Læsetid: 3 min.

En Wagner til danskerne

Bogen om Ingvar Cronhammars titaniske værk ’Elia’ er selv sort og tung som en granitflise
7. december 2001

(2. sektion)

Kunst
Ingvar Cronhammar toner frem på side to med sit lange, grå skæg, sine buskede øjenbryn og sit høje, plydsede hår. Umiddelbart ligner han Den Sorte Bastian, men den bøse fremtoning er en del af den Cronhammarske styling.
Hans værk til Herning, kuglekalotten med de fire søjler, Elia, står nu skinnende og fuldbragt og spyr ild på uforudsete tidspunkter. Alt er som planlagt uforudset. Som planlagt opfanger den også lynene og lader dem brage i dens store, sorte indre. Denne her maskine kalder det intergalaktiske rum ned på Jorden. Den fører en selvfølgelig dialog med kosmos.
Nede på Jorden i det timelige lilleliv er Elia blevet Hernings stolthed, og turistbusser kommer kørende med nysgerrige, der ønsker at bestige den ad de store trappetrin og mærke vibrationerne. Denne mærkelige megaskulptur, der ingen nytte gør, ud over – måske – at producere billeder og tanker i de besøgendes hoveder.
Nu er dens 12 år lange vej fra undfangelsestidspunktet til færdig form med græsplæner, togstation (med det gabende kedsommelige navn Birk Centerpark) og brolagte stier blevet foreviget i en bog, der selv er stor, sort og tung som en billedbibel. Det er en reklamebog for projektet. Billederne taler deres tydelige sprog om de mange mandetimer, dette stykke ingeniørkunst har kostet. Martin Halls stemningstætte, dramatiske messe er vedlagt bogen.

Hyldestbog
Bogen er skrevet af venner, men når vennerne er billedhuggeren Christian Lemmerz, digteren Peter Laugesen og arkitekten Poul Ingemann, så bliver det til mere end tom besyngelse for insidere. Disse skribenter leverer energifyldte, ja, eksplosive tekster, specielt Laugesen, der ’læser’ Elia som et svar på naboskulpturen, Piero Manzonis Jordsokkel, der også er et svar. Nemlig et svar på Jordens væren til stede i rummet. Manzonis sokkel gør hele Jorden til en skulptur.
»Skulptur er en måde at tænke på. At tænke os selv på. Elia er svaret. Spørgsmålet blæser som tordenskyer mod vinden!« skriver Laugesen. Arkitekten Poul Ingemann konstaterer, at vi med Elia er vidner til en konstruktion, der bare ligger hen, afventende, som en lunge, der holder åndedrættet tilbage, indtil øjet sortner, og billeder kastes op på det indre hvælv.«
Som det er fremgået af tidligere artikler i nærværende dagblad, så slog lynet ned i Cronhammar en lørdag eftermiddag i Hammerum, og Elia var født. Så klart defineret var skalaen og detaljen allerede som ubevidst vision, at der kun skulle beskedne justeringer til, da den 12 år efter blev opført på heden.
Kunstkritikeren Bjarne Bækgaard gennemgår i en lang og faktuel artikel Elias fødsel fra dag et og frem. Det er en ren spændingsroman, der akkompagneres af fotos. Her dokumenteres det frugtbare mix af lokal patriotisme, jernvilje, teknisk kompetence og økonomisk magt, der førte til opførelsen af Hernings svar på Keops-pyramiden.
Christian Lemmerz kalder i sit digt »Elia« for en »wombe-tombe«, en figur, svanger med både liv og død, et »walt disney-land for dødssøgere, en wagner til danskerne«. Mens teologen Geert Hallbäck i bogens sidste artikel leverer en gennemgang af apokalypsen, som han læser som et fremtidstab, der er karakteristisk for både jødefolket og de kristne.
Måske bærer Cronhammars værk på en erkendelse af menneskets fremtid som blokeret og ufremkommelig. Ikke desto mindre åbner det for en dialog med evigheden.

*ELIA, 204 s., ill., indb. inkl. cd med komponisten Martin Halls værk ELIA. 350kr. Poul Kristensen Grafisk Virksomhed A/S

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu