Læsetid: 4 min.

Tyrkernes indtog

Det tyrkiske Osmannerriges fald har udløst en række af de konflikter, som i dag er på verdenssamfundets dagsorden
24. december 2001

Det tyrkiske Osmannerriges fald har udløst en række af de konflikter, som
i dag er på verdenssamfundets dagsorden

Osmannerne
Går vi cirka 1000 år tilbage, møder der os et helt andet Europa end i dag. Danmark og Norge var lige blevet kristne, men i Sverige, Finland og de baltiske lande herskede hedenskaben fortsat.
Portugal og Spanien, med undtagelse af en smal bræmme mod nord, var dele af en blomstrende muslimsk stat, hvis hovedstad var Cordova i Andalusien.
Til gengæld var hørte hele det område, som i dag dækkes af staten Tyrkiet, til det kristne Byzantinske Rige, som også omfattede Balkanhalvøen og havde hovedstad i Konstantinopel, nutidens Istanbul.
500 år senere var alt forandret. Det muslimske herredømme i Spanien og Portugal var blevet udslettet af de kristne stater mod nord, til gengæld havde muslimske tyrkere erobret hele det område, som 500 år tidligere havde været Byzans, og gjort Konstantinopel til deres hovedstad.
At en muslimsk stat etablerede sig på europæisk jord var altså ikke noget nyt. Den arabiske invasion af Spanien fandt sted allerede i 711 og blev først standset et stykke oppe i Frankrig i 732, 100 år efter profeten Muhanneds død. Endnu på det tidspunkt var den muslimske verden styret fra Èt sted, Damaskus i Syrien, og profetens efterfølger, kaliffen, herskede over et område, som strakte sig fra det nuværende Pakistan og Afghanistan i øst til Portugal i vest. Men allerede omkring 750 gik kalifatet i Damaskus under, og de nye kaliffer i Baghdad herskede aldrig over hele den muslimske verden.
Snart dannedes rivaliserende kalifater i Cordova og Egypten, og i 1000-tallet var den muslimske verden ligeså opsplittet som den kristne.

Splittelser baner vejen
Det var muslimernes splittelse i Spanien, som banede vej for den kristne erobring. Og det var de kristnes splittelse i Sydøsteuropa, som banede vej for de muslimske tyrkeres erobring.
Krig mellem romersk-katolske og græsk-ortodokse kristne havde i 1200-tallet ført til en politisk opsplitning af det Byzantinske Rige, som tidligere havde fungeret som det kristne Europas bolværk mod sydøst. Borgerkrig blandt de kristne førte i 1350’erne til, at de indkaldte tyrkiske lejetropper til at bekæmpe hinanden. Og bagefter kunne de ikke komme af med dem.
Baggrunden var, at det var lykkedes tyrkeren Osmans søn Orhan at opbygge en slagkraftig stat med en glimrende hær i det nordvestlige Lilleasien. Det der gjorde de osmanniske tyrkere til noget særligt, var deres kombination af organisatorisk dygtighed, politisk indsigt og store ambitioner. Kernen i både den civile og militære organisation udgjordes fra 1400-tallet af kristne drengebørn, som blev taget fra deres forældre, gjort til muslimer og opdraget til administratorer og krigere.
Det navn, elitekrigerne blev kendt under i Europa, janitsharerne, er en forvanskning af yeni Áeri, nye tropper, og når det er endt som betegnelse for dem, som betjener slagtøjet i et orkester, skyldes det den osmanniske krigsmusik, som var præget af støjende slaginstrumenter og skrigende blæsere – velegnet til at indgyde fjenden skræk.

Ligner romerne
Der er meget i osmannernes succes, som kan minde om de gamle romeres.
I udpræget grad var den tyrkiske elite i stand til at supplere sig med talenter i den undertvungne kristne befolkning i Europa.
Osmannernes administration var brutal, men smidig, og præget af total disciplin. Embedsmænd og officerer var teknisk set slaver, de havde ikke ret til at stifte familie og deres liv helt var i hænderne på herskeren, men de kunne se frem til store fordele og rigdomme efter endt tjeneste, inklusive ægteskab – i særlige tilfælde med en af sultanens døtre eller konkubiner. Etnisk oprindelse var helt ligegyldig, det var troen, som var det afgørende.
I Osmannerrigets storhedstid var det kun muslimer, som hørte til rigets elite. De kristne og jøderne blev imidlertid ikke forfulgt, men pålagt skat, og de fik lov til at leve efter deres egne love. I Osmannerriget talte man om flere ’millet’, folk, hvor det der bestemte, hvilket ’folk’ man tilhørte, alene var religionen.

Multikulturelt
Også i sproglig henseende var Osmannerriget multikulturelt. Den tyrkisk-sprogede elite kunne normalt også arabisk, koranens sprog, og persisk, digtningens sprog. Også sprog som græsk og armensk var udbredt. Dertil kom lokale sprog som de slaviske, samt albansk og rumænsk. Selv spansk var stedvis udbredt, det taltes af de jøder, som slog sig ned i Bosnien og Makedonien, efter at de var blevet forjaget fra det kristne Spanien i 1500-tallet.
Efter foreløbig at have afrundet erobringerne i Europa, foretog sultanerne i 1500-tallet det store spring mod øst og syd. Under Selim I ’den grumme’ (1512-20) erobredes det nordlige Irak, Syrien,
Palæstina, Egypten og det nordvestlige Arabien. Under de følgende herskere underlagde Osmannerriget sig hele Nordafrika frem til Marokkos grænse, de hellige steder Mekka og Medina, resten af Irak, det vestlige Iran, hele Kaukausus.området, Cypern, og i Europa Sortehavets nordkyst, Rumænien og Ungarn.
Der er noget tankevækkende ved, at Osmannerriget cirka 1.600 omfattede næsten alle de konfliktområder, som har skabt avisoverskrifter siden Anden Verdenskrig: Algeriet, Libyen, Palæstina, Irak, Kaukasus, Cypern og Balkan.
Der var altså dengang en statsdannelse, som var i stand til at holde disse problemområder i ro. Men som bekendt ikke for evigt.

*Første artikel i en nytårsføljeton om Osmannerrigets storhed og betydningen af dets fald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu