Læsetid: 4 min.

Suleyman den Prægtige - Osmannerriget på toppen

Osmannerriget i 1500-tallet var Europas mest frygtede stat – med en af Europas mest avancerede kulturer
27. december 2001

Osmannerne
Det er blevet sagt spøgefuldt - og ikke spor smigrende - at den eneste fornyelse, tyrkerne har bragt verden, er knaphullet! Det er dog en stor underdrivelse.
Det, der var karakteristisk for Osmannerriget, var evnen til at føje kulturstrømninger og impulser fra mange sider sammen i et konglomerat, som afgørende har fået sat sit præg på eftertiden. Riget var stærkt og rigt nok til at bygge videre på den romerske og byzantinske arv i infrastrukturen.
Vejnettet blev udbygget, nye broer konstrueret, berømtest broerne over floden Drina i Visegrad, Bosnien, og over Neretva-floden i Mostar, Hercegovina, begge fra 1500-tallet. Der byggedes landevejskroer, køkkener for de fattige, hospitaler, biblioteker, koranskoler, moskeer og tildækkede bazarer, ofte kombineret med hinanden, så indtægterne fra den ene indretning var med til at finansiere den anden. Arkitekturen, både i form af broer, akvadukter og moskeer, nåede en fuldendelse i både æstetisk og teknisk henseende. århundredets største arkitekt, Sinan, i øvrigt et af de kristne græske drengebørn, som var blevet tvangsudskrevet til omvendelse og statstjeneste, skabte enestående værker, som er blevet stående som en inspiration for senere tiders moskearkitektur.
Officielt gjaldt der et forbud mod billeder af levende væsener for muslimerne i Osmannerriget. Det forhindrede dog ikke sultanerne i at opbygge et vældigt bibliotek af billedrige værker fremstillet i Iran og Centralasien, i områder hvor billedfremstilling var tilladt, fordi man der tilhørte den shiitiske retning inden for Islam. Og det forhindrede ikke, at der udvikledes en rig blomsterornamentik især i form af flerfarvede kakler, som produceredes i det nordvestlige Lilleasien og var et vigtigt led i de smukkeste moskeers udsmykning.

Kakler og kogekunst
Også kaklerne er noget, som har levet videre til i dag. Så var der kogekunsten. Det store sultanpalads i Konstantinopel/Istanbul bespiste hver dag omkring 10.000 mennesker, og her udvikledes et af verdens fineste køkkener, det osmanniske paladskøkken, præget af stort raffinement. Dets betydning for det moderne Balkankøkken er helt grundlæggende. Det er ingen tilfældighed, at ikke blot hos de muslimske, men også de kristne Balkanfolk, der har levet under Osmannerriget, er en række af de grundlæggende ord i hverdagslivet af tyrkisk oprindelse.
Hoffets kultur var præget af mange indflydelser udefra, ikke mindst fra den forfinede iranske kultur. Det store Topkapi Saray, rigets administative centrum med sin pragtfulde beliggenhed ved Bosporus, fik den eneste raffinerede bygning efter den anden, fyldt med rigdomme, hvoraf mange af kostbarhederne kom så langt væk fra som fra Indien og Kina.
Udenlandske rejsende, som kom til hovedstaden i det mægtige og frygtede rige, undrede sig over fænomener som vandforsyning og kloakering. Det genrejste Konstantinopel mindede som by mere om det gamle Rom end om samtidens ret uhygiejniske europæiske byer, som endnu var små i sammenligning med den osmanniske storstad. De tyrkiske bade videreførte de gamle traditioner fra Rom og Byzans.
For de økonomiske ressourcer var tilstede, ikke blot i hovedstaden, men også i større byer som Thessaloniki, Edirne, Bursa og Izmir.
Riget havde klart sit tyngdepunkt i Europa, og S¸leymans yndlingshustru Haseki Hurrem, bedre kendt under navnet Roxelane, var af kristen, formentlig russisk oprindelse. Netop Roxelane var den sultanhustru, som kom tættest på at gøre monarken monogam, og hun udnyttede hensynsløst sin indflydelse over manden til at så splid mellem ham og hans ældste søn, så det i sidste ende blev hendes egen søn Selim (II, 1566-74) som blev S¸leymans efterfølger. På samme måde havde hun fået elimineret Suleymans storvezir Ibrahim Pasha, en græsk-født janitshar som hun syntes havde fået for stor indflydelse på hendes mand. Selim selv var ikke uden evner og uddannelse, men svingende og drikfældig – han indleder en række af sultaner af ringere format end Suleyman I.
Statsmaskineriet kørte imidlertid tilsyneladende uforstyrret videre, og 1500-tallet er karakteriseret ved flere betydelige storvezirer, især Mehmet Sokullu Pasha, en serbisk-talende kristen fra Bosnien, som var blevet opdraget som janitshar. Mehmet Sokullu er især kendt for den smukke bro, han lod bygge i Mostar, Hercegovina. (Broen blev skudt i grus af de bosniske kroater under deres belejring af det muslimske Øst-Mostar i november 1993.)

Suez skrottet
Mindre kendt er det, at Mehmet forelagde sultan Selim II et projekt, som ville have ændret historiens gang: bygningen af en Suez-kanal. Men sultanen ville hellere bruge ressourcerne på at kappes med faderen på den militære område, han indledte en erobring af den kristne ø Cypern og sendte en stor invasionsstyrke med en flåde mod Italien. Førstnævnte projekt lykkedes i 1571, mens sidstnævnte mislykkedes samme år – og det var første gang, tyrkerne led et alvorligt nederlag i over 150 år.
Søslaget ved Lepanto demonstrerede, at tyrkerne ikke var nær så overlegne til søs som på landjorden og at det var urealistisk at forestille sig, at tyrkerne efter erobringen af Konstantinopel også skulle erobre Rom. Heller ikke det Tysk-romerske Riges kejsersæde Wien var det lykkedes Selims fader Suleyman at erobre i 1529, selvom det havde været tæt på.
Osmannerriget syntes kort sagt at være ved at nå sin yderste mulige udstrækning. Men så kom de kristnes uenighed i 1600-tallet til at give nyt håb om at skabe et tyrkisk-islamisk verdensherredømme.
Det vil der blive fortalt mere om i morgen.

*Anden artikel i en nytårsføljeton om Osmannerrigetstorhed og betydningen af dets fald. Den første blev bragt d. 24.12.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her