Læsetid: 6 min.

’Vi zapper for de unge’

Ny tv-dokumentarserie om folkeskolens ældste klasser forener zapper-kulturens formsprog med et indhold, der giver et ærligt billede af folkeskolens ældste klassetrin
31. december 2001

Tv-serie
»Hvad så småbørn, hvad står i her og hænger for?«
Mustafa fra 7.a på Værebroskolen i Bagsværd kommer ind i klasselokalet for at tale med Nik Glen og Rene Johansen. De er en del af den gruppe på ni tv-folk fra produktionsselskabet Koncern, der gennem de sidste seks måneder har haft deres daglige gang på skolen. Her har de optaget dokumentarserien Kids, der fra august vil blive sendt på TV 2.
Serien er ifølge Koncern selv en unik måde at lave børne- og ungdoms-tv på. Ved bogstaveligt talt at flytte ud på Værebroskolen i så lang en periode – Koncern har arbejdet fra to containere, der er blevet opstillet i skolegården – er produktionsselskabet kommet så tæt på de unge, at de kan tegne et ærligt og direkte billede af elevernes hverdag. Det betyder, at serien på indholdssiden er i stand til at tegne et langt mere nuanceret portræt af folkeskolens ældste klassetrin, end de mere stereotypiske billeder, der oftest ses i andre ungdomsprogrammer.
Hertil kommer, at Koncern bevidst har valgt et formsprog, der er de unges eget. Her er tale om en ekstremt fragmenteret billedside, hvor der brydes med alle ideer om linært fremskridende narrativer. Hver af de 13 udsendelser fremstår som en mosaik af forskellige historier, små indslag lavet af eleverne selv, computeranimeret grafik og et nutidigt lydspor.

Motherfucking lorte-tv
At det gennem de sidste seks måneder er lykkedes for Koncern at komme tæt på de unge ses tydeligt i 7.a’s klasseværelse. Nik og Rene kender de fleste af eleverne, som kommer hen og taler med dem, som var de deres ældre brødre.
»Nik, mand, du skal ikke gå der og spille smart,« siger en af drengene og stiller sit bedste bad-ass ansigt op.
»Ja ja, det er godt med dig,« siger Nik, og spørger en af de andre drenge – Jonas – om han nu har fået lavet de der optagelser, de aftalte. Jonas har lånt et videokamera, og er ved at interviewe sine venner om skatertøj.
»Jeg er i gang,« svarer Jonas.
En central del af konceptet er at involvere børnene selv i produktionen ved at have fire videokameraer liggende i Koncerns containere. Dem kan børnene komme ned og låne, hvis de har noget, de gerne vil optage.
Ida er en anden af dem, der selv har prøvet at lave tv på den måde.
»Jeg gik over for at tale med tv-folkene, og så havde de nogle ideer til, hvad jeg kunne lave. Men det gad jeg ikke, så jeg fandt på min egen ide. Jeg spurgte de andre elever, hvad de synes er god stil. Det har været ret sjovt. Nu må vi se, hvordan det bliver, når det bliver vist.«
Det har ikke været svært at få børnene til at være med i programmerne forklarer René.
»De fleste er jo så medievante, at det har været naturligt for dem. Og så er der nogle af dem, der har fået nogen ret sjove ideer. For eksempel er der nogle drenge, der laver noget, de kalder ’mother
fucking lorte-tv’,« siger han. »Det er jo sådan noget, de selv vil se på.«

Zapperi indlagt i serien
Sammen med Nik går vi fra 7.a’s klasseværelse over til de to containere, for at tale med billedproducer Yrsa Wedel og producer Lars Seidelin om det koncept, Koncern har brugt til serien. På vejen løber vi ind i flere elever, der kommer med tilråb til Nik. Mange af dem i et yderst direkte sprog.
»Ja, de sparer ikke på krudtet,« siger Nik. »Men man vænner sig faktisk til, at det første der sker, når man møder på arbejdet er, at en eller anden knægt kommer hen og siger ’hvad så Nik, din fucking bøsserøv’.«
Ovre i containerne får vi historien om konceptet bag Kids over en tiltrængt kop varm kaffe.
»Vi vidste, at det vi ville lave skulle være visuelt interessant for de her unger selv,« siger Yrsa. »De er jo vant til at se tv samtidig med de sms’er med deres venner. Og så ser de ikke kun én udsendelse ad gangen, når de ser tv. De kan følge med i tre forskellige programmer, som de zapper mellem. Det er den nerve, Kids skal ramme.
Produceren Lars supplerer:
»Der skal være en fremdrift i programmerne, så vi sørger for, at de unge ikke zapper væk. Man kan sige, at vi skal zappe for dem. Det gør vi ved at lave programmerne så uforudsigelige som muligt. Der er en hovedhistorie i hver afsnit, men den bliver hele tiden afbrudt af andre elementer. Samtidigt mixer vi forskellige filmtyper. På den måde sikrer vi den fragmenterede seer-oplevelse, de unge er vant til selv at skabe.«

Reality-generationen
På indholdssiden sikres det, at målgruppen – de 9-14- årige – gider at se udsendelserne ved at fortælle historierne fra de unges eget perspektiv. Det meste børne- og ungdoms tv taler til de unge fra en position, de unge seere ikke selv kan genkende, mener Yrsa. Derfor er der så få programmer, der rigtigt fanger de unge. Det vil Kids blandt andet undgå ved ikke at have nogen voksne med i udsendelserne.
»Vi har for eksempel ikke nogen studieværter med,« siger Lars. »Studieværter er jo oftest dræbende kedelige, fordi de ikke befinder sig på bølgelængde med børnene. Og vi har heller ikke lærerne fra skolen med.«
Indholdet skal også reflektere de overvejelser om hverdagen, børnene på skolen har, siger Yrsa. Og mens udsendelsernes fragmenterede form lå fast før optagelserne begyndte, så brugte Koncern den første tid på Værebroskolen på at finde ud af, hvilke emner, der lå eleverne selv mest på sinde.
»Da vi begyndte at tale med de unge blev vi ret overraskede over, hvor fremmelige de er,« siger Lars. »De tager stilling til nogle ret så
eksistentielle spørgsmål, og har nogle overvejelser om livet og deres følelser, vi selv kan genkende som voksne. Nogle overvejelser, der ikke er en del af det stereotypiske billede af, hvordan der tænkes i den aldersgruppe.«
Samtidig er de unge meget amerikaniserede, siger Lars. Det viser sig ikke mindst i deres sprogbrug, som ikke hører til i den mest politisk korrekte ende af skalaen. For Koncern har det givet anledning til nogle overvejelser omkring, hvad man skal formidle i serien. Eksempelvis har Koncern overvejet hvorvidt de i en af udsendelserne skal bruge en grafik med to ældre herrer, hvor den ene
leverer følgende sætning til den anden:
»Jeg knepper din far. Jeg knepper din mor.«
»De voksne, vi har diskuteret serien med, synes, at det engang i mellem kan blive for voldsomt,« siger Lars. »Men børnene selv synes, det er enormt morsomt. Og her vil vi nok vælge at tage børnenes side.«
Et andet spørgsmål man kunne rejse over for serien er, om ikke Koncern ved at flytte ind på skolen har været med til at gøre eleverne endnu mere vante til, at medierne er overalt i deres liv. Hvad er konsekvenserne af, at man i en periode på seks måneder konstant har kamerafolk placeret på en folkeskole?
»Vi har faktisk oplevet, at eleverne har et meget reflekteret forhold til medierne,« siger Lars.
»Man skal huske på, at de her unge jo er vokset op med reality-shows, som deres referenceramme. Så de ved godt, at medierne ikke bare giver et objektivt billede af virkeligheden. De har syntes, det har været sjovt at være med, men har også været tilstrækkeligt skeptiske til, at sige fra når de ikke gad mere. Og så tror jeg nok, at vi efter et halvt år har nået et mætningspunkt. Det ville være svært for os, at blive herude et halvt år til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her