Læsetid: 6 min.

Værktøj til virkeligheden

For Hans Otto Jørgensen er det ikke noget problem at jonglere med mange genrer og fortælleformer på én gang. Til gengæld mener han, at det er et problem, at kulturministeren vil nedlægge Litteraturrådet
31. december 2001

Litteratur
At Hans Otto Jørgensens seneste roman, Helt og heltinde, foregår på landet kan næppe undre nogen af hans faste læsere. Ikke bare er det blandt Jørgensen-læsere en kendt sag, at han kan skrive noget for byboen så fremmedartet som »tidl. husbondafløser« eller »tidl. fodermester« på sit CV, vigtigere er det, at over halvdelen af de 15 bøger, han har udgivet siden debuten i 1989, relaterer sig til miljøer på landet og i provinsen på den ene eller den anden måde. Eller den tredje eller fjerde. Han er nemlig også kendt for at skrive på et stort repertoire af genrer og stilarter fra tekst til tekst. Hvor én bog er grotesk fabulerende, kan den næste være mystisk-kortfattet, og mens tyngdepunktet i én fortælling ligger i beskrivelsen, ligger det i den næste i pausen og udeladelsen.
»Formen er altid bestemt af, hvad det er, jeg vil fortælle om. Den er afstemt fra tekst til tekst. Derfor har jeg ingen problemer med at skrive på en to-tre bøger på samme tid.« Det er helt normalt. Det gjorde Johannes V. Jensen også, forklarer forfatteren.
Efter tidligere på året at have udsendt en samling ironiske falbelader i form af kortprosasamlingen Æsel her, var det således ganske naturligt for Hans Otto Jørgensen dette efterår at udsende den nærmest antitetiske roman, Helt og heltinde, hvor de sproglige kraftspring er afløst af en dæmpet prosas afsøgning af det enkle liv. Helten er den melankolske bondesøn Ejnar, der slider på den fædrene gård, men ellers er ganske handlingslammet. Heltinden hedder Ida, er datter af en forhutlet landarbejder, og hendes eneste eksperiment med tilværelsen gør hende til tyskertøs, enlig mor og trappevasker, før hun reddes tilbage til Jylland og bliver husbestyrerinde hos Ejnar og hans far.

Eksperimenterende?
»Det er en fortælling om to mennesker, der, hvor uheroisk deres liv end er, bliver heltene i deres eget liv. Deres sind er kejtet, og bare det at overleve er for dem en bedrift. Forsøget på at fortælle deres historie så troværdigt og tæt på dem som muligt blev derfor selve kriteriet for bogens form. Jeg har bestræbt mig på at skrive så lavstemt, diskret og forsigtigt som muligt, ligesom jeg har ladet sproget tage farve af det arbejde, der fylder personernes liv og af den tid, historien foregår i.«
– Er det derfor tonen er så meget mere forsigtig og alvorlig end i den eksperimenterelystne Æsel her?
»Jeg bryder mig slet ikke om at tænke på nogen af mine tekster som eksperimenterende. Videnskabsmanden laver eksperimenter for at bevise en kalkyle eller tese, og præmissen for eksperimentet er, at udfaldet på forhånd er ukendt. Men når jeg skriver, er jeg nødt til at kende resultatet på forhånd, og derfor skriver jeg ikke eksperimenterende. Det gælder både de mere løsslupne kortprosastykker eller nedtonede og prosaiske tekster som Helt og heltinde. Jeg er nødt til at vide, hvor jeg vil hen.«
Hans Otto Jørgensen fortsætter:
»På samme måde har jeg svært ved at forstå, hvorfor litteratur i dag skulle være mere eksperimenterende end tidligere. Ganske vist har vi fået nogle nye teknikker end tidligere, men J.P. Jacobsen er stadig langt mere moderne end 90 procent af den litteratur, der skrives i dag. Det samme gælder en forfatter som Marie Bregendahl. Der er mange, der opfatter mine kortprosastykker, og kortprosa i det hele taget, som mere moderne end romaner og noveller. Men hvis man f.eks. læser den antologi jeg udgav forrige år sammen med Jeppe Brixvold, vil man se, at der er en lang tradition for at skrive kortprosa.«
– Eksperiment eller ej, så er der i hvert fald uhyre stor forskel i tone, stil og genre mellem dine tekster. Hvorfor er de så forskellige?
»Det er altid stoffet, der bestemmer sprogføringen. Og for mig at se er det vigtigt at kunne skrive på forskellige måder. Tekster er værktøj til virkeligheden, og for mig er det vigtigt at have forskellige former for værktøj til at dirke verden op med. I Helt og heltinde gælder det om, at komme ind på to mennesker, der affinder sig med det givne og tager, hvad der kommer. Hvis den fortælling er en rørtang, så er æselstykkerne med deres anderledes sproggreb umbrakonøgler. For hovedpersonen
Ejnar gælder det om at kunne modtage det der kommer udefra i stedet for at skulle granske i sig selv. Den tålmodighed og langsomhed, han lever med, ville jeg gerne give den maksimale sproglige udfoldelse, så den bliver forståelig for den moderne læser, for hvem det er en pestilens at skulle vente.«

Pløjer de forkerte steder
Efter i en årrække at have undervist på Forfatterskolen, om blandt andet kortprosaens historie, overtager Hans Otto Jørgensen til sommer rektorembedet på skolen, når den siddende rektor, Niels Frank, går af.
– Du siger, at du kan arbejde på to-tre bøger af gangen. Regner du overhovedet med at få tid til at skrive, når du til sommer overtager posten som rektor fra Forfatterskolen efter Niels Frank?
»Det spørgsmål bekymrer mig ikke så meget. Jeg skal nok få skrevet. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvad for noget arbejde jeg har og ikke har, der afgør om jeg får skrevet eller ej.«
– Vil skolen ændre sig?
»Jeg synes, at Forfatterskolen er meget velfungerende. Der er et virkelig godt miljø, en virkelig intensiv udveksling af synspunkter og af både indenlandske og udenlandske strømninger. Det er et fikspunkt. Lærerkræfterne er meget seriøse. Så hvis jeg bare kan få det til at køre lige så godt som nu, så er det godt gjort.«
– Deler du Niels Franks synspunkt på den ny kulturministers bebudede lukning af Litteraturrådet?
»Ja, jeg er dybt uenig i tanken om, at Statens Kunstfond bare kan overtage Litteraturrådets arbejde. Efter min mening har den debat pløjet de forkerte steder. Litteraturrådet har forsøgt at sætte emner som forfatteres arbejdsvilkår, forlagsforhold og tværæstetiske spørgsmål under debat. Det har blandt andet støttet oplæsningsarrangementer og sørget for at støtte genudgivelsen af værker, som ellers aldrig var blevet tilgængelige igen. Og det er der mange, der har glæde af.«

Administration
Hans Otto Jørgensen beklager sig over, at det kun er branchefolk som rektor Niels Frank og Forfatterforeningens formand Knud Vilby, der står frem og forsvarer Litteraturrådet.
»I modsætning til Statens Kunstfonds litterære udvalg, der kun uddeler arbejdslegater til forfatterne, er Litteraturrådet et forum for hele bogfolket. Derfor undrer det mig, at forlæggere, kritikere, dansklærere, universitetsfolk og højskolelære, som nyder godt af Litteraturrådet, ikke blander sig. Det er vigtigt, at fordelingen af midler til litteraturformidling varetages af fagfolk fra hele bogscenen og ikke af embedsmænd i Kulturministeriet.«
»Og så undrer det mig i det hele taget også, at man kan have ondt i røven over, at de folk, der sidder i de forskellige råd og nævn, bliver honoreret. Det tager jo ikke kun tid at sidde i Kunstfonden, men betyder også, at man ikke selv kan søge støtte. Derfor er det kun rimeligt, at formanden for Statens Kunstfond får 100.000 kr. for sit arbejde. Det er et solidt stykke arbejde, som skal belønnes ligesom bestyrelsesarbejde bliver alle mulige andre steder. Vi har brug for kompetente mennesker til at fordele penge til kunstnere og litterære projekter, akkurat som vi har brug for kompetente folk til at uddele landbrugsstøtte og alt muligt andet.«

FAKTA
Hans Otto Jørgensen
Hans Otto Jørgensen (f. 1954) har siden debutromanen Tårnet fra 1989 vist sig som en alsidig og uhyre produktiv forfatter, der oftest henter sine motiver fra provins og land. Såvel Johannes V. Jensen som Samuel Beckett er inspirationskilder.
Udover at undervise på Forfatterskolen og Testrup højskole er han en af hovedmændene bag relanceringen af forfatterforlaget Arena.
Til sommer overtager han posten som rektor for forfatterskolen.
Vigtige udgivelser er kortprosabogen Den bronzefarvede kalkun (1993), digtsamlingen Idyller (1995), romanen Nåden (1995) foruden Helt og heltinde (2001).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu