der førte til et historisk systemskifte. Belgiens kong Albert indkaldte den liberale partiformand Louis Michel som forhandlingsleder. Og kongen insisterede på, at den ny regerings primære opgave måtte være at genetablere Belgiens image ude i verden.
Bagude lå en række stærkt belastende år, hvor det lille – og normalt diskret indtil det anonyme – land pludselig var kommet voldsomt i internationalt søgelys. Stort set alt gik galt. Ikke alene havde Belgien fostret uhyrer som den pædofile bortfører og barnemorder Marc Dutroux, der uforklarligt blev prøveløsladt efter en afsoning på kun tre år af en voldtægtsdom på 13 år.
Landet havde også påført NATO den uheldige generalsekretær Willy Claes, der måtte tvinges fra chefstolen efter et månedlangt drama om hans rolle som tidligere forsvarsminister i en korruptionskandale om hærens indkøb af helikoptere. Oven i kom landets tårnhøje gæld og lejemordet på politikeren André Cools og på dyrlægen Van Noppen, der havde lagt sig ud med landets hormonmafia.

Dioxinskandalen
Men det var skandalen om dioxin-forurenet kyllingefoder, der bragte den kristdemokratiske Jean-Luc Dehaenes regering til fald i 1999. Og med dioxin-skandalen blev billedet af Belgien som korrupt og udueligt indtil det direkte sundhedsfarlige for resten af det indre markeds kyllingespisere hamret ind med syvtommersøm.
Nogle belgiere mener, at al den dårlige omtale er temmelig uretfærdig og lægger skylden på et forkælet kæmpeopbud af international presse i Bruxelles. Journalisterne skal have ladet deres ophobede frustration over at skulle beskæftige sig med endeløse mængder kedeligt EU-stof slå ud i en frådende og aggressiv rapportering om alle de belgiske dårligdomme.
Smædekampagne eller ej, skaden på Belgiens renommé var forlængst sket, da ministerpræsident Guy Verhofstadts ’regnbue-koalition’ af grønne, socialister og liberale tog over i sommeren 1999 som en hidtil uset politisk konstellation i Belgien.
Kongens forhandlingsleder, Louis Michel, fik rollen som udenrigsminister. Positionen som Belgiens andenviolin fik dog ikke Michel til at underspille sine kort, snarere tværtimod. Michel havde læst kongens bud som noget, der mest ligner det omvendte af Danmarks lære fra 1864. »Hvad indad er tabt, skal udadtil vindes«, syntes den belgiske strategi og afledningsmanøvre næsten at lyde.
Louis Michel var således på pletten, da Østrigs kansler Wolfgang Schüssel i januar 2000 gik i regering med Jörg Haiders højreradikale Frihedsparti. Nogle hævder, at Michel var indpiskeren, der fik overtalt Frankrigs præsident Jacques Chirac til at slutte op om den diplomatiske, flere måneder lange isolation af Østrig, der førte EU ud i høj moralsk flagning, men også i lidt af en politisk blindgyde. Helt modsat tendensen i Danmark er det længe siden, at nogen belgier har påstået, at det lille, splittede kongerige er foregangsland for noget som helst.
Alligevel kan det dårligt nægtes, at Belgien uden ligefrem at vise vejen dog har formået at komme med bud på en række spørgsmål, der trænger sig på i en stadig mere globaliseret og tæt sammenvævet verden. Det gælder ikke kun spørgsmålet om de politiske konsekvenser i et værdifællesskab som EU, af en Jörg Haiders glorificerende udtalelser om Hitler, men også om siddende regeringschefers retlige ansvar for krigsforbrydelser.
Sharon i vanskeligheder
Israels største dagblad, Yediot Aharonot, kunne således for nogle uger siden bringe den nyhed, at det israelske justitsministerium advarer højtstående israelske politikere, militær- og efterretningsfolk mod at besøge Belgien, Storbritannien og Danmark af frygt for mulig arrest og retsforfølgelse. Hvor det i Danmark handler om Gillon-sagen og i Storbritannien om retssagen mod den chilenske eks-diktator Pinochet, så er det i Belgien selveste ministerpræsident Ariel Sharon, der er i vanskeligheder.
En gruppe palæstinensere har rejst sag mod Sharon ved en belgisk domstol for hans handlinger som forsvarsminister i 1982. Anklagen lyder på medansvar for kristne, libanesiske falangisters massakre på hundredvis af mennesker i de palæstinensiske flygtningelejre Chabra og Shatila. Det helt særlige ved den belgiske lov er, at Sharon kan indstævnes, selv om han ikke opholder sig på landets territorium, modsat Pinochet, der blev opsnappet på gennemrejse i London. Den belgiske lov giver såkaldt universel kompetence. En gruppe rwandere er allerede idømt lange fængselsstraffe i Belgien for deres rolle i folkemordet på tutsierne i 1994.
Med Sharon-sagen har Belgien dog løbet sig store diplomatiske staver i livet. Sharon undlod således at besøge Belgien tidligere i år af frygt for lovens lange arm, hvilket var ret upraktisk for Bruxelles som EU’s hovedstad og EU’s forsøg på at præge fredsprocessen i Mellemøsten. Alligevel ligger Belgien helt i forlængelse af – eller snarere forud for – bestræbelserne på at etablere en international straffedomstol. 47 lande har til dato tilsluttet sig FN’s statut om denne domstol, der skal behandle sager om folkemord og krigsforbrydelser. USA har dog afvist at tilslutte sig, og det vil på sigt svække domstolens autoritet alvorligt, men næppe helt stoppe den.
Under ministerpræsident Verhofstadt har Belgien i det hele taget forsøgt at nedbryde gamle belgiske vaner. Den 47-årige Verhofstadt startede sin politiske karriere for 20 år siden som den britiske Margaret Thatchers ideologiske lærling, men han er siden blevet langt mere midtersøgende, og tilnavnet Baby Thatcher er nu fortid.
Men han har søgt at gøre op med en indgroet belgisk trækken på skulderne over for ethvert alvorligt problem:
»Før ville vi sige, at det er normalt, at det er sådan, for sådan har det altid været. Det er normalt, at vi har en høj statsgæld, det er normalt, at vi har underskud, det er normalt, at den offentlige sektor ikke fungerer ordentligt. Men det er ikke rigtigt. Og vi vil ændre det,« lovede Verhofstadt i et interview i Financial Times i fjor.

Arvesølvet
Men det tager tid at vende en tung skude, og foreløbig er det kun lykkedes at bringe statsgælden ned på et mindre utåleligt niveau. Sabenas krak i november – det første nationale luftfartsselskab der er gået ned – var et eksempel på eklatant dårlig politisk og økonomisk ledelse. For staten blev ved med at skyde penge i en forretning, der de facto var liberaliseret. Så da majoritetsaktionæren og partneren Swiss Air selv kom i uføre, var det slut med solidariteten. Schweizerne trak stikket ud, og efter nogle måneders slingren, hvor den belgiske stat satte lidt flere milliarder til, døde Sabena i november efter kun at have haft overskud i et enkelt regnskabsår siden 1958.
Over et årti har liberaliseringen i det hele taget holdt sit indtog i Belgien på en måde, der ikke er set i det øvrige EU.
Xavier Mabille opsummerer billedet af alt det belgiske arvesølv, der er gået til udlandet: »Problemet er, at der ikke er ret meget, der længere er underlagt kontrol af belgiske interesser. Den eneste store internationale virksomhed er bryggeriet Interbrew. Den ejes stadig af store belgiske familier. De andre symboler er alle gået til udlandet,« siger Mabille og opremser en lang række fra chokoladen Cote d’or, der i dag er schweizisk, til olieselskabet Petrofina og supermarkedskæden GB, der begge er franskejede.
»Verhofstadt lovede et opgør med de dårlige vaner. Men Sabena viser, hvor langt vi er nået. Den økonomiske situation er ikke specielt god nu. Jeg tror, der vil være en tendens til, at man vender sig indad i alle lande. Og hos os vil det navnligt ramme de virksomheder, der er udenlandsk ejet. Det giver større sårbarhed. Renaults fabrikker i Vilvoorde i Belgien gik godt, men lukkede alligevel her, ikke hjemme i Frankrig. Nu er der ikke noget Sabena mere. For nogle var det er symbol på Belgien. Nu står vi med en stat, der tømmes gradvist mod markedet, mod selvstyret i de tre belgiske regioner og mod EU.«

Et tomt sneglehus
»Vi er blevet regionaliseret, privatiseret og europæiseret. Man taler stadig om kongefamiliens vigtighed. Men symboler skaber ikke enhed i sig selv. Det er ikke kongefamilien, der skaber enhed i Belgien. Den kan kun tegne en enhed, hvis den allerede findes. Så den kan nemt være et tomt billede. Belgien er meget på en gang og fuld af kontraster. Vi er et land, hvor folk føler sig mere flamske end belgiske, mere vallonske, eller mere europæiske end belgiske,« siger Mabille og slår ud med hænderne.
Siden 1999 har Verhofstadt uddybet det regionale selvstyre yderligere, så de tre regioner – Flandern, Vallonien og Bruxelles – i højere grad råder over egne skatteindtægter. Hermed er solidariteten mellem belgiere i nord og syd blevet nok en smule mindre.
Mabilles forklaring på, hvorfor Belgien alligevel ikke forsvinder helt fra landkortet, er sjovt nok det samme EU, der har været med til at udhule landet.
»Vi bliver måske en konføderation, men jeg tror ikke, at EU vil acceptere, at én EU-medlemsstat bliver til flere. EU har ingen interesse i at balkanisere sig, så der skal oprettes flere stemmer i EU’s ministerråd. Der ville komme andre nye stater,« siger Mabille og nævner Catalonien, Baskerlandet, Korsika og Bayern som kandidater til selvstændighed og afrunder: »Belgien er uden tvivl det sted i EU, hvor staten ser mest skrøbelig ud. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken. Men hvis EU bliver ved med at overleve, vil Belgien fortsat eksistere om 20 år, men det bliver som et stadig mere tomt sneglehus,« siger Mabille.

Undskyldning
Uanset den usikre hjemlige succes med at forandre Belgien, så har Verhofstadt og Michel skabt en vis opmærksomhed i udlandet. I 2000 gjorde Verhofstadt således noget, en Thatcher aldrig ville have gjort. Han besøgte Rwanda, hvor han som den første statsleder mødte op og gav landet en officiel undskyldning. Og det var ikke for Belgiens opførsel fra den fjerne kolonitid i 1916, hvor Belgien fik udvidet kolonien Congo med Rwanda og Burundi, men for Belgiens medansvar for folkemordet på 800.000 tutsier i 1994.
Mere af samme skuffe fulgte i 2000, hvor regeringen nedsatte en parlamentarisk undersøgelseskommission, der skulle undersøge Belgiens rolle i mordet på det uafhængige Congos første præsident, marxisten Patrice Lumumba i 1961.
En historiker med adgang til udenrigsministeriets arkiver udgav en bog, der påstod, at Belgien havde både ønsket og medvirket til Lumumbas død. Kommissionens rapport tildelte i november den daværende regering et »moralsk ansvar« for mordet, men ikke et juridisk.
Xavier Mabille advarer dog mod at overvurdere den reelle politiske rækkevidde af regeringen Verhofstadts bodsgerninger: »Jeg vil forsøge at sige det på en pæn måde. Men på tidspunktet for Rwanda-folkemordet var Verhofstadts liberale parti i opposition. Og på tidspunktet for mordet på Lumumba sad de liberale i regering, men de havde ikke de ministerposter, der berørte sagen. Der er noget dér,« siger Mabille tørt uden at uddybe.
Han ser det dog som en chance for belgierne til at se en ekstra gang på sig selv i spejlet: »Jeg tror, at flertallet af belgierne er ret ligeglade. Vi har kun diffuse minder om Congo, det er en fjern fortid. Men Lumumba-undersøgelsen har dog betydet, at man har hevet ting frem og gjort historien mere veldokumenteret. Det er positivt og rummer en mulighed for, at vi kan blive mere bevidste om historien.«
En halv snes kilometer uden for Bruxelles i den grønne forstad Tervuren står et monument over Belgiens fortid, der ikke har fulgt med tiden – Det kongelige museum for Centralafrika – i daglig tale Afrika-museet – har aldrig forsøgt at minde belgierne om kolonitidens mere ubehagelige virkelighed.
Muséet er et af Congo-kolonisatoren Kong Leopold den Andens mange monumentale bygningsværker, der gav ham tilnavnet ’byggekongen’. En række nyere bøger om kolonitidens brutalitet, bl.a. Adam Hochschilds Kong Leopolds arv, der netop er oversat til dansk, har dog gjort det sværere for belgierne at bevare billedet af byggekongen uskadt.

Håbløst umoderne
Og nu blæser nye vinde også i Kong Leopolds gamle firlængede pragtpalæ. Meget typisk foregår det med belgiernes notoriske sans for selvironi, når den nyudnævnte direktør, Guido Gryseels, med et skævt grin beretter, hvordan hans stillestående museum kan gøres til et museum over, hvordan man engang lavede museer. Bjerge af støvet papmaché, en savanne med mølædte løver og udtørrede vokselefanter. Dunsten af naftalin slår museumsgæsterne i møde.
Gryseels tøver ikke med at tale klart om de håbløst umoderne tilstande i den nationale institution, som han siden august er sat til at lede. »Museet giver et meget ensidigt, kolonipræget billede af Afrika. Det er tilstandene i cirka 1960. Oplysningerne om Congos landbrugseksport handler kun om, hvad der går til Belgien, ikke til det øvrige Afrika,« noterer den 48-årige flamlænding, der har tilbragt over 20 år i udlandet – ni af dem som landbrugsekspert i Etiopien.
Hans kritik af museet stopper ikke med det. Den er gal med alt fra toiletforhold og undervisningsfaciliteter til museets website og den akademiske omverdens adgang til at drive forskning i museets rige samlinger.
Men den politisk set mest besværlige del af den kommende modernisering bliver dog behandlingen af kolonitidens mindre rosenrøde sider. Her afviser Gryseels med bestemthed, at han er blevet ansat med det politiske direktiv at bringe museet a jour i en ny politisk korrektheds navn.
Men han er enig i, at der er noget at tage fat på. Alle, der kender en smule til Congos brutale kolonihistorie, vil undre sig over, at den ikke anes noget sted i den store permanente udstilling. Zoologi og etnografi bliver på intet tidspunkt forstyrret af politik og historie. Navnlig er der intet om det tvangsarbejde, som belgierne pålagde afrikanere for at sikre den effektive indsamling af datidens rigdomme, gummi og elfenben.
Ifølge Hochschilds bog døde op imod ti millioner afrikanere af sult, sygdom og udmattelse i jagten på landets ressourcer. Gryseels vil ikke gå ind i diskussionen af dette tals rigtighed og et påstået afrikansk holocaust. Han nøjes med at love, at der i 2004 kommer en stor udstilling om Belgiens kolonifortid.
»Det bliver ikke nogen nem opgave, for hvordan skal man vurdere fortiden med nutidens øjne. Vold var mere accepteret dengang. Holland har samme problemer med sit Trope-museum. Det er en del af et overordnet europæisk problem. Vi skal prøve at se på fortiden for at gøre det bedre i fremtiden,« siger Gryseels og kaster sig ud i en lovprisning af afrikanernes kreativitet og mod:
»Den almindelige belgier er fejlagtigt informeret om Afrika. De flestes syn er præget af stor pessimisme. Hele kontinentet ses som et håbløst tilfælde. Det skal vi også rette op på med museet,« lover Gryseels.
Han ser generelt historien som en mulighed for at bearbejde fortiden og forme nutidens holdinger: »Hele museets arbejde med at bevare samlingen og lave forskning, der når ud til offentligheden, har det mål at være med til at skabe en bedre forståelse af Afrika, fjerne fordomme og undgå racisme,« siger Gryseels.
Og der er brug for det, hvis man skal tro undersøgelserne, der placerer belgierne blandt de mest racistiske i EU. Det åbenlyst fremmedfjendske parti Vlaams Blok er med 33 procent af stemmerne det største parti i en by som Antwerpen. Netop en af Antwerpens primære aktiviteter – salg og slibning af diamanter – er med til at illustrere, at det aldrig er nok blot at rydde op i museerne og sige undskyld. En ny FN-rapport har for kort tid siden slået fast, at Antwerpens diamantbørser stadig spiller en stor rolle som aftager af de såkaldte blod-diamanter, der finansierer borgerkrige i Afrika. Kritikken kommer på trods af et nyt – og af Belgien højt besunget – belgisk system for certificering af uslebne diamanters oprindelse.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu