Læsetid: 7 min.

Troen på magt er rystende naiv

Vi taler om de forkerte ting. Frederik Preisler peger på problemer og spørger: Hvor bliver den sunde fornuft af?
28. december 2001

(2. sektion)

Interview
Propaganda: Frederik Preisler er direktør for et reklamebureau, som hedder Propaganda. Det var Propaganda, der skabte »Samtale fremmer forståelsen« for Mobilix og hjalp dem til at skifte navn til Orange, og det var Propaganda, der ved forrige folketingsvalg skabte den kampagne, som førte Socialdemokratiet til magten. Igen.
Da Preisler for nylig holdt tale for kapitalismekritikeren Naomi Klein, nævnte han en bog:
»Det er ikke sikkert«, sagde han, »at denne bog vil ændre verden. Men det er meningen.«
Preisler talte ikke om Kleins bog No Logo, men derimod om en bog skrevet af filosoffen Peter Zinkernagel. Og udgivet af filosoffens søn, Frederik Preisler. Bogen hedder Tilvante Forestillingers Magt.
»Det er fuldstændigt rystende at opleve de konventioner, som binder reklamefolk til at være reklamefolk, politikere til at være politikere og journalister til at være journalister: De konventioner forhindrer folk i at tale meningsfuldt om noget som helst. Når en reklamemand begynder at tale om politik og filosofi, begynder folk med det samme at ville koble det til reklamemandens virke som reklamemand. Det er meget naturligt.«
»Det hører med til den journalistiske konvention, at også du kommer her til mig og gør det. Det hører også med til en anden konvention her i Danmark om, at filosofi er noget, som er svært. I Danmark har vi en forestilling om, at filosofi handler om en hvidhåret mand, der sidder på et bjerg og tænker dybe tanker, som ingen andre forstår. Det er noget sludder. Filosofi er måske noget af det eneste, som vi alle sammen kan være med til.«
Zinkernagels bog tænker filosofisk, videnskabeligt og politisk i én manøvre. Tingene hænger sammen. Det er bog, som griber tilbage til en tanke, som er grundlæggende for vores demokratier: Magt korrumperer. Sat på spidsen og resumeret i fire sætninger fremtræder Zinkernagels kritik af koncentrationer af magt: »Vi ved alle, at krige og økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød. Vi ved alle, at krige og økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af det, at vi tror, at magtkoncentrationers er tilladelige.«

Preisler arbejder med at skabe vækst i magtkoncentrationer, Zinkernagel arbejder for at minimere magtkoncentrationers vækst:
»Det har jeg ikke nogen problemer med. Jeg har for længe siden gjort min stilling op: Jeg er reklamemand, jeg er lejesoldat. Inden for lovens rammer kan man hyre mig til hvad som helst. Og jeg vil markedsføre hvad som helst. Den anden side af sagen er, at fordi man arbejder som reklamemand, så har man ikke skrevet under på, at man vil deponere sin evne til at tænke sig om. Sådan kunne det jo godt virke lidt.«
»De fleste reklamefolk har en politisk holdning, som er fuldstændig blottet for egensind. Det er sådan en holdning, som de tror, er salonfähig i forhold til erhvervslivet dvs. kunderne. Det svarer til, at en advokat, der skulle forsvare narkotikaforbrydere, skulle gå ind på en tankegang om, at narkokriminalitet egentlig er OK. Det er det fuldstændigt afstumpede billede, der kommer til udtryk i mange reklamefolks selvopfattelse. Det mener jeg altså ikke, jeg behøver. En ting er hvad jeg lever af. Derudover kan jeg som privatperson godt have en holdning til politik, til samfundsforhold og globale problemer.«

Det er en almindelig antagelse, at globale problemer kræver globale løsninger: dvs. magtkoncentrationer, der er på højde med problemets radius.
Det regnes for økologiske uansvarligt at være EU-modstander. Intet kunne ifølge Preisler være mere forvrøvlet.
»Det er så selvmodsigende, at det næsten ikke er til at have med at gøre: Der er ingen, som kan være uenige i, at alt hvad er findes af krige og økologiske katastrofer skyldes magtkoncentrationers kamp. Det er helt fjollet i et demokrati at forestille sig, at hvis vi bare får nogle endnu større magtkoncentrationer, så skal det hele nok blive godt igen. Det er så rystende naivt. Og det fremføres af ellers begavede mennesker. Jeg mener ikke engang, det er et postulat. Det er en febervildelse.«
– Men dog en temmeligt udbredt febril forvirring?
»Det er hele den tanke, der ligger i, at USA er blevet så stor en magt, at vi nu også hellere må lave en europæisk supermagt for at møde USA. Uanset om vi har studeret filosofi eller økonomi eller politik, ved vi ganske intuitivt, at på de tre områder er magtkoncentrationer effektive, men farlige.«
»Bogens budskab, om du vil, er, at vi simpelthen bliver nødt til at diskutere, hvordan vi indretter os med mindre farlige magtkonstruktioner. Så længe vi ikke vil diskutere det, så længe vi bliver ved med at sige ’ja, men’. Så er der ikke rigtig noget, der er værd at diskutere. Så bliver det pjat at diskutere for eksempel politik. Fordi politik om noget er en diskussion om, hvordan vi indretter os med de mindst farlige magtkonstruktioner.«
– Men det er jo ikke sådan, politik udøves og tænkes aktuelt?
»Nej tværtimod. Vi går vi den anden vej og siger, om det måske ikke er meget godt med det der EU. Det sidste er, at SF gudhjælpemig også har lavet det der knæfald. Eller de er på vej til det. Det efterlader os med to yderliggående partier i dansk politik, som er de to eneste imod EU. Men hvor bliver den sunde fornuft af?«
»Det forekommer omsonst. Ingen vil benægte, at krige skyldes magtkoncentrationer. I samme øjeblik folk har sagt ’ja’ til det, siger de ’men’. Og det handler om at få fjernet det ’men’ og sige OK, hvis vi accepterer det, hvordan kan vi så indrette os med mindre magtkoncentrationer?«

Det man med et langt og sammensat ord kunne kalde magtkoncentrationskritikken bliver næsten mekanisk besvaret med et ’men’ og et ’hvordan’. Folk vil gerne have praktiske anvisninger. Man spørger:
»Hvordan skal vi gøre? Helt konkret altså?«. Og hvis man ikke får svar, så bliver det for abstrakt. For intellektuelt og for filosofisk.
»Det minder mig om en situation på TV2-Nyhederne for et par år siden. Der stod en korrespondent i Moskva og redegjorde for nogle ekstremt komplicerede forhandlinger om opbygningen af den russiske infrastruktur. Og Line Baun Danielsens fortid som sportsjournalist fornægtede sig ikke. Efter korrespondentens referat spurgte hun: ’Nå hvem vandt?’«
»Meningen med den her bog er ikke, at min far og jeg skal redde verden. Det handler om at pege på, hvad problemet er: Hvordan indretter vi os med de mindst farlige magtkonstruktioner. Hvis man ikke ved, hvad opgaven i virkeligheden er, så er det jo umuligt at løse. Min far peger på opgaven. Og pointen er, at hvis en milliard mennesker begynder at diskutere de her ting, så kommer der helt sikkert nogle ekstremt interessante bud.«
– Men det er ikke sket?
»Det er f.eks. meget forstemmende at opleve, at en avis som Information bringer en anmeldelse af bogen, hvor det tydeligt fremgår, at Tor Nørretranders (som gæsteanmeldte bogen, red.) har brugt maksimalt en halv time på at skimme bogen og så konkluderer, at det har man vist set før. Og så i øvrigt bruger tiden på riposterier med min far om for længst overståede stridigheder de to imellem, som ligger helt udenfor almenhedens interesse. Mans han i princippet ikke forholder sig til bogens indhold.«
»Det gør Information, som trods alt har en rolle i det danske mediebillede som en seriøs og tænksom avis, ikke. Hvorimod Politiken bringer et stort interview med min far og finder bogen så vigtig, at den bliver optrykt i sin helhed. Der er jo ikke tradition, at man gør den slags i dansk presse. Det er lidt den omvendte verden. Det plejede at være Information, som gjorde den slags. Men Information har tydeligvis ikke vidst, hvordan man skulle angribe den bog. Måske har man regnet den for svær for sine læsere. Man har regnet den for et stykke filosofi, og det er noget af det værste, der kan overgå en bog i Danmark. Information deltager i den stigmatisering udi åndssvagheden, som i øjeblikket breder sig i Danmark.«

Jeg tror ikke, der er nogen mennesker, som ikke er enige med mig i, at det her går lidt den forkerte vej. Globalt set, lokalt set, nationalt set: Det går lidt den forkerte vej. Man kan mærke, at alle godt ved det. Man laver alle mulige spilfægterier for ikke at adressere problemet. For problemet kræver, at man skal til at tænke sig om. Og det er svært. Det er da en kraftanstrengelse. Og det er jo nemmere at leve videre med den der: Nå ja, det må de følgende generationer tage sig af, for vi har så travlt med vores liv.«
»Det kan godt være, vi var de sidste, der var med til festen, men nu fester vi lige vores generation ud. Det er en ansvarsløshed, der ligger over det hele. Enhver kliché om, at vi giver det her problem videre til vores børn, den er ved gud berettiget. Og de kan med al ret om 10, 20 år spørge os: Snakkede I ikke om det her. Om vi må sige: Nej, det gjorde vi sgu ikke. I år 2001 snakkede vi i Danmark mest om de fremmede. Det brugte vi tiden på at tale om. Der var en filosof, der udgav en bog, men der var nogle intellektuelle aviser dengang og de havde lidt svært ved at se, hvad de skulle bruge det til. Det bliver eftermælet på det her.«q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu