Læsetid: 5 min.

Strømmen lever

Efter 15 års pause har det begavede udstillingskollektiv Ny Abstraktion ladet sig friste af mulighederne på Arken
8. december 2001

Udstilling
Ny Abstraktion blev stiftet i 1976 af kunstnerne Torben Ebbesen, Klaus Hillingsøe, Tonny Hørning og Finn Mickelborg. Som sig hør og bør udsendte de 2. februar 1976 et Manifest og i 1977 en udstillingsavis New Abstraktion. Gruppen blev udvidet med Merete Barker, Niels Nedergård, Viera Collaro og Margrete Sørensen. 1984 forlod Torben Ebbesen, Margrete Sørensen og Tony Hørning gruppen og Hjördis Haack, Peter Holck, Claus Jensen og Bjarne v.H.H. Solberg sluttede sig til. 1986 opløstes sammenslutningen og i 1987 døde
Niels Nedergård. Der var fire, der var otte, tre gik, fem kom, så var der igen otte og nu er der tolv + Nedergård.
Magien omkring tallene illustreres af Tony Hørning i et bastant højglanspoleret mahogni møblement med sølvindlagte korstegn som symboliserer medlemmernes antal; den rene frimurer-okkultisme i dyre materialer, og meget langt fra hans tidligere markerede evne til at involvere det aktuelle rum.

Til stedet
Dette at en kunstner konstruerer sit værk, site specific, til de konkrete omgivelser, er velkendt, men var et væsentligt og nyt programpunkt, da sammenslutningen skabtes.
Et andet programord, lanceret af Finn Mickelborg, var modulationer, dvs. dynamiske farveovergange, som skaber bevægelse, hastighed og tid (de gamle futurister i salig erindring). Hans bidrag på Arken er de sorte konturer af en kæmpemæssig, spraymalet løber, fint proportioneret til den væg han løber langs.
Smukke farvemodulationer ses til gengæld på tre kosmiske lærreder af Claus Hillingsøe og i de store tavler, hvormed Niels Nedergård mindes. Også Eva Öhrling maler. Hun bruger en blanding af trompe l’oeil-effekt og abstrakt lyrik. Gennem hendes lærreder løber strøg som filtrede bånd af kulørte serpentiner og fra kanterne siver konkrete skygger fra en anden verden ind over baggrundens sarte himmel/hav-modulationer.
Naturen selv med skyer og spejlinger er bragt ind, som en genklang af korridorens lange vinduesbånd, i Hjördis
Haacks metervis af blå malerier oppe under loftet, hvor de både åbner og lukker væggen. Og der skal store formater til for at hamle op med de givne proportioner, som f.eks. Merete Barkers maleri, Durga Ghat. By day, by night på 4,7 x 8,4 meter. Billedet består af to mørke og gådefulde partier med ruiner adskilt af en frise af fotografier i klart dagslys af husene og menneskelivet på trapperne ned til Ganges. Dog virker det skarpt fikserede, konkrete og virkelige liv ligeså fjernt som de anede motiver i det romantiske mørke.
I en noget anden genre er Peter Holcks erotiske konkretisme, hvor ukropslige figurer af klodser, kugler, stave og plader fornøjer sig elskovsfuldt. Techno-Tantro kalder han
serien, som ville få de gamle suprematister til at korse sig, og det er netop meningen.

Det skulpturelle islæt
Per definition er det de fire centrale, skulpturelle indslag som stærkest præger korridoren. Torben Ebbesen flankerer nedgangen til grafik salen, hvor en række gamle fotografier genkalder Ny Abstraktions historie. Han møder med tre arbejder. En hund af klodser, Schuberts hund i en kasse, som ikke er et jomfrubur, en planke af jern som ikke er en træstamme, men som dog har sidegrene og årringe og et fotografi af en kollektion af grønne knapper så store som tallerkener og på arkets bagside deres fortøjning med snore så livagtige, at man fristes til at pille, og som tilskuer et silhuetklip i jern af en lille dreng med forkerte proportioner. Alt i alt tre arbejder, som fungerer mellem æstetik og koncept, visuel erindring, virkelighed, fantasi og bedrag.
Mest dominerende og dramatisk er Bjarne v.H.H. Solbergs pulserende Global Heart Circulation. I centrum en stor, skinnende tank, hvorfra blodrød væske pumpes gennem arterier og et kredsløb af blanke tønder med galdegrøn gift. Til sidst ender blodstrømmen oppe under loftet, hvorfra den i stød sprøjtes ned i tanken igen. Det er en dramatisk og monumental kommentar. Også Viera Collaros installation er rød, men lysende rød og formet som en korridor, der leder frem til en stjerne af guld. Vi inviteres gennem den smalle korridor for at opleve forløsningen efter en klaustrofobisk passage med baggrund i hendes egen historie – og her er en happy end. Det tredje rums struktur er skabt af Margrete Sørensen. Det er en otte meter høj, tresidet galge, hvori er ophængt 24 brædder af cedertræ, en for hver måned, og med dagene og månens stilling markeret; en slags kalenderstokke. Træet har sine naturlige farver og ophængningen tillader plankerne at svaje let og levende i slægt med hendes dekoration til kommunikationscentret i Hillerød.

Konklusion
Det er kun punktvis lykkedes for kunstnerne – og bedst for Finn Mickelborg – at spille op til den både agora- og klaustrofobiske korridor. Ganske vist har Claus Jensen markeret afslutningen i den ene ende med fire orangemalede plader, men jeg forstår ikke, at de to meget dramatiske og spidse vinkler helt inde i bunden, ikke er blevet udnyttet ligeså lidt som det store spand fra den ene ende til den anden. Det store sug kunne have været aktiveret udenom eller oven over de enkelte kunstneres territorier. Jeg savner noget vildt og fantastisk, som kunne knytte hele kunstner-dusinet og hele korridordækket sammen.

Tilgift
Som tilgift kan nævnes en lille udstilling af Margrete Sørensen i Galleri Weinberger. Margrete Sørensen har altid vidst at forene sense og sensibility. I en serie arbejder på papir er hovedmotivet et fotografi af en krans flettet af metaltråde hentet fra Østen, hvor den er knyttet til bryllupsceremonien. Til kransen er heftet forskellige symboler; man finder en skildpadde og aner en hejre mellem sløjfer, spiraler og cirkelslag. Hun bruger kransen hel eller som fragment integreret i en overordnet struktur. Rette linjer, cirkelslag og ovaler insisterer på orden, mens sarte farvestrøg i grålige og orange toner siver ned over det hvide papir, og overlappende, halvtransparente papirstykker slører eller dækker med sort farve. Nogle cirkelslag er helt kontante, men må opgive at holde styr på en amorf masse af gråtoner. Uden at det bliver til konflikt sameksisterer vidt forskellige udtryksformer.
12 ure indbygget i bunden af konvekse skåle af bambusfibre som årringe i smukke farver signalerer tidsforskelle og samhørighedens NU, her og andetsteds.

*’Ny Abstraktion – Rum 2001’. Arken. Museum for Moderne Kunst, Skovvej 100, Ishøj. Ti.-sø. 10-17, on. 10-21. Til 3. mar.
*Margrete Sørensen. Nye arbejder 2001. Galleri Weinberger, Valkendorfsgade 13. Ti.- fr. 11-18, lø.11-15. Til 22. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu