Nekrolog
Fredag var Store Dansk Musik-dag på Danmarks Radio. Nu skulle det være. Men der var én, der var større en radio-ledelsens noget fortænkte tiltag. En man ikke kunne mindes via en tilfældig dansk
coverversion. Natten til fredag døde guitaristen, sangeren, sangskriveren og produceren George Harrison på et hospital i Los Angeles, efter en årelang kræftsygdom. Han blev 58 år gammel.
Så sent som i 1999 var der bud efter ham, på en noget mere direkte måde, da han blev stukket ned i sit hjem af en senere erklæret sindssyg person, som hævdede at være på en hellig mission.
George Harrison blev som 15-årig medlem af Liverpool-gruppen The Quarrymen, dannet af John Lennon og med Paul McCartney på bas. Resten er historie, af den kulturrevolutionerende slags.
Albums som All Things Must Pass, The Concert For Bangla Desh og Cloud Nine ville for næsten enhver anden rockmusiker være rigeligt til en plads i de hellige haller, men der var lige det ved det, at George Harrison i 10 år var medlem af The Beatles. Så medmindre man virkelig gør sig umage, kom meget af det dengang til at virke som efterdønninger.
Det var ganske urimeligt.
I skyggen
Nu kan man hævde at Lennon og McCartney ikke er de værste at stå i skyggen af, hvis det skal være. Man får set verden, tjent en masse penge, røget en masse ulovlig tobak og scoret piger og det hele på baggrund af det man allerbedst kan lide, nemlig at spille og synge. Men i skyggen stod han, den stille beatle som vi kaldte ham, fordi dengang skulle hvert enkelt medlem af en gruppe have sin egen etiket. Og der var ikke meget profilering fra hans side.
En lidt bedre end middelgod guitarist med en ikke særligt påtrængende stemme men, skulle det vise sig ikke mindst efter The Beatles med en masse på hjerte.
Bevares, han skrev klassikere som »Taxman«, »Something«, »Here Comes The Sun« og en hel del andre til gruppen, men det virkede alligevel, som om det var noget, han fik lov til af de to chefer. En af de eklatante undtagelser var nummeret »While My Guitar Gently Weeps« fra The White Album. På samme tid storladent og underspillet med kollegial opbakning fra hans gode ven, guitaristen med gudestatus, Eric Clapton. De forblev venner resten af Harrisons liv. Bl.a. hjalp Harrison sin ven igennem en i øvrigt vellykket behandling for herionmisbrug. Efter at
Clapton var løbet med fru Harrison, Patti Boyd. Hvad har man ellers venner til?
Der var andet, mere og bedre at hente, end lejlighedssange til Beatles-albums. Det beviste han med sit første solo-album efter gruppens opløsning, All Things Must Pass.
Tredobbelt succes
Der skulle en tredobbelt pakkeløsning til,for at rumme alt, han havde sparet op i de forløbne år
I sin bog, Lydspor, skriver Torben Bille i forbindelse med samme album: »Da pladen havde været ude et par måneder, betroede han en journalist, at han havde det med den, som en, der har haft forstoppelse i årevis, og så endelig får diarré.«
De fleste af de 23 sange på albummet har en religiøs undertone, et tydeligt bevis på, at det indiske trip, Beatles var på i en periode, hvor de kedede sig gudsjammerligt, for Harrison var mere end en flirt. Yderligere understreget af hans årelange, tætte samarbejde med den indiske superstjerne, sitarspilleren Ravi Shankar.
George frelser verden
På et tidspunkt hvor rockmusikere stadig, for alvor, troede de kunne frelse verden, nåede George Harrison endnu et af sine højdepunkter, koncerten til fordel for flygtninge i Bangladesh. Et overflødighedshorn af superstjerner troppede op, deriblandt Bob Dylan, som på det tidspunkt, 1971, nærmest levede i frivillig stuearrest. Endvidere Ravi Shankar, Ringo Starr,
Clapton, Leon Russell og Billy Preston. Som det ofte er tilfældet ved den slags arrangementer, fandt man aldrig ud af hvor mange af pengene, der overhovedet nåede deres egentlige mål.
Men de 10 mio. kroner Harrison tabte i en retssag omkring kopiering af grundelementerne i det gamle Chiffons-hit »Shes So Fine«, i hans eget kæmpehit »My Sweet Lord«, nåede i hvert fald til sagsøgeren.
Når magien virker
14 albums blev det til for Harrison. Der var lange pauser, og der var langt mellem højdepunkterne. Pauserne brugte den stille mand bl.a. til at poste enorme summer i Formel 1-væddeløb.
På mange af hans indspilninger virkede det ofte som om han egentlig ikke var interesseret, men når han tog sig sammen, virkede magien igen, som f.eks. i samarbejdet med Jeff Lynne fra Electric Light Orchestra om albummet Cloud Nine, som toppede hitlisterne verden over i 1987.
Samme Lynne, Harrison, Bob Dylan og Roy Orbison dannede senere fritidsbandet Travelling Wilburys med kortvarig men verdensomspændende succes.
Til trods for den livsvarige etiket som stille og alvorlig, var Harrison en meget morsom mand med en humor, som bl.a. medlemmerne af Monty Python satte stor pris på. Harrisons filmselskab, Handmade Films, producerede f.eks. Life Of Brian.
Og humoren holdt til det sidste. Da han vidste, hvor det bar hen, indspillede han tidligere i år nummeret »Horse To The Water«, krediteret RIP (Rest In Peace, red.) Ltd. 2001.
