ABU SNAN »Det kan da godt være, nogen synes, han er martyr, men jeg ved nu ikke rigtig,« siger manden, som står foran sin lille isenkramforretning på hovedgaden.
»Men nu er der jo sket så frygtelige ting i New York, at dette ikke længere betyder det samme.«
Manden, som ikke er meget for at præsentere sig, er blevet bedt om at tage stilling til Muhammed Habeishys eftermæle. Muhammed Habeishy er aktivisten fra Israels Islamiske Bevægelse, som den 4. september sprængte sig selv og tre omkringstående mennesker på jernbanestationen i den nordisraelske by Nahariya. 74 mennesker blev såret af søm og metaldele, som med stor kraft blev slynget ud fra bomben.
Den siges at have været fremstillet af Hamas på Vestbredden, hvorfra den palæstinensiske intifada trækker stadig tydeligere spor ind i den israelsk-arabiske befolkning. Muhammed Habeishy boede i Abu Snan, hvorfra man kan se de hvide højhuse i Nahariya. Bombemanden tilhørte Israels islamiske bevægelse, som sidder på tre af de elleve pladser i bystyret. Dette advarer isenkræmmeren imidlertid mod at slutte for meget ud fra.
Gal mand
Men selvom bomben i Nahariya kan synes at tilhøre småtingsafdelingen i forhold til de massive tab af menneskeliv i USA, kan den være en del af radikaliseringen af konflikten i Mellemøsten. I hvert tilfælde kan den være udtryk for, at de israelske araberes situation er ændret. Muhammed Habeishy er den første fra Israels arabiske mindretal, som har optrådt i rollen som selvmordsbomber.
Hans to sønner blev varetægtsfængslet under anklage for medvirken til drab. Isenkræmmeren er åbenlyst ilde berørt af situationen og hans blik afsøger rastløst gaden mens han taler. Redningen kommer i form at et vrag af en Fiat Uno, som ser ud til at have været mørkeblå engang. Bilen bliver med energiske bevægelser vinket hen til kantstenen, og bag rattet byder Muhammed al-Shoughry indenfor.
»Folk her i byen bryder sig ikke om at snakke med fremmede for tiden,« starter Muhammed al-Shoughry, som er pr-mand for borgmesterkontoret i nabolandsbyen, Kufr Yasif. De to landsbyer med tilsammen 18.000 indbyggere er vokset sammen og fungerer som een byenhed.
Både Kufr Yasif og Abu Snan er relativt velstående. Hver torsdag er der marked i Kufr Yasif og på ugens øvrige dage kommer folk fra egnens mange landsbyer for at købe ind i de krogede gaders mange forretninger. Arbejdsløshed findes også her, men den er beskeden i forhold andre arabiske samfund i Galilæa. I Abu Snan lever en befolkning, som sætter en fredelig hverdag højt, men lige nu føler sig godt og grundigt misforstået.
»Jeg vidste ikke hvem Muhammed Habeishy var, før dette skete. Han var en gal mand, og det er ikke fair at bedømme et helt samfund på hans gerninger,« siger Muhammed al-Shoughry, da vi har sat os til rette på rådhuset.
Oktober 2000
I landsbyen Deir Hanna, ikke langt fra hvor vi sidder, er fire unge mænd blevet anholdt. De står anklaget for at have anbragt en bombe, som detonerede uden at gøre synderlig skade ved Golani vejkrydset, der ligesom jernbanestationen i Nahariya er knudepunkt for mange soldater på vej til eller fra deres baser. De fire havde, ifølge anklageskriftet, også planer om at placere en bombe på en skole i byen Karmiel. De fire fra
Deir Hanna var i lige så høj grad som Muhammed Habeishy et lyn fra en klar himmel, men ikke desto mindre udtryk for en ubehagelig tendens.
Gået lidt på klingen begynder Muhammed al-Shoughry at gå bagom statistikken, som fortæller, at Abu Snan har et af landets højeste antal akademikere i forhold til indbyggertallet. Som var det hele indstuderet på forhånd træder en ældre mand ved navn Jamal Farrar ind ad døren. Han har, trods tre doktorgrader fra ansete udenlandske universiteter, aldrig kunnet drive det videre end en stilling som gymnastiklærer på det lokale gymnasium.
»Se på mig!,« udbryder Muhammed al-Shoughry og hæver stemmen.
»Kommunen har kun råd til at ansætte mig på kvart tid. Ved siden af arbejder jeg freelance for radioen. Jeg dækker alt undtagen sport. Jeg er uddannet jurist, men har i 30 år ikke kunnet finde et ordentligt job.«
Han henviser til en undersøgelse, som blev offentliggjort tidligt på sommeren. Her står det sort på hvidt, at jødiske akademikere har langt bedre karrieremuligheder end deres arabiske medborgere. En lang universitetsuddannelse fører i den arabiske befolkning sjældent til mere end stillinger som reservelæge på et hospital, underordnet medarbejder på et advokatkontor eller et job i folke- eller gymnasieskole. Kun een procent af universiteternes akademiske personale er arabere, på trods af at de udgør en femtedel af befolkningen.
»Vi har levet med diskriminationen lige siden statens oprettelse for 53 år siden, så det er der ikke noget nyt i. Jo, det er sandt at vi også har nydt godt af den økonomiske vækst i landet, og politisk frihed har vi også mere eller mindre, men vi halter hele tiden fem skridt efter den jødiske befolkning i landet. De manglende jobmuligheder er blot eet lille eksempel hvor du end vender dig er der forskelle. Se ud på vores gader! Hvorfor skal her se sådan ud?«
Oktober 2000 er det fast bestanddel i samtaler af denne art. I intifadaens første måned gik de israelske arabere også på gaden, og selv om man her demonstrerede for egne rettigheder og ikke på vegne af de besatte områders befolkning, sluttede mange en forbindelse mellem begivenhederne. 13 arabiske demonstranter blev dræbt i de blodige dage, som mange betragter som en del af en tiltagende radikalisering i Israels arabiske mindretal.
Gør ondt
Det er her, religion kommer ind i billedet.
»Religion er noget skidt. Det fører kun til fanatisme,« mener Labib Khoury, som er tipsforhandler på hovedgaden.
»Det gør ondt helt herind når man ser, hvad der bliver gjort i religionens navn,« siger han og tager sig til hjertet.
»Vi lider alle under det. Jeg er helt holdt op med at tage til Nahariya, for der er mange jøder der, som hader arabere idag, og de kan jo ikke se på mig, at jeg bare ønsker at leve i fred og ro.«
Labib Khoury hører til landsbyens græsk katolske del af befolkningen, men selv om han efter eget udsagn aldrig viser sig i kirken, kan han godt forstå hvad folk søger hos Den Islamiske Bevægelse:
»De er de eneste, som gør noget ved vores socioøkonomiske situation. De har mange penge, som de bruger på forbedringer i landsbyen. De tilbyder billige børnehavepladser, bygger fortove med frivillig arbejdskraft og sætter en hel masse igang, som vi hverken ser fra de almindelige politikere eller staten. De venter ikke på at de offentlige bevillinger til projekterne kommer, men skaffer pengene selv og går igang. Folk kan godt lide, at byen ser pæn ud og så stemmer de islamisk til kommunalvalgene. Jeg kender kristne familier, som sender deres børn i muslimsk børnehave.«
Radikaliseringen
Israels islamiske bevægelse er helt legal og benytter sig af legale politiske metoder. Men med sin spæde begyndelse i lyset af 80ernes første intidafa, hvor de israelske arabere oplevede en lignende mistænkeliggørelse, skal den også ses som en protestbevægelse. Den blev første gang synlig ved kommunalvalgene i 1989 og fik sit store gennembrud ved næste runde i 1994. Siden har tendensen holdt.
»Intifadaen på de besatte områder og vores kamp er to helt forskellige spørgsmål,« fortsætter Labib Khoury og skænker mere kaffe i de små plastikkrus.
»Vi føler med palæstinenserne derovre, men vi deltager ikke i deres kamp. Men selvfølgelig er der en sammenhæng, og den afspejler hele spørgsmålet om vores identitet.«
Indtil Den Islamiske Bevægelse gjorde sin politiske entre identificerede de israelske arabere sig traditionelt med partier på den ikke-zionistiske israelske venstrefløj. Labib Khoury siger tøvende at han giver det zionistiske venstrefløjsparti Meretz sin stemme. Men han erkender, at der selv i den del af det politiske spektrum er en forståelseskløft mellem jøder og arabere.
»Den Islamiske Bevægelse er rent arabisk, og det føler mange sig tiltalt af,« forklarer han.
»Men jøderne forstår ikke Den Islamiske Bevægelse, som navnlig i det politiske klima under Sharon-regeringen bliver slået i hartkorn med de voldelige elementer i Hamas og Hizbollah. Alle er blevet mere radikale i disse tider, og hos os bliver nogle skubbet derud, hvor Izzadin al Kassam (Hamas-gruppe, der er storleverandør af selvmordsangreb, red.) opererer. Og så gør de frygtelige ting i religionens navn. Vi må mane til besindighed, og både Israel og USA må begynde at tænke over, hvorfor de er så upopulære!«
