Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

28. december 2001

(2. sektion)

www.thesecondcircle.com
*The Second Circle er et forum for folk, der er interesserede i de »bedste forfattere fra hele verden«, og hvem er egentlig ikke det? Titlen er taget fra Dante og som kun meget ihærdige bogorme vil kunne huske, er det der, Francesca og hendes elsker er blevet anbragt for at komme til at forelske sig ved at læse. Her er der omtaler og anmeldelser af en del forfattere, af hvilke jeg i hvert fald kender WG Sebald, Lydia Davis, Ian McEwan og et par stykker til. Og der er interviews med Jim Crace og Michael Ondaatje, og det ser da alt sammen meget tilforladeligt ud.

www.bookforum.net
*Bookforum er et ret stort og udbredt tidsskrift vistnok, men dets hjemmeside er til gengæld lidt lille. De ting, der er der, er vel gode nok – en artikel om Fritz Lang, anbefalinger af mere eller mindre berømte mennesker (Dave Eggers f.eks.), af hvad man bør læse, anmeldelser af Mario Vargas Llosas nyeste roman og Susan Sontags seneste essays. Og så hovsa, hvis man leder i arkivet, finder man pludselig en række artikler om østrigeren Thomas Bernhard og artikler om WG Sebald (igen) og Jim Crace (igen).

www.dialoguepoetry.org/
*En af de ting, poesien jo faktisk kan, er åbenbart at trøste – eller i hvert fald virke terapeutisk i en eller anden grad. Efter terrorangrebene i New York opstod, som mange vil have hørt, en spontan bølge af folkelig poesi, små digte, som folk skrev og hængte op på mure og vægge rundt om i byen. En række digtoplæsninger blev også afholdt med deltagelse af såvel digtere som skuespillere og sangere. Historien om det fortælles på det her site, der vist nok er FN’s forsøg på kulturpolitik – at skabe dialog mellem folkeslag via poesi.
Så kan man samtidig også her få at vide, at et krater på Merkur er blevet opkaldt efter den chilenske digter Pablo Neruda. (Er de mon løbet tør for kratere på månen at opkalde efter berømtheder?)

www.vspbooks.com
*Ugens solstrålehistorie: Lille Mattie Stepanek har også skrevet et digt om den 11. september: »It was a dark day in America./ There was no amazing grace....« Mattie er 11 år gammel og lider af en meget alvorlig muskelsygdom, og det er meget sørgeligt, eller ville i hvert fald helt sikkert være det, hvis det ikke var, fordi han var den bedst sælgende poet i USA siden Jewel. Han har udgivet to digtsamlinger og den første, Heart-songs, har solgt mere end en halv million eksemplarer. Så ikke overraskende er Mattie nu blevet købt af et af Disneykoncernens forlag og har været gæst hos Oprah og har nu rigeligt råd til at betale alle de dyre hospitalsregninger og alt det. Det er VSP (Very Special Places) fra Nantucket, som har skudt den papegøje, og på deres site kan man læse et par af Hjertesangene.

www.phantazm.dk
*Og så til noget helt andet. Det forlyder nemlig, at man »med roterende tunnelmikroskopi nu kan undersøge sprog-rester, der tidligere blev anset for små til en egentlig analyse.« Det er ikke bare løgn – det kan dokumenteres med billeder, som f.eks. kan afsløre kasserede akkusativer, en enkelt fortidig passiv form af futurum exactum konjunktiv, rester af gammel ablativ og af en gammel genitiv, som ingen til sidst ville eje... Og det er ikke alt her på dette forunderlige (og meget irriterende, fordi siderne står og hopper) site. Til dem der er fuldstændig lost, er der også et kort, der kan vise dem, hvor de er (mælkevejen, yderste spiralarm til venstre).

www.wordcircuits.com
*»Velkommen til en verden af hypertekstuel, interaktiv, selv-genererende, kinetisk multimediepoesi og -fiktion.« Det lyder næsten som indbydelse til et seminar hos Litteraturrådet, men det er det selvfølgelig ikke. Det lyder måske i virkeligheden også af lidt mere, end det egentlig er, for galleriet her har i skrivende stund seks værker at byde på. Til gengæld er der jo så meget des mere plads til snak om, hvad alt det her multimedie-litteratur mon er for noget. Men bevares, nogle af ideerne er da gode nok, og antallet af links viser da også, at der er tilstrækkeligt mange seriøse folk, der arbejder med de her ting, til at det nok skal blive rigtig skægt. Engang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her