Åbning
Det var en stor begivenhed. Brian Mikkelsen skulle holde sin første tale som kulturminister. Hvad ville han snakke om?
»Han vil nok snakke om kulturarven,« foreslog journalist 1 ved pressebordet.
»Jeg tror han vil snakke om doping«, foreslog journalist 2.
»Det kunne da være sjovt«, sagde journalist 3.
Journalist 2 fortalte, at han havde set en avisforside med ordene »Livstidsstraf for doping«. Han fandt, at straffen ville være lige voldsom nok, til han fandt ud af, at det blot gjaldt udelukkelse fra al sport.
Begivenheden var åbningen af Nationalmuseets nye samling under stor festivitas. I gamle dage var det udsøgte, sjældne ting, der blev vist frem på museerne. I dag kommer også hverdagsting på piedestalen, så måske, kære læser, bærer De rundt på en kommende museumsgenstand i Deres håndtaske, f.eks. en kam, der mangler tre tænder.
Ca. 5,000 genstande fortæller om livet i Danmark fra 1660 til i dag.
Ingen spade
Den røde løber var rullet ud, og præcis kl. 15 ankom Dronningen. Al snak forstummede blandt de mange tilstedeværende på gulvet og balkonerne, hvor folk hang ud fra middelalderen på 1. sal og nutiden på 2. sal.
Dronningen var på hjemmebane. Hun er selv en kompetent arkæolog, men havde ikke på denne dag taget spaden med. Til gengæld havde hun prins Henrik med, og parret blev placeret på to forundringsstole foran talerstolen, hvor rigsantikvar Steen Hvass bød velkommen.
Så debuterede Brian Mikkelsen, stilfærdigt, forbilledligt. Han sagde blankt, at det var hans første tale som kulturminister de kongelige smilte nådigt og han var glad for at debutere i netop Nationalmuseet.
»Her har jeg selv drømt om at blive ansat«, sagde han, og enhver kunne tænke, at kulturministerposten så måtte være et plaster på såret.
Brian Mikkelsen gennemgik hele Danmarks historie på 5-10 minutter, fra dengang hedebønderne vandrede til hovedstaden med deres jydepotter og hoser. De var gode handelsfolk, og det er jyderne også i dag. Så fulgte cykelferierne og siden charterferierne.
Blandt gæsterne sås Ebbe Kløvedal Reich og Piet van Deurs.
Vi er underlige
Slap Brian Mikkelsen godt fra sin tale, så gjorde Hendes Majestæt Dronningen det så sandelig også. »Hun taler uden manuskript«, konstaterede en tilhører beundrende, og det var sandt.
Dronningen opholdt sig også ved det forunderlige i på et museum at se ting, som man genkender fra sine bedsteforældres eje eller måske ser man pludselig et håndtag »som det i vores sommerhus«. Ting, »som vi ellers er glade for«, kommer pludselig på museum, sagde hun og forudså, at folk engang vil sige:
»Sikke nogle underlige mennesker i det 20. århundrede. Hvordan ku de dog leve der?«
Den morsomme tale hilstes med lange klapsalver.
Monas mission
Talerstolen var på hjul og blev skubbet bort af tre mænd i sort, som blev afløst af syv-otte mænd i sort, hvoraf den ene var sangeren Steffen Brandt, og de andre var TV-2-musikere. Han filosoferede lidt over begrebet magt, venligt forstås, og sang så sin Tornerose-sang, der også indeholder noget om kong Chr. II, der »går rundt og tvivler« på Sønderborg Slot. Med andre ord en historisk sang.
Efter det forsvandt de royale, der var ledsaget af bl.a. en hofdame og en officer, op i udstillingen. Jeg traf en bekendt, Mona, som engang arbejde på Postterminalen, men nu gik rundt og så tough ud med skarpladt personsøger i alarmberedskab med den specialmission at servicere gæsterne. Hun var blevet ansat på museet i et job et sted midt imellem direktør og piccoline. Hun sagde, at de ansatte var dem, der stod på balkonerne, mens gæsterne udefra stod på gulvet. Orden i sagerne.
Stolt af Danmark
Pressebordet viste sig at være et fadølsanlæg. En mand kom med en spand isterninger, og der blev run på en lille pølsebod, der var opstillet i foyeren, omkranset af stand-up-borde med store parasoller fra Steff-Houlberg. Ja, der blev virkelig trængsel, men som Steffen Brandt sang:
»Kærlighed besejrer alt...«
En i træ udskåret kriger med sværd og skjold overvågede os fra en syv-otte meters totempæl, hvor han udgjorde toppen.
Det var meget nationalmuseumsk, og som formanden for Dansk Kunstnerråd, Kjeld Løfting, sagde, da jeg antraf ved udgangen: »Jeg er stolt på mit lands vegne!«
