Læsetid: 5 min.

Hvad tænker biæderen?

Klaus Rifbjergs nye prosadigte, der udkommer på 70-årsdagen, er atmosfæriske konfrontationer med de sammensatte følelsers kispus i sprogmusikalske konstellationer
14. december 2001

(2. sektion)

Digte
Hvad er meningen? Den er, at »den lette sommerkjole falder kønt over alt det levende kød. Hånden på skulderen ejer sin egen selvfølgelighed.« Det er en sådan stille morgen af intens idyl, hvor alting melder om forbundne kar, duernes kurren høres næppe. Det er som en drøms forlængelse, som først brydes af duernes opfløj og vingeklapren.
Det er titlen og et nødtørftigt referat af slutdigtet i Klaus Rifbjergs 70 epifanier, i anledning af fødselsdagen lige så mange prosadigte som leveår.
Epifani forklares på forsatsbladet som »en pludselig intensiv oplevelse, fx af det trivielle og banale«, altså en verdslig brug af et antikt og kristent begreb om åbenbaring, især om de hellige trekongers syn af det guddommelige barn. Vi er nu i sansernes verden, og dog lyder spørgsmålet om meningen i forbindelsen med duernes vinger, »der dasker mod hinanden både over og under kroppen«. Et underligt fænomen, et tegn, der ikke skal tydes, men antyder løftelsens mærkværdige karakter. Og en af de vignetter, der nu og da indskydes mellem epifanierne, leverer udgangen på den forunderlige bog med lyden af en kurrende due – på den protestantiske kirkegård. For idyllen findes ikke uden bevidstheden om døden. I det grå landskab mellem grave og søjler snor en klematis sig. Og »hvis man lytter nøje efter, kan det høres, når dens knopper brister og blomsten spreder sine blade. Blå.«
Så diskret antydes de dramatiske yderpunkter i eksistensen over en ellers vid skala af stemninger, tilstande, situationer, indledt af det tumultagtige ’Det var en mørk og stormfuld aften’, hvor det indre tryk af eksplosiv styrke munder ud i en fin buet stråle af syngende urin. Et fantastisk udbrud af poesi over kroppens funktioner, hvor gudernes sprog er hentet ned på jorden.
Rifbjerg har tidligere skrevet en samling prosadigte, Udenfor har vinden lagt sig (1984), også den ledsaget af Arne Haugen Sørensens akvareller, som her suverænt skitserer den utvungne originalitet i Rifbjergs sprog, der nu driver den særlige genre i højden. Der er ingen tvivl om epifaniernes karakter af hovedværk. I det ydre i et smukt trykt A4-format.

Baudelaire indførte prosadigtet i 1860’erne og beskrev det som »åbenbaringen af et mirakel«, en poetisk-musikalsk prosa uden rytme og rim, smidig nok til at kunne forme sig efter sjælens lyriske bevægelser, drømmeriets bølgen og bevidsthedens nervøse spring. Kroppen glemte han dog ikke, men især som et arbejde i sprogets krop. Med Rimbaud og Mallarmé fik prosadigtet en status i den tidlige modernisme omtrent som sonetten før i tiden, herhjemme som del af Johannes Jørgensens symbolisme.
Prosadigtet skrives ud i ét, så kort, at det som hos Rifbjerg kan stå på én side, som ét åndedrag, én bevægelse, men sammensat. Det er en næsten enstrenget oplevelse som i det refererede slutdigt eller f.eks. i det indtagende digt, hvor man ser en kvinde gå rundt om hjørnet ved sommerhuset med madvarer til flueskabet, fanget i rytmen lige nu, men det består af mange komponenter. Kroppens bevægelser bliver et sjæleligt billede, fuldstsændigt hverdagsnært af en mærkelig ynde, hvor hun med pedantisk omhu åbner og lukker skabet omhyggeligt, vagtsom over for de insekter, der hører med i terrænet.
Det har alt sammen med ritualet at gøre, de indøvede, uvilkårlige gentagelsers mønster, der pludselig forstørres, 'de-sammensatte-følelsers kispus' som i situationen foran havelågen med den særlige låseanordning, man i beruset tilstand opfatter som både fortrolig og risikabel. Hvad betyder det at træde ind? Og så dette klik! der genlyder så mange steder i forfatterskabet. Klik for epifani.
Situationen ved lågen har en line til sidste års flueøjede erindringsbog Huset, ligesom der selvsagt atter er givet plads for barndommens Amager i disse formstøbte prosadigte, hvor det så tydeligt er den sproglige struktur, der skaber nye atmosfæriske konfrontationer, ikke en egentlig metafysik.
Hvem ved, hvad biædere tænker? lyder en bemærkning. Det uforklarlige har digterens højeste interesse. Tingenes iboende mærkværdighed, den selvberoenhed, man ikke kan komme om ved. Det ubeskrivelige. Som den fugt, der sætter sig på broens rækværk, ikke menneskeskabt som alt det andet.
Nu er der det med det ubeskrivelige, at det kan beskrives. Prosadigtets insisteren i tilnærmelser er jo løsningen, poesien i sproget. Her ender det i synet af vand under broen. »Der er ingen tvivl, det er noget andet end fugt. Så er det sagt«.
Så er det sagt. Med udsigelsens vægt. Epifani.
Der er megen natur i bogen, naturligvis. En gammel have f.eks. som ligger dér i sin egen langsomme forvandling, hvor man kan gå og føle sig fremmed. Ikke uvelkommen, men ikke i dens fortrolighed. Man hører til og hører ikke til. Sådanne fine balancer i indføling og respekt er ejendommelige, ikke-besiddende, objektive i et nærvær af vished om stikkelsbærbuskene, georgineknoldene i hjørnet, de hviskede phlox og en død regnorm. Vi er langt fra symbolismen.

Bogen har det enhedspræg, som genren trods dens mange variationsmuligheder giver. Stemmen er umiskendelig, men har roller og registre af varme, spot, ironi, fagtløs og frygtløs nøgternhed, en sproglig jordbund af fint sand, blød muld og hårde skærver. Dér lander en pragtfuld ugle, som Haugen Sørensen har tegnet lige ind i sproget, ned gennem skorstenen, rundt i stuen i drønende panik, indtil valget falder på at give den en skovl i hovedet. Og nu »bar lydløshed, der kan høres i hele stuen, ja i hele huset.« Også en epifani, eller næsten en anti. Panik i bunden af skorstenen. På bunden i mange henseender, nede i skammen, ubehaget, væmmelsen og fugleflugtens
løftelse.
Der er natur og der er interiører, i huse, lejligheder, butikker, rituelt selskabsliv, udpinte lange nætter i morgenlyset. Skænderiets fysiologi, jalousiens manøvrer, samlejets eksotisme og nærhed, ungt kys under pæretræet, sex på kældertrappen, det søvnløse barns øjne, rusen, lugten, lokumshyggen, familiemedlemmernes og fortidens stadige huseren.

Solsortfløjtet
Bogen er let at læse, let i den gode betydning, men også langsom, indtil man finder rytmen, tonaliteten i de tætvævede mønstre, synsvinklernernes pegen mod et måske usynligt centrum. Det er hele tiden kræfter på færde, hvis elementer søger indad, til stedet, stilheden, der atter søger sin udvidelse i læseren. Der er meget at gøre – f.eks. for at komme ud af den knugen, som skabes i morgenværtshuset under togstationen, hvor de sivende branderter hænger og smager inde i munden som den blikplade, der er spændt op over det hele som himmel, mens toget kører gennem hovedet. Morgenlys lige før det regner. Et virtuost skrivestykke. Her en næsten umærkelig løftelse, der generelt indgår i grundmønstret, det lyriske ritual. Som en toccata, en fantasi med fugapræg. Indad, nedad, udad. »Solsorten trækker fløjtet indad, synger som et barn, mens de hvide blade drysser. Vådt græs.«
Så enkelt.

*Klaus Rifbjerg: 70 epifanier. Prosadigte. Illustreret af Arne Haugen Sørensen. 95 s., 395 kr. Gyldendal. Udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her