Læsetid: 4 min.

De usynlige biovåben

Ny bog anskueliggør, at intet effektivt forsvar forefindes mod bakteriologiske angreb
3. december 2001

Mandagsbogen
BOSTON – Det er vist nok sjældent, at forfattere har forsynet til at skrive en bog om et uaktuelt emne og så på udgivelsesdagen opdager, at begivenhedernes gang bekræfter deres tese. Ikke alene er bogen pludselig sikret en kommerciel succes. Forfatterne bliver også øjeblikkets eksperter.
I det foreliggende tilfælde har forfatterne til dette værk om bakteriologiske våben – tre journalister fra The New York Times – været heldige med timingen. Opmærksomme læsere vil dog finde, at de tre faktisk ikke selv tror på biologiske angreb mod USA.
Henimod slutningen af bogen fortæller de, at der kun findes ét eksempel gennem de sidste 20 år. Det har de beskrevet udførligt i første kapitel. Historien handler om en obskur religiøs sekt af indisk oprindelse, der brugte salmonella til at forgifte nogle lokale embedsfolk og politikere i en provinsstad i Oregon i 1984 – uden dødsfald til følge.

Usandsynligt
»Vi anser ikke et fjendtligt bakteriologisk angreb på USA for sandsynligt,« bemærker Judith Miller, Stephen Engelberg og William Broad. I bogens konklusion tilføjes: »Politiske ledere har mistet troværdighed ved at hævde, at et biologisk angreb på USA er uundgåeligt i de næste år – at det ikke er et spørgsmål, om det vil ske, men hvornår det vil ske.«
Den sætning vil de tre nok gerne bide i sig igen. Nogle få uger efter at Germs: Biological Weapons and America’s Secret War kom på gaden i et begrænset oplag, blev det første tilfælde af lungemiltbrand siden 1970’erne opdaget hos en journalist på et landsdækkende formiddagsblad udgivet i Florida. Herefter fulgte fem breve fyldt med milliarder af luftbårne miltbrandsporer sendt til politikere i Washington og medier i New York.
De amerikanske myndigheders værste anelse var med ét gået i opfyldelse, og som alle nu ved verden over, var USA næsten uforberedt på denne type angreb med masseødelæggelsesvåben.
Denne bog forsøger at give et historisk indblik i skiftende amerikanske regeringers håndtering af et kæmpe sikkerhedsproblem for verdens militære supermagt: Hvordan undgå at blive truet med eller udsat for et bakteriologisk angreb fra en mindre stat eller en terrorgruppe?
Trods mange tegn i tidens løb på en voksende fare for bakteriologiske angreb mod mål i USA eller soldater udstationeret i udlandet har amerikanske regeringer og de fleste politikere på tinge stort set ignoreret risikoen. Man har bevilget utilstrækkelige ressourcer til uddannelse af politi og efterretningstjeneste og forberedelse af sundhedsforsorgen på at behandle titusinder af alvorligt syge mennesker inden for en kort periode.

Clinton den første
Som det fremgår af bogen, var Bill Clinton den første præsident, der tog problemet alvorligt. Efter mange strabadser og halvanden års pause under Lewinsky-affæren lykkedes det i 1999 Clinton at få Kongressen til at øge bevillingerne til forsvar mod bakteriologiske våben i et betydeligt omfang.
I dag ved vi af erfaring, at en effektiv vaccine givet til hele befolkningen er den eneste garanti mod et bakteriologisk angreb med f.eks. miltbrand eller kopper. Problemet er desværre, at det tager årevis at lave en vaccine, og inden den kommer på markedet, risikerer man, at fjenden har fremstillet nye typer sporer af bakterien, der kan overvinde vaccinen.
Uanset hvor mange penge amerikanerne agter at poste i andre slags forsvar mod denne type angreb med masseødelæggelsesvåben – som f.eks. en opprioritering af sundhedsvæsenet og en stramning af sikkerhedsforanstaltningerne – forbliver civilbefolkningen enorm sårbar over for, hvad man har kaldt »fattigmandens bombe«. Folk med en ph.d.-grad kan med det rette laboratorieudstyr forvandle smitsomme bakterier til biologiske våben for en beskeden sum penge.
At dræbe tusinder af mennesker kræver noget så enkelt som at udløse milliarder af sporer i en skyskrabers ventilationssystem. Symptomerne på et angreb med dette usynlige våben dukker først op, når det er for sent for de fleste ofre – især børn og ældre. Allerede i 1994 blev New Yorks borgmester Rudy Giuliani underrettet om, at World Trade Center kunne blive mål for denne type terrorisme, oplyses det i bogen.

Ringe forsvar
Det ringe forsvar, USA og andre lande kan mobilisere mod bio-angreb, bør føre til, at hele den civiliserede verden styrker bestræbelserne på at indføre et system til kontrol af handel med smitsomme bakterier og international inspektion af alle lande, der har underskrevet Konventionen om Forbud mod Bakteriologiske Våben fra 1972. Desværre har initiativtageren til traktaten – USA – af både gode og dårlige grunde ikke været særlig begejstret for disse idéer. Måske det vil ændre sig i lyset af efterårets miltbrandangreb.
Denne bog er værdifuld for sin beskrivelse af USA’s arbejde med bio-våben i 1950’erne og 1960’erne. Vi får bl.a. at vide, at CIA foreslog at angribe Cuba og myrde Congos leder Patrice Lumumba med dødelige bakterier. Debatten mellem mikrobiologer, Pentagon og politiske ledere, der førte til opgivelsen af USA’s bio-våbenprogram i 1968, er fascinerende og instruktiv.
Gennemgangen af Sovjetunionens og Iraks programmer er nyttig, men som mange andre kapitler i bogen bærer indholdet præg af New York Times’ journalisters tendens til at opremse facts og citere regeringseksperter. Man mangler kritiske vurderinger fra NGO’er og en analyse af de grupper på hjemmefronten, der kan tænkes at ville iværksætte et bio-angreb mod deres eget folk.

Biologiske våben
*Judith Miller, Stephen Engelberg, Willam Broad: GERMS, Biological Weapons and America’s Secret War.
27 US-dollar, 382 s. Simon & Schuster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu