Læsetid: 3 min.

Tape fra en halv mand

Sammenhængen fortaber sig i selvbiografisk ny roman af nobelpristageren V.S. Naipaul
5. december 2001

Ny bog
V. S. Naipaul er blevet kaldt et grimt menneske, der skriver skønt. Grimheden har ikke mindst været på banen i optrækket til udgivelsen af den seneste roman, Et halvt liv – hvor den trinidadiske enfant terrible fandt det passende offentligt at tilsvine forfatterkolleger som den afdøde R. K. Narayan og udbasunere sin foragt for bøssekarle som E. M. Forster, James Baldwin og John Maynard Keynes.
Et halvt liv, der udkom kort før Naipaul fik Nobelprisen og nu foreligger på dansk, er imidlertid alt andet end skønt skrevet – tværtom er den sine steder omhyggeligt klodset og næsten ubehjælpsom i sin sproglige form. Dette er en teknik, der er gennemgående hos Naipaul også i tidlige romaner og rejseskildringer, og hvis effekt er flertydig – nogle gange demonstrerer den figurers indskrænkethed, andre gange en påvirkning af fortællerens perspektiv under pres. Den kan tilstræbe autencitet i skildringen af hvordan et oplevelsesunivers er tillukket, men kan også virke som blot poetisering eller mystifikation.
Den nye roman er tydeligvis selvbiografisk inspireret og tager udgangspunkt i temaer fra den brevveksling med sin far, Naipaul udgav i 1999, Letters between a Father and a Son, der fokuserede på det post-koloniale som opbrud, der ikke fuldføres, men frustreres og kvæstes af omstændigheder, historisk inerti og de opbrydendes egen utilstrækkelighed og halvhjertethed.
Ordspillet i fornavnet på hovedpersonen i Et halvt liv – Willie Somerset Chandran - er uoversætteligt til dansk, og Jesper Klint Kistorp forsøger sig heldigvis ikke. Romanens første del skildrer Willies fars liv som fattig brahmin i en indisk maharaja-stat i 1930erne, hans mislykkede uddannelse, liv som hellig mand i et tempel, hans frustrerede ægteskab med en kasteløs kvinde, og hans møde med W. Somerset Maugham under et besøg i Indien, der danner baggrund for sønnen Willies mellemnavn og udgangspunkt for dennes senere litterære ambitioner.
Romanens anden del omhandler Willies tid i London i 1950erne, hvor han som Naipaul selv lever som kuet og fremmedgjort student fra kolonierne, har pinefulde oplevelser af seksuel utilstrækkelighed, men også skriver hørespil og begynder at finde sine ben som skribent, og i processen oplever både frihed og tab i forhold til sin opvækst og baggrund.

I midten af ingenting
I London møder Willie den portugisiske kvinde Ana og rejser med hende til Moçambique, hvor hendes familie har store jordbesiddelser, og hvor romanens tredje del udspiller sig. Her bliver Willie del af en hvid kolonial overklasse i de år, hvor dens magt og livsgrundlag undermineres af afkolonisering og befrielsesbevægelser, og krig og opløsning nærmer sig fra alle sider.
I denne sidste del af romanen rekapituleres temaer og stemninger fra Naipauls tidligere Afrika-romaner og med en lignende fascination af og leven sig ind i civilisationen som en hvid fæstning, der trues af en sort omverden af ’afrikanere’ og uudgrundelig fremmedhed. Samtidig intensiveres Willies seksual-liv og hans problemer med sin willie, men uden nogen egentlig modning eller forløsning, og sine heftigste oplevelser har han på bordeller i bushen. Det er ikke helt klart hvad der er på spil her, men Naipaul synes at ville vise, at den post-koloniale halvhed også manifesterer sig som mangel på evne til at blive fuldt og helt voksen.
Romanen bryder af midt i det hele og fremstår således selv som noget af en halv bog – Willie bliver træt af at leve ’Anas liv’ og forlader Afrika, mens en ny styreform forsøger at etablere sig og bekæmpes af Renamo-terror – »den bedste del af mit liv er gået, og jeg har ikke fået gjort noget som helst.« Hvad der er gået forud tæller altså ikke, og det der skal gøres, skal åbenbart ikke gøres dér hvor han er.
Det er en frustrerende slutning for Willie, men er det i lige så høj grad for læseren, der bliver abrupt forladt i midten af ingenting. Et halvt liv er usammenhængende i sin tre-delte opbygning og virker halvskrevet og uinspireret – som et opkog på temaer og formuleringer fra et tidligere så gloriøst forfatterskab, der nu er løbet tørt og kun kan køre i tomgang. Og det er paradoksalt, at denne roman - der må være blandt det mindst vellykkede V. S. Naipaul har skrevet – udkommer samtidig med, at han nu endelig har fået den Nobelpris, han så længe har efterstræbt.
Heldigvis betyder Nobelprisen også, at Naipauls tidligere værker nu genudgives, så måske vil det være bedre, hvis læsere der vil i lag med ham glemmer alt om Et halvt liv og i stedet koncentrerer sig om fordums storhed.

*V. S. Naipaul: Et halvt liv. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 212 s., 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu